Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krebsdyr

Oprindelig forfatter PJH

Forskellige vandlopper og dafnier er meget almindelige i planktonet i alle danske farvande. Antalsmæssigt er vandlopperne de vigtigste, men dafnier kan lokalt og på visse årstider også være talrige. Også repræsentanter for krebsdyrgrupper, der enten er oceaniske eller knyttet til havbunden og tangskovene, kan med vandstrømme blive ført op i vore farvandes frie vandmasser.

Vandlopper

Vandlopperne har en aflang krop med en hale og et par antenner. Kroppen er leddelt og inddeles i et hoved og et antal brystled og haleled. På hovedet findes der foruden et enkelt pandeøje også to antenner, som bl.a. benyttes til at svømme med. Planktonets vandlopper inddeles ofte i tre grupper: de calanoide, de cycloide og de harpacticoide (figur 5-14).

De calanoide vandlopper har meget lange antenner. Det sidste brystled er fast forbundet med de forreste, så det bevægelige led findes mellem kroppen og halen. Æggene gydes frit i vandet eller bæres i en enkelt ægsæk. De cyclopoide vandlopper har derimod relativt korte antenner, og hos dem findes det bevægelige led mellem 5. og 6. brystled. Æggene bæres oftest i parrede ægsække. De harpacticoide vandlopper har normalt korte antenner, og brystet er ikke tydeligt afsat i forhold til halen og er ikke bredere end denne. Æggene bæres i en enkelt ægsæk.

Annonce

Kun de to første grupper er almindelige i det danske plankton.

Figur 5-14.

NID-1-196.pngNID-1-197.pngNID-1-198.png

Forskellige typer af vandlopper. A) En calanoid, B) en cycloid og C) en harpacticoid. Målestok 100 μm. Omtegnet af B. Vismann efter Newell & Newell, 1963.

Der findes omkring 50 vandloppearter i de danske farvande. Langt de fleste lever kun i Nordsøen. I de indre danske farvande, i Skagerrak, Kattegat og Bælthavet, findes kun 6-7 almindelige arter: Acartia tonsa (figur 5-15 C, D), Pseudocalanus minutus, Paracalanus parvus, Centropages hamatus, Centropages typicus, Temora longicornis (figur 5-15 A, B), som alle er calonoide, og Oithona similis, som er en cycloid vandloppe. Dertil kommer enkelte egentlige brakvandsarter, som lever i fjordene og i Østersøen. Det gælder Eurytemora affinis og Limnocalanus grimaldii, der begge er calanoide vandlopper.

Vandlopper formerer sig kønnet ved at lægge æg. Nogle vandlopper producerer per gang ét til to æg, der som regel gydes direkte ud i vandet, mens andre producerer mange æg, der bliver opbevaret i ægsække indtil de klækkes. Førstnævnte vandlopper producerer dog samlet set langt flere æg end sidstnævnte, men til gengæld er dødeligheden blandt førstnævntes æg langt den største.

Figur 5-15.

NID-1-199.png

NID-1-200.png

NID-1-201.png

NID-1-202.png

Vandlopperne Acartia tonsa (A, B) og Temora longicornis (C, D) er meget almindelige vandlopper i vore farvande. A og C er hunner, B og D er hanner. Målestok 500 μm. Foto: P. Juel Hansen.

Vandlopper gennemgår i alt 12 udviklingsstadier fra æggets klækning til voksen (figur 5-16). Hvert nyt stadium indebærer et skalskifte. Dette er nødvendigt, fordi vandloppernes ydre skelet er stift og ikke kan udvide sig, efterhånden som vandloppen vokser. I de første 6 såkaldte naupliestadier er kroppen kort, oval og uleddet med kun 3 par lemmer. Dernæst følger 5 copepoditstadier, som ligner de voksne med en leddelt krop. De forreste lemmer er blevet udviklet til antenner og munddele, mens der er udviklet yderligere lemmer til svømning og fangst af fødepartikler.

Allerede i det fjerde copepoditstadium kan man se forskel på hanner og hunner, men den endelige kønsmodning finder først sted i det sidste stadium. I danske farvande tager vandloppernes udvikling fra æg til voksen typisk omkring 2-5 uger, afhængig af fødekoncentrationen og ikke mindst af temperaturen. Længden af voksenlivet stiger med vandloppernes størrelse. De voksne individer af f.eks. Acartia tonsa kan leve omkring 3-4 uger, mens nogle af de største Calanus-arter kan leve i op mod et år.

Figur 5-16.

NID-1-203.png

NID-1-204.png

NID-1-205.png

NID-1-206.png

Naupliuslarve og copepodit-stadium af vandlopperne Temora longicornis (A, C) og Acartia tonsa (B, D). Målestok A og C: 100 μm, B og D: 500 μm. Foto: P. Juel Hansen.

Dafnier

Dafnier er mest almindelige i ferskvand og vil være kendt af mange akvarister, som fanger dem i lokale søer som foder til akvariefiskene. Dog lever enkelte dafniearter i havvand. Dafnier adskiller sig bl.a. fra vandlopperne ved, at de ud over at have et pandeøje også har store, sammensatte øjne. Kroppen hos dafnierne kan enten være helt eller delvist omsluttet af et skjold. Dafnierne svømmer vha. antenner, som sidder på hovedet, mens benene benyttes til at manipulere fødeemner med.

I danske farvande har vi kun 6 arter af dafnier tilhørende slægterne Podon (3 arter), Evadne (2 arter) og Bosmina (1 art), som alle er almindelige. Bosmina hører til i brakvand. De andre er saltvandsarter, som dog for nogles vedkommende kan forekomme ved saltholdigheder på helt ned til 2-3 ‰ (figur 5-17).

Figur 5-17.

NID-1-207.png

NID-1-208.png

NID-1-209.png

Podon leuckarti (A) og Evadne nordmanni (B) er almindelige i danske farvande. Penilia avirostris (C) er en subtropisk art, som første gang blev fundet herhjemme i år 2001. Målestok 500 μm. Foto: P. Juel Hansen.

 FIGUR 5-18. Jomfrufødsler er almindelige hos havets dafnier. Her er Evadne nordmanni med unger under skjoldet vist. Målestok 500 μm.

FIGUR 5-18. Jomfrufødsler er almindelige hos havets dafnier. Her er Evadne nordmanni med unger under skjoldet vist. Målestok 500 μm.

I de seneste par år har man observeret en ny dafnieart i danske farvande. Det drejer sig om Penilia avirostris, som specielt i år 2002 forekom i betydelige mængder fra august til oktober med et maximum på 4 individer per liter i Øresund. Det er en subtropisk art, som normalt lever i Middelhavsområdet. Med de øgede havtemperaturer etablerer den sig måske permanent i Danmark.

Under gunstige forhold formerer dafnier sig ved jomfrufødsler, dvs. ved ubefrugtede æg (figur 5-18). Hunnen bærer sine æg i rugekammeret under skjoldet på ryggen, indtil de klækker. Så længe forholdene er gunstige, vil langt de fleste individer være hunner. Hvis vækstforholdene bliver dårligere, som det f.eks. sker i forbindelse med vinterens komme, vil antallet af hanner øges. Efter parringen dannes såkaldte hvileæg, som kan overleve til forholdene bedrer sig – evt. helt frem til den efterfølgende vækstsæson. Fordi dafnier kan formere sig ved jomfrufødsel, vil de under gunstige forhold hurtigt kunne opbygge store bestande; hurtigere end vandlopper.

Lyskrebs

 FIGUR 5-19. Lyskrebsen Meganyctiphanes norvegica. Målestok 1 cm.

FIGUR 5-19. Lyskrebsen Meganyctiphanes norvegica. Målestok 1 cm.

Lyskrebs er gennemsigtige, 2-4 cm lange rejelignende krebsdyr. Rygskjoldet dækker alle kropssegmenter, men ikke de buskagtige gæller, der sidder ved grunden af kropsbenene. Lyskrebs har kraftige lysorganer, som sidder ved grunden af både krops- og halefødder. Gennem nerveimpulser giver disse lysorganer blitzagtige lysglimt, som man mener har betydning for flokdannelsen. De yngste stadier af lyskrebs lever fortrinsvis af planktonalger, mens de senere udviklingsstadier tillige æder andet dyreplankton. Lyskrebs er vigtige fødemner for fisk og fugle i Nordsøen. Den kendteste gruppe af lyskrebs er vel nok „krill“ (Euphasia superba), som dominerer dyreplanktonet ved Antarktis og udgør langt den vigtigste føde for bardehvaler. Meganyctiphanes norvegica og Thysanoessa inermis er almindelige i Nordsøen og kan også forekomme i Kattegat og i Øresund (figur 5-19).

Amfipoder

Amfipoderne er krebsdyr, som er sammentrykte fra siden. Langt de fleste arter lever i opskyllet tang (tanglopper), i tangskove eller på havbunden. Nogle arter er dog planktoniske og findes i oceanernes øverste vandlag. Disse såkaldte hyperider tilhører det plankton, man kalder neuston pga. levevisen i vandhinden. De har store øjne og kraftige svømmeben og kan gennembryde vandoverfladen og hoppe op i luften, hvis de bliver jaget. I strømskel i Nordatlanten kan man af og til se brune bælter, som er tætte bestande af arten Themisto abyssorum. I sådanne situationer vil man kunne se store flokke af havfugle, der fouragerer i denne tætte suppe af dyr.

I Skagerrak og Kattegat er Themisto abyssorum også ret almindelig. Goplelusen Hyperia galba hører også til de planktoniske amfipoder. Den forekommer ofte som snylter i vandmanden og den røde brandmand. Denne gulbrune amfipod sidder i eller nær goplens kønsorganer, som den æder (figur 5-20).

Figur 5-20.
NID-1-212.png
NID-1-213.png
Amfipoder findes normalt ikke i planktonet i vore farvande. Undtagelsen er de hyperide amfipoder som f.eks. goplelusen Hyperia galba (A). Den optræder ofte som parasit i vandmandens kønsorganer. En anden hyperid amfipod, Hyperoche medusarum (B), der er parasit i ribbegoplen Pleurobrachia pileus, er desuden vist. Målestok 1/2 cm. A: efter Sars, 1895, B: Foto: P. Juel Hansen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Juel Hansen: Krebsdyr i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 26. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483175

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk