Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Spættet sæl

Oprindelig forfatter CCKi

Spættet sæl (Phoca vitulina) er vidt udbredt i Nordatlanten og det nordlige Stillehav, og nogle steder kan den vandre op ad floder og i længere tid opholde sig i ferskvand. Der findes endda bestande, der hele året lever i ferskvand. Den danske bestand af spættet sæl tilhører den nordøstatlantiske underart. Voksne dyr er mellem 120 og 200 cm lange og vejer 65-140 kg. Nyfødte er ca. 80 cm lange og vejer omkring 10 kg. Pelsen er typisk spættet, men der er geografiske farveforskelle (figur 13-26). I Vadehavet er farven lysere end i de indre danske farvande, hvor grundfarven er brun til sort.

Forekomst

Stednavne som Sælgrund, Sælhage, Sølvig og Sælø tyder på, at spættede sæler har været ret almindelige og udbredte i danske farvande. I dag findes der bestande i Vadehavet, Limfjorden, nordlige Kattegat især omkring Læsø, Anholt og Hesselø, sydlige Kattegat ved Møllegrunden, Svanegrunden nord for Endelave, Tunø Knob, Bosserne nordøst for Samsø, Øresund, Smålandsfarvandet, vestlige Østersø ved Saltholm og Falsterbo, Aunø Fjord, Bøgestrømmen og ved Rødsand (figur 13-27B).

 FIGUR 13-27B. Kort over de vigtigste forekomster af spættet sæl i Danmark i 2000.

FIGUR 13-27B. Kort over de vigtigste forekomster af spættet sæl i Danmark i 2000.

Sælerne blev tidligere betragtet som stedfaste dyr, der ikke foretog større vandringer. Unge dyr skulle dog vandre mere omkring end ældre. Nyere undersøgelser af sælernes vandringer, som er foretaget ved hjælp af satellitmærkede dyr, viser imidlertid, at visse dyr fra den vestjyske kyst vandrer meget langt ud i Nordsøen.

Annonce

Forplantning, diegivning ogfravænning

Spættet sæl bliver kønsmoden som 3-6 årig. Parringen foregår i vandet mellem februar og oktober. Om sommeren, fra slutningen af juni til starten af juli, føder hunnen som regel en enkelt unge. Der er en lille tidsforskel mellem Kattegat og Vadehavet, hvor fødslerne sker lidt tidligere.

Ungen er som nævnt ovenfor stor ved fødslen. Og i løbet af de fire uger, som diegivningen varer, mere end fordobler den sin fødselsvægt og tager ekstra 20-25 kg på. Moderen taber sig tilsvarende og vejer efter diegivningen kun 50 kg.

 FIGUR 13-26. Spættet sæl i typisk bananpositur.

FIGUR 13-26. Spættet sæl i typisk bananpositur.

Efter endt diegivning skal ungen selv skaffe sig føden. Mange unger må i begyndelsen tære på fedtreserverne og taber sig derfor igen, inden de har lært selv at fange fisk. Fedtreservens omfang kan være afgørende for den unge sæls overlevelse, og den er direkte afhængig af antallet af uforstyrrede diegivningsdage. Blot nogle få forstyrrelser kan have fatale konsekvenser for ungens overlevelse. Er „madpakken“ ikke stor nok, overlever ungen ikke vinteren.

Hylere

Efter storme kan man finde efterladte nyfødte sælunger. På grund af deres klynkelyde kaldes de hylere. Moderen vil prøve på at finde sin bortkomne unge igen, og man bør afholde sig fra at røre ved hylere, da enhver mulighed for genforening derved ødelægges.

Tidligere blev efterladte hylere taget ind til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og fodret op med henblik på genudsættelse. Denne procedure har man nu opgivet, fordi genudsatte sæler opfører sig uhensigtsmæssigt: De opfatter mennesker som deres forældre og søger derfor menneskers nærhed. Noget helt andet er, at hyleren kan have lidt af en arvelig sygdom. Ved at holde sådanne dyr i live og siden genudsætte dem, tilfører man måske bestanden raske smittebærere af sygdomme. Genudsætning af sæler til en bestand, der befinder sig i voldsom vækst, må i øvrigt ud fra et bevaringssynspunkt betragtes som aldeles overflødig.

Føde og fjender

Den spættede sæls føde består fortrinsvis af fisk, men også af blæksprutter og krebsdyr. Det skønnes at en sæl dagligt æder 3-5 kg fisk.

De naturlige fjender er spækhuggere, store hajarter og isbjørne. I danske farvande kan i bedste fald kun spækhuggeren komme på tale. Det vidner maveindholdet hos den omtalte spækhugger fra Grenå om. Men faktisk var der også i 2000 en spækhugger på besøg i Ho Bugt, der ifølge vidneudsagn havde kig på de mange sæler i området.

Jagt og bestandsudvikling

Spættede sæler er blevet jaget herhjemme siden Stenalderen og et mindre antal er blevet nedlagt frem til 1889. Men i dette år forsøgte man at udrydde de spættede sæler helt, og frem til 1927 gjorde man så stort indhug på sælbestanden, at den efterhånden nåede et meget lavt niveau. Den kom sig på grund af et aftagende jagttryk, men da jagttrykket atter øgedes, nåede bestanden i 1970'erne et nyt lavpunkt. Udryddet blev den dog aldrig, men jagten fortsatte indtil 1977, hvor sælerne blev fredet.

 FIGUR 13-27A. Antallet af spættet sæl i de danske farvande i perioden 1976 til 2000.

FIGUR 13-27A. Antallet af spættet sæl i de danske farvande i perioden 1976 til 2000.

Efter fredningen voksede den danske bestand støt (figur 13-27A). I 1988 blev sælerne dog ramt af en virussygdom beslægtet med hundesyge: den såkaldte sælpest phocine distemper virus (PDV), og adskillige tusind danske sæler døde. Formodentlig blev de smittet af tilvandrede grønlandssæler, der i 1987 blev konstateret i hele Nordsøområdet. Grønlandssælerne var immune over for sygdommen, men for spættet sæl var sygdommen ny, så de havde ikke et immunforsvar imod den.

Den danske bestand af spættet sæl kom sig dog hurtigt og nåede snart op på det samme niveau som før 1988. Man begyndte faktisk at diskutere, hvordan man rent forvaltningsmsæssigt skulle tackle en bestand med en nærmest eksplosiv vækst på 12 % om året. Men så blev bestanden i 2002 atter ramt af den samme sælvirus, denne gang dog ikke helt i samme omfang som i 1988, men alligevel med adskillige tusinde døde dyr. Virussen har formentlig været i bestanden lige siden 1988 og i 2002 haft sit første større genudbrud.

Den totale danske bestand af spættet sæl var i 2003 9.200 dyr. Heraf fandtes 1500 i Vadehavet, 1600 i Limfjorden, 4400 i det nordlige Kattegat, 900 i det sydvestlige Kattegat omkring Samsø og endelig 800 i Øresund og Østersøen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Spættet sæl i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483404

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk