Hvidnæsen (Lagenorhynchus albirostris) er den anden ægte danske, dvs. ynglende, hvalart. Det er de danske farvandes almindeligste delfin, og den har nok til alle tider været den næsthyppigste danske hval.
Hvidnæsen optrådte for første gang i den videnskabelige litteratur i 1846. Mange ældre danske hvidnæsefund, fra før 1846, men også en del fra årene mellem 1846 og 1855, er fejlagtigt betegnet som „øresvin“ eller „almindelig delfin“. Det skyldtes, at arten endnu ikke var beskrevet videnskabeligt, og at en god beskrivelse af dyrets kendetegn endnu ikke fandtes. Den danske hvalforsker D. F. Eschricht var med til at „opdage“ hvidnæsen, da han i 1846 gav en kort beskrivelse af det første danske eksemplar fra den jyske vestkyst, formentlig fundet i midten af 1840'erne ved Agger Tange.
Hvidnæsen er en robust delfin, der bliver op til 3 m lang og har en kort snude (figur 13-9). De fleste hvidnæser, der er fundet strandet i danske farvande, er dog kun 220-260 cm lange. Nyfødte hvidnæser har samme størrelse som unge marsvin, men kendes straks fra disse på deres afvigende kropsproportioner – først og fremmest det korte, men tydelige næb og den højere rygfinne (figur 13-10) samt et ret stort hoved. Farveteg-ningen er meget markant hvid og sort, hvilket ofte har ført til forvekslinger med de sjældnere spækhuggere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.