Dykning foregår enten fra havoverfladen eller som styrtdyk fra luften (figur 14-3). De fleste stormfugle og måger søger enten føden ved at snappe den direkte fra havoverfladen eller ved at foretage korte dyk. Hovedparten af de øvrige havfugle dykker ned til mere end 10 m.
Lommer, lappedykkere og skarver anvender fødderne som propeller, mens pingviner og alkefugle anvender vingerne til at drive sig frem.
Terner og suler er eksempler på havfugle, der søger føde ved at styrtdykke ved at lade sig falde lodret ned mod vandoverfladen. Ternerne tager fisk nær overfladen, hvorimod sulerne ofte fortsætter den lodrette bevægelse under havoverfladen, til de når fisk helt ned til 40 m's dybde.
Havfuglenes begrænsede muligheder for at finde og udnytte føderessourcerne i vandsøjlen gør dem afhængige af fysiske processer, der koncentrerer plankton og fisk nær overfladen. Det er tilfældet ved de hydrografiske fronter og opvæld, hvor næringsrigt vand koncentreres nær overfladen, hvilket giver øget primærproduktion og mere dyreplankton og fisk. Havfuglenes forskellige dykkedybde gør, at de effektivt kan udnytte koncentrationen af plankton og fisk langs forskellige dele af f.eks. fronter. Arterne med lille dykkeevne vil således have en tendens til at søge føde, hvor fronten når tæt på havoverfladen, mens arterne med større dykkeevne vil kunne udnytte føden, hvor fronten står dybere.
Stormfuglene synes i særlig grad at have tilpasset sig områder med opvæld som typisk findes langs kontinentalsokkelskrænten, omkring fiskebankerne og langs de undersøiske bjergkæder som den Midtatlantiske Højderyg. Da disse områder ofte ligger tusinder af km fra fuglenes ynglekolonier er stormfuglene tilpasset til både at tilbagelægge de store afstande på forbløffende kort tid og lokalisere koncentrationer af plankton lokalt i opvældsområderne.
Satellitmærkninger af albatrosser har f.eks. vist, at de kan tilbagelægge over 1.000 km på en enkelt fødesøgningstur fra kolonien. Det kan lade sig gøre på grund af deres glideflugt, der sætter dem i stand til at bevæge sig over store afstande med et minimum af energiforbrug, og på grund af deres opmagasinering af planktonolier i maven, der sætter dem i stand til at udføre rejsen uden at bruge tid på selv at søge føde.
Stormfuglene er udstyret med ekstraordinært gode lugteorganer, der sidder som rørformede udvækster på næbbet. Lugteorganerne er specialiseret til at lokalisere koncentrationer af dyreplankton i overfladen, og det er muligt, at stormfuglene primært anvender lugtesansen til at finde føden, når de er nået frem til fourageringsområdet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.