• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danske sæler

Oprindelig forfatter CCKi

 FIGUR 13-25. Sælernes indre og ydre bygning.

FIGUR 13-25. Sælernes indre og ydre bygning.

Sælerne (Pinnipedia) er med 34 arter en velafgrænset og indbyrdes nærtbeslægtet gruppe inden for rovdyrordenen (Carnivora). Der skelnes mellem tre familier: Øresæler (Otaridae), hvalros (Odobenidae) og ægte sæler (Phocidae). Der er repræsentanter fra de to sidstnævnte familier i danske farvande.

Sælerne føder deres unger på land (eller is), og under fældningen tilbringes megen tid på land. Hos de fleste arter foregår parringer og fødsler inden for en forholdsvis snæver tidsperiode. Det befrugtede æg sætter sig først fast i moderkagen efter 5 måneder. Man kalder det forsinket implantation, der også kendes fra andre dyrearter. Selve fosterudviklingen varer herefter kun mellem 6 og 7 måneder. Der går således 11 til 12 måneder mellem parring og fødsel, og derved sikres det, at ungen kommer til verden om sommeren, hvor vandtemperaturen er højest og fødeudbuddet størst. Desuden er ungen stor ved fødslen, og den fodres i begyndelsen med meget fedtholdig mælk, så man kan sige, at overlevelsesstrategien går ud på, at ungen hurtigt kommer til at klare sig selv. Hos visse arter forekommer der en lanugo-pels, enten kun hos fostre eller også hos nyfødte unger.

Sælerne har behov for at fælde deres hår og skifte pels. Det sker i juli og august, når vandet er varmest. Sælerne foretrækker dog at opholde sig mest muligt på rastepladserne. Sæler bruger i det hele taget meget af deres tid på rastepladserne om sommeren, mens de om vinteren er mere i vandet. Når sælerne ligger på rastepladserne og varmes op, har de behov for at skille sig af med den overskydende varme. Det sker som nærmere beskrevet nedenfor ved hjælp af lufferne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Danske sæler i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483411

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk