Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holoplanktonets fangstteknikker

Oprindelig forfatter PJH

Dyreplanktonets fødeemner spænder vidt. Vandlopper, dafnier, hjuldyr og halesøpunge foretrækker planktonalger og protozoer, mens geléplankton (dvs. gopler og ribbegopler) og pilorme fortrinsvis æder små fisk og andet dyreplankton. Til at fange byttet har dyreplanktonet udviklet en række forskellige fangstteknikker afhængig af byttets størrelse i forhold til dyreplanktonet selv.

Hjuldyrene er et eksempel på holoplankton, som kan fange meget små fødepartikler, der blot er omkring 1/100 af deres egen størrelse. Hjuldyrene svømmer vha. cilier arrangerede i „hjul“. Under svømningen dannes en vandstrøm gennem cilierne på samme måde som hos encellede ciliater. Små fødeemner tilbageholdes af cilierne og dirigeres efterfølgende frem til munden.

Vandlopperne benytter sig af en anden teknik til fangst af små fødeemner. De frembringer med nogle af lemmerne en vandstrøm, og med jævne mellemrum „suges“ noget af vandet herfra ind i et kammer, som skabes af andre lemmer. Den tilbageholdte vandmængde presses ud gennem tætsiddende børster på lemmerne, hvorved føden tilbageholdes på børsterne og føres til munden (figur 5-37).

Annonce

Halesøpungene har løst problemet med at si alger og protozoer fra det omgivne vand ved at bygge et geléhus (figur 5-22, 5-38). Huset tjener som filtreringsapparat for dyret og har en indstrømningsåbning og en udstrømningsåbning.

Figur 5-37.
NID-1-246.pngNID-1-247.pngNID-1-248.png
Figuren viser, hvorledes en vandloppe (set fra siden) med nogle af sine lemmer danner en vandstrøm (A), angivet med farve. Andre lemmer fanger små pakker af dette vand (igen farvet), og presser dem igennem nogle tætsiddende børster, som så renser vandet fri for fødepartikler (B og C). Jørgen Strunge efter Koehl & Strickler, 1981.

 FIGUR 5-38. Halesøpungenes geléhus tjener bl.a. som filtreringsapparat. Dyrenes hale driver en vandstrøm gennem huset, og fødepartikler tilbageholdes på et slimnet, som derefter ædes af dyret. Se også figur 5-22.

FIGUR 5-38. Halesøpungenes geléhus tjener bl.a. som filtreringsapparat. Dyrenes hale driver en vandstrøm gennem huset, og fødepartikler tilbageholdes på et slimnet, som derefter ædes af dyret. Se også figur 5-22.

Ved hjælp af halen drives vand gennem geléhuset, hvorved meget små partikler tilbageholdes af et finmasket slimnet. Slimnettet med partikler ædes derefter af dyret. Dyret kan ikke udnytte større partikler, men de bliver også sorteret fra i et stormasket net, der sidder ved indstrømningsåbningen. Når dette indstrømningsnet stopper til, forlader dyret huset af en særlig udgang og danner et nyt geléhus. Det sker ofte flere gange om dagen.

Mens vandlopper, halesøpunge og hjuldyr, der æder små fødeemner, aktivt gennemsøger vandmassen, svømmer gopler og ribbegopler langsomt gennem vandet med deres tråde udstrakt efter sig. Disse tråde er klæbrige og kan være både talrige og særdeles lange – op til flere meter. Føden består som regel af krebsdyr og små fisk som fanges vha. de klæbrige tråde. Hos ribbegoplerne vikles byttet blot ind i trådene, mens det hos goplerne først dræbes med en gift. I alle tilfælde føres byttet op til munden ved, at trådene trækker sig sammen. Goplerne er i høj grad i stand til at „vælge“ deres bytte, formentlig fordi de kan smage det. Dette har nogle fisk udnyttet – f.eks. udløser yngel af hvilling og hestemakrel ikke giftudskillelsen hos den røde brandmand, og de kan derfor undertiden søge beskyttelse mellem dens brændetråde.

 FIGUR 5-39. Vandloppen Acartia tonsa kan sanse et svømmende bytte, som f.eks. en ciliat, fra en vis afstand. Normalt er fangstsuccessen høj, dog kan nogle ciliater, som f.eks. Mesodinium rubrum undvige vandloppens udfald ved at springe. Figuren viser en skematisk tegning af den forreste højre halvdel af vandloppen med antenne, hvorpå der sidder sansehår (den vandrette linje med lodrette linjer). Akserne viser afstanden fra spidsen af vandloppens hoved. De grønne prikker angiver succesfulde fangster, mens røde angiver forsøg, hvor det ikke lykkes vandloppen at fange ciliaten. Rammen angiver det område, hvor succesfulde fangster er mulige.

FIGUR 5-39. Vandloppen Acartia tonsa kan sanse et svømmende bytte, som f.eks. en ciliat, fra en vis afstand. Normalt er fangstsuccessen høj, dog kan nogle ciliater, som f.eks. Mesodinium rubrum undvige vandloppens udfald ved at springe. Figuren viser en skematisk tegning af den forreste højre halvdel af vandloppen med antenne, hvorpå der sidder sansehår (den vandrette linje med lodrette linjer). Akserne viser afstanden fra spidsen af vandloppens hoved. De grønne prikker angiver succesfulde fangster, mens røde angiver forsøg, hvor det ikke lykkes vandloppen at fange ciliaten. Rammen angiver det område, hvor succesfulde fangster er mulige.

Dyreplankton, som æder et bytte, der er stort i forhold til dem selv, dvs. mellem 1/1 og 1/3 af deres egen størrelse, er i høj grad i stand til at sanse og lokalisere byttet. Nogle vandlopper hører til denne gruppe, og hos dem sanses byttet vha. de to antenner, som også benyttes til at svømme med. Disse antenner er besat med en række børster, hvori der sidder sanseceller. Byttet behøver ikke berøre antennernes børster direkte, idet sansecellerne kan registrere ganske små bevægelser i vandet forårsaget af et svømmende bytte. Under fødesøgningen lader vandloppen sig langsomt synke ned gennem vandsøjlen, hvorved et givent område gennemsøges for bytte. Med jævne mellemrum springer vandloppen lidt op i vandsøjlen igen. På denne måde undgår vandloppen at synke helt ned på bunden, samtidig med at den undgår at afsøge den samme vandmasse flere gange. Kommer et bytte tilstrækkeligt tæt på, vil vandloppen forsøge at snappe det. Fangstsuc cesen for de fleste byttetyper er ret høj – dog kan enkelte ciliater som f.eks. Mesodinium rubrum undvige en angribende vandloppe ved at foretage kraftige spring og derved komme uden for vandloppens rækkevidde (se figur 5-39).

 FIGUR 5-40. Nældecelle hos polypdyr. Til venstre er vist en endnu ikke affyret nematocyst. Bemærk den hule tråd, som ligger oprullet inde i nematocysten, og udløseren i toppen af cellen. Til højre ses en affyret nematocyst; den lange tråd er skudt ud gennnem et lille låg og er ved grunden udstyret med piggede modhager, så den kan sidde fast i byttet.

FIGUR 5-40. Nældecelle hos polypdyr. Til venstre er vist en endnu ikke affyret nematocyst. Bemærk den hule tråd, som ligger oprullet inde i nematocysten, og udløseren i toppen af cellen. Til højre ses en affyret nematocyst; den lange tråd er skudt ud gennnem et lille låg og er ved grunden udstyret med piggede modhager, så den kan sidde fast i byttet.

Nældeceller

En række protozoer og dyreplankton har udviklet celleorganeller, nældeceller, til at fange og lamme deres bytte med eller til at beskytte sig mod fjender. Hos polypdyrene kaldes disse nematocyster og findes hos f.eks. søanemoner, brandmænd og vandmænd. Her findes de typisk i det yderste cellelag (epidermis) på tentaklerne. Hos protozoerne (og planktonalgerne for den sags skyld) findes trichocyster med lignende funktion; de sidder i cellemembranen.

Fælles for disse nældeceller er, at de består af en kapsel, hvori en lang tråd med spids ligger sammenrullet (se figur 5-40). Nældeceller kan udløses ved berøring, men de kan også udløses ved kemiske stimuleringer. Nældeceller fungerer således på mange måder som en harpun indeholdende en gift. De er selvstændige i den forstand, at de ikke kontrolleres af nervesystemet.

Nældecellerne fungerer kun én gang, og de produceres derfor i det omfang, de bruges.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Juel Hansen: Holoplanktonets fangstteknikker i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483180

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk