• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvaler i Danmark

Oprindelig forfatter CCKi

Af verdens godt 80 hvalarter er næsten en fjerdedel set mindst én gang i danske farvande eller på en dansk kyst. Det er faktisk et ret imponerende antal, når man betænker, at de fleste hvaler lever på store, åbne oceaner, som vore farvande er afskåret fra pga. De Britiske Øer. Forklaringen på, at der alligevel er så mange hvalarter i Danmark, kan ses på et søkort: Den op til 700 m dybe Norske Rende fungerer som en „oceanisk finger“, der skaber kontakt mellem de indre danske farvande og det åbne Atlanterhav (figur 13-1).

 FIGUR 13-1. Nordøstatlanten med den op til 800 m dybe Norske Rende ud for det sydlige Norge, der danner bindeled mellem de åbne oceaner og den store „flodmunding“, vi bedst kender under navnet Østersøen.

FIGUR 13-1. Nordøstatlanten med den op til 800 m dybe Norske Rende ud for det sydlige Norge, der danner bindeled mellem de åbne oceaner og den store „flodmunding“, vi bedst kender under navnet Østersøen.

Der er stor forskel på de enkelte hvalarters hyppighed og geografiske fordeling i de danske have. Groft regnet kan man skelne mellem tre grupper: 1) de hjemmehørende eller ægte danske arter, dvs. dem der yngler i danske farvande, 2) naboarterne, der hyppigt gæster os fra nærtliggende havområder, og 3) de eksotiske gæster fra nord og syd, som kun under særlige omstændigheder kommer ind i vore farvande. Der er blandt disse gæster både tale om arter, der kommer ind fra det åbne hav, og kystlevende arter, der periodevis forekommer i danske farvande. Det er altså afstanden til Danmark og de lavvandede danske farvandes „egnethed“, der er afgørende for artssammensætningen og de enkelte hvalarters hyppighed.

Vi har kun to ægte danske arter: marsvinet og hvidnæsen. Marsvinet yngler i samtlige danske farvande, mens hvidnæsen kun yngler i Nordsøen. Vågehvalen og spækhuggeren er eksempler på naboarter. De er ret hyppige i Nordsøen tæt på danske havområder. Resten af de omtalte hvalarter er mere eller mindre sjældne, dvs. eksotiske gæster hos os.

Annonce

 FIGUR 13-2. Hvalernes ydre bygning.

FIGUR 13-2. Hvalernes ydre bygning.

Hvalernes tilpasning til livet i vand

Hvaler er meget omdannede pattedyr (se figur 13-2 og 13-3). De har udviklet en strømlinet, tenagtig krop, hvorved vandmodstanden under svømningen minimeres. Næseåbningen er flyttet op på toppen af hovedet (undtagen hos kaskelotten) og kaldes åndehullet. Ydre ører findes ikke. Forlemmerne er omdannet til padleformede luffer, der tjener til styring under svømning. Baglemmer findes heller ikke. Til gengæld er der udviklet en halefinne, der står for hele fremdriften.

Hos hvaler følger føden og luften helt adskilte veje ind i dyret, mens disse vejes øverste dele som bekendt er samlet hos f.eks. mennesker. Derfor kan hvaler, i modsætning til os, synke føde og trække vejret samtidig. Hvalernes hårpragt begrænser sig til en lille bræmme på overlæben, og hos mange arter, heriblandt marsvinet, fældes disse hår oven i købet allerede før eller umiddelbart efter fødslen.

 FIGUR 13-3. Hvalernes skelet, sammenlign med figur 13-25.

FIGUR 13-3. Hvalernes skelet, sammenlign med figur 13-25.

Hvalerne har altså ikke hår til at hjælpe med varmereguleringen, i stedet har de et tykt spæklag på de store kropsflader og særlige varmeudvekslingsorganer i luffer, hale og rygfinne. I disse organer snor arterier, der fører frisk iltet blod ud i kroppen, sig tæt omkring venerne, der fører blodet tilbage efter iltafgivelsen i kroppen. Da blodet i arterierne kommer fra kroppens centrum, er det ikke alene mere iltet, det er også varmere end blodet i venerne, der har været ude i de perifere dele af kroppen. Når disse to blodmasser mødes i varmeudvekslerne, udveksles der varme imellem dem, så forskellene udjævnes (figur 13-4).

Ved hjælp af spækket og varmeudvekslerne kan hvalerne holde en jævn kropstemperatur på ca. 37 °C. Både testiklerne og livmoderen ligger inde i den varme krop, men der er i virkeligheden for varmt til, at hannernes sædceller og hunnernes fostre burde kunne udvikles. Hvalerne har derfor opfundet et særligt kølesystem til kønsorganerne og fostrene. Det består som varmeudvekslerne af et netværk af små blodkar, hvor varmen føres væk og afgives til omgivelserne fra rygfinnen.

 FIGUR 13-4 (a). Hvalernes beskyttelse mod varmetab. A) Nærbillede af hvalers hud.

FIGUR 13-4 (a). Hvalernes beskyttelse mod varmetab. A) Nærbillede af hvalers hud.

 FIGUR 13-4 (b). Tegning af blodkarrene i spæklaget; det ses, at arterierne er helt omgivet af vener.

FIGUR 13-4 (b). Tegning af blodkarrene i spæklaget; det ses, at arterierne er helt omgivet af vener.

Visse hvalarter, som kaskelotten, kan dykke ned på flere tusinde m's dybde. Trykket på så store dybder kunne let føre til, at kvælstof fra lungernes luft blev presset over i blodbanen og her dannede bobler, efterhånden som trykket atter faldt under opstigningen: dykkersyge. Men det sker ikke for hvalerne, for deres lunger er klappet helt sammen under dybdedykningen – dvs. der er ingen luft i dem. Det ilt, som hvaler nødvendigvis skal have, har de bundet i et særligt iltbindende stof (myoglobin). Det findes i musklerne, og herfra frigives det under dykningen.

 FIGUR 13-4 (c). C) En stor del af varmen i arterieblodet når at blive optaget af veneblodet, der løber tæt forbi, så den ikke tabes. D) Teoretisk situation, hvor arterier og vener ikke løber tæt sammen.

FIGUR 13-4 (c). C) En stor del af varmen i arterieblodet når at blive optaget af veneblodet, der løber tæt forbi, så den ikke tabes. D) Teoretisk situation, hvor arterier og vener ikke løber tæt sammen.

Hvalernes vigtigste sans er hørelsen, men for nogle arter spiller smagssansen også en stor rolle. Ved hjælp af smagssansen kan f.eks. marsvin registrere brunstige artsfæller, kende forskel på enkelte fiskearter og måske få andre informationer om miljøet og blive advaret mod farer. Synet har de derimod ikke megen glæde af i de ofte uklare og mørke vandmasser. Derimod har de udviklet andre systemer, der kan hjælpe dem med at navigere rundt. Hos tandhvalerne består det af en art ekkolod, et sonarsystem, der udsender højfrekvente lydbølger og registrerer deres tilbagesendelse fra genstande (føde, artsfæller og andet) i vandet. Hos bardehvalerne består det i udsendelse af meget dybe lyde (infralyd), hvis refleksion ligeledes registreres. Visse bardehvaler, som f.eks. finhvalen, menes at have udviklet en særlig lavfrekvent sonar, der gør dem i stand til at finde rundt i meget komplicerede kystvande.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Hvaler i Danmark i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483401

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk