Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tilpasninger til føderessourcerne

Oprindelig forfatter HSkov

De forskellige fuglearters fordeling og hyppighed langs kysten og på havoverfladen afhænger især af typen og mængden af fødeemner (figur 14-1).

Visse kystområder er fattige på fugle, f.eks. sandstrandene langs den jyske vestkyst, hvor der ud over opskyld af døde dyr og planter ikke findes fugls føde. De åbne havområder har også få fugle. De fleste kender synet af et næsten tomt vandspejl, når man sejler over Østersøen, Kattegat eller Nordsøen. Til gengæld er der mange fugle på lavt vand langs beskyttede kyster, i tidevandsområder, ved rev, fiskebanker og områder på kontinentalsoklen med hydrografiske fronter og opvæld (Fronter og indstrømningshændelser og Årstidsvariation i næringstilførsel, primærproduktion og algebiomasse.

Udnyttelse af føderessourcer på havbunden

Fuglene søger føde direkte på mudderfladerne (vadefugle), fra havoverfladen (svaner, gæs og svømmeænder) eller ved at dykke ned under havoverfladen (dykænder).

Annonce

 FIGUR 14-1. Fordeling af fuglearter uden for yngletiden på forskellige vanddybder fra få meter tæt på kysten til områder med 500 m's vanddybde uden for skrænten af kontinentalsoklen. Arterne er vist i den zone, hvor de primært forekommer.

FIGUR 14-1. Fordeling af fuglearter uden for yngletiden på forskellige vanddybder fra få meter tæt på kysten til områder med 500 m's vanddybde uden for skrænten af kontinentalsoklen. Arterne er vist i den zone, hvor de primært forekommer.

Vadefuglene lever især af små hvirvelløse dyr. Svaner og gæs æder bundplanter som ålegræs, mens svømmeænderne har en blandet kost. Dykænderne lever af muslinger. Og både hvad angår måden, hvorpå fuglene får fat i deres føde, og fødens art, udviser de forskellige arter betydelige specialiseringer. Denne specialisering menes at være udviklet, fordi havets fugle klumper sig sammen i føderige vådområder og lavvandede områder uden for yngletiden. Ofte findes der titusinder af vadefugle eller andefugle på velegnede lokaliteter, og ofte optræder flere arter i det samme ret begrænsede vådområde. Udviklingen af bygningstræk og fysiologiske specialiseringer hindrer konkurrence og muliggør en effektiv udnyttelse af de meget rige forekomster af bunddyr og planter i vådområderne.

Kroppens og næbbets tilpasninger

Hos fouragerende vadefugle lægger man især mærke til de store forskelle i næblængden. Herudover varierer kropsstørrelsen, næbformen og benenes længde. Stor kobbersneppe har f.eks. et langt næb og kan bore betydeligt dybere ned i mudderet for at nå bytte end arter med kortere næb som rødben.

 FIGUR 14-2. Halslængden og næbformen hos svømmeænder påvirker fødevalget. Arter med lang hals kan udnytte føden på dybere vand end arter med kort hals.

FIGUR 14-2. Halslængden og næbformen hos svømmeænder påvirker fødevalget. Arter med lang hals kan udnytte føden på dybere vand end arter med kort hals.

Andefugle med forskellige halslængder kan æde af bundplanter på forskellige vanddybder (figur 14-2). Knopsvanen kan f.eks. nå dobbelt så dybt som spidsanden, der igen kan nå dobbelt så dybt som krikanden.

Forskelle i næbformen og tætheden af lameller på siden af næbbet betyder også, at forskellige andefuglearter kan filtrere fødeemner af forskellig størrelse. Arter med brede næb og tætte lameller (f.eks. skeanden) har bedre forudsætninger for at si diverse små fødepartikler i vandoverfladen end arter med korte næb. Andefuglene har også forskellig størrelse af muskelmaven (kråsen), hvor føden finmales inden den passerer ud i tarmen. Arter, der hovedsageligt æder planter, har en større muskelmave end arter, der lever af dyr.

Dykkeevne

Dykænder er ikke lige gode til at dykke. Hvinand og troldand er kun i stand til at dykke effektivt ned til 6 m's dybde, mens bjergand og toppet skallesluger dykker effektivt til 12 m. Sortand og fløjlsand går ned til 20 m. De havdykænder, der udnytter de dybestliggende muslingebanker, er havlitterne, der fouragerer effektivt på dybder ned til 40 m.

Disse forskelle giver sig udslag i arternes udbredelse, idet arter med stor dykkeevne er udbredt på muslingebankerne i stor afstand fra kysten, mens arter med lille dykkeevne ses tæt ved kysten.

Boks 14-1. Havdykænders udnyttelse af blåmuslinger

Edderfugl og havlit, der begge lever af blåmuslinger, er to af de talrigeste havdykænder i Østersøen om vinteren. På trods af at blåmuslingen findes over hele Østersøen, er konkurrencen imellem de to havdykænder lille. Forklaringen er, at de to fuglearter tager hver sin størrelse muslinger. Edderfuglen tager især muslinger på 10-50 mm's længde, som er hyppigst i Kattegat og den vestlige del af Østersøen med høj saltholdighed på vanddybder under 20 m. Havlitten derimod tager især de små blåmuslinger på under 10 mm, der er hyppigst i de ferskere, østlige dele på vanddybder under 40 m.

Denne adskillelse betyder, at edderfuglen er talrig i Kattegat og den vestlige Østersø, mens havlitten er hyppigst i selve Østersøen. I alt 4 millioner havlitter overvintrer i Østersøen, hvoraf 90 % ligger øst for Darss-tærsklen, hovedsageligt i Pommern Bugt mellem Polen og Tyskland, Hoburgs Banke syd for Gotland og Riga Bugt mellem Letland og Litauen.

Kropstilpasninger
Edderfuglens krop er tilpasset til at udnytte de største muslinger, samtidigt med at flyveevnen bevares. En større krop ville give edderfuglen mulighed for at udnytte de største muslinger på 60-70 mm, men fuglen ville så være ude af stand til at flyve. De eneste andre havdykænder, der er større end edderfuglene, er dampænderne i Sydamerika, hvoraf tre arter er ude af stand til at flyve, og den fjerde har nedsat flyveevne. Havlitten er væsentligt mindre og kan derfor kun sluge og fordøje mindre muslinger, men til gengæld er den bedre til at dykke og flyve.

Selv om blåmuslinger er den primære føde for edderfuglen, supplerer den dog menuen med sandmuslinger, østersømuslinger og søstjerner, mens havlitten supplerer med hjertemuslinger og krebsdyr som hesterejer.

Om vinteren er havdykænderne på grund af de lave temperaturer afhængige af muslingebanker med mange muslinger af god kvalitet. De to havdykænder fouragerer formodentlig forskelligt, idet havlitten menes at suge større mængder muslinger op fra banken, mens edderfuglen tager dem enkeltvis. Da blåmuslinger på 10 mm kun indeholder ca. 1 % af kødmassen i en 50 mm-blåmusling, må havlitten æde så mange flere.

Konsumtion
I alt konsumerer edderfuglene væsentligt mere end havlitterne. Man regner med, at halvdelen af den mængde bunddyr – omkring 3/4 million tons – der årligt tages af fugle i Østersøen, konsumeres af edderfugle. Beregninger viser, at konsumtionen af blåmuslinger på bankerne i den centrale Østersø er meget stor.

Havlittens daglige energibehov om vinteren er omkring 2620 kilojule, hvilket svarer til 374 g muslingekød eller 1200 g hele muslinger. På Hoburgs Banke overvintrer omkring 840.000 havlitter, og disse fugle æder omkring 1000 tons blåmuslinger om dagen og ikke mindre end 120.000 tons i løbet af vinteren.

NID-1-726.png

Udbredelsen af edderfugl og havlit i Østersøen om vinteren. Efter Durinck et al., 1994

Udnyttelse af føde i vandsøjlen

De fuglearter, der primært lever af dyreplankton og fisk, hører til de egentlige havfugle. Denne føderessource findes især i de øverste 100 m af vandsøjlen, men det er kun de bedste dykkere som lomvier, der kan nå ned til 100 m's dybde. De fleste søger kun effektivt føde i de øverste 30 m, mange endda kun i de øverste få meter.

På grund af havets enorme udstrækning kan havfuglene ikke effektivt afsøge hele den tilgængelige del af vandsøjlen for føde, men må „satse“ på områder med forudsigelige koncentrationer af byttedyr.

 FIGUR 14-3. Havfuglene bruger vidt forskellige dykkemetoder til at fange fisk. Figuren illustrerer fra venstre mallemukkens overfladefouragering, lundens dykning fra vandoverflade ved brug af vingerne, sulens styrtdykning, skarvens dykning fra vandoverflade ved brug af fødderne og havternens styrtdyk.

FIGUR 14-3. Havfuglene bruger vidt forskellige dykkemetoder til at fange fisk. Figuren illustrerer fra venstre mallemukkens overfladefouragering, lundens dykning fra vandoverflade ved brug af vingerne, sulens styrtdykning, skarvens dykning fra vandoverflade ved brug af fødderne og havternens styrtdyk.

Blandt havfuglene findes både arter med specialiseret dykkeadfærd som suler og alkefugle, opportunister som måger og „fødesnyltere“ som kjover.

Tidligere var det en udbredt antagelse, at havfuglene uden for yngletiden var spredt over store områder. Men i dag ved vi, at mange af de specialiserede arter både i og uden for yngletiden klumper sig sammen i havområder med sikre forekomster af plankton og fisk. Både tæt på ynglekolonierne og i vinterkvartererne iagttages således titusinder af havfugle, og på samme måde som for andefugle og vadefugle optræder flere arter sammen.

Havfuglenes fødeemner varierer fra dyreplanktonorganismer på omkring 1 mm til fisk på op til 30 cm. Dertil kommer spild af fiskerester fra fiskebåde. Generelt ernærer stormfuglene sig især af dyreplankton, mens skarver, suler og alkefugle hovedsageligt lever af fisk. Imidlertid varierer fødevalget meget både inden for grupperne og inden for den enkelte art.

Dykke- og fødesøgningsadfærd

Dykning foregår enten fra havoverfladen eller som styrtdyk fra luften (figur 14-3). De fleste stormfugle og måger søger enten føden ved at snappe den direkte fra havoverfladen eller ved at foretage korte dyk. Hovedparten af de øvrige havfugle dykker ned til mere end 10 m.

Lommer, lappedykkere og skarver anvender fødderne som propeller, mens pingviner og alkefugle anvender vingerne til at drive sig frem.

Terner og suler er eksempler på havfugle, der søger føde ved at styrtdykke ved at lade sig falde lodret ned mod vandoverfladen. Ternerne tager fisk nær overfladen, hvorimod sulerne ofte fortsætter den lodrette bevægelse under havoverfladen, til de når fisk helt ned til 40 m's dybde.

Havfuglenes begrænsede muligheder for at finde og udnytte føderessourcerne i vandsøjlen gør dem afhængige af fysiske processer, der koncentrerer plankton og fisk nær overfladen. Det er tilfældet ved de hydrografiske fronter og opvæld, hvor næringsrigt vand koncentreres nær overfladen, hvilket giver øget primærproduktion og mere dyreplankton og fisk. Havfuglenes forskellige dykkedybde gør, at de effektivt kan udnytte koncentrationen af plankton og fisk langs forskellige dele af f.eks. fronter. Arterne med lille dykkeevne vil således have en tendens til at søge føde, hvor fronten når tæt på havoverfladen, mens arterne med større dykkeevne vil kunne udnytte føden, hvor fronten står dybere.

Stormfuglene synes i særlig grad at have tilpasset sig områder med opvæld som typisk findes langs kontinentalsokkelskrænten, omkring fiskebankerne og langs de undersøiske bjergkæder som den Midtatlantiske Højderyg. Da disse områder ofte ligger tusinder af km fra fuglenes ynglekolonier er stormfuglene tilpasset til både at tilbagelægge de store afstande på forbløffende kort tid og lokalisere koncentrationer af plankton lokalt i opvældsområderne.

Satellitmærkninger af albatrosser har f.eks. vist, at de kan tilbagelægge over 1.000 km på en enkelt fødesøgningstur fra kolonien. Det kan lade sig gøre på grund af deres glideflugt, der sætter dem i stand til at bevæge sig over store afstande med et minimum af energiforbrug, og på grund af deres opmagasinering af planktonolier i maven, der sætter dem i stand til at udføre rejsen uden at bruge tid på selv at søge føde.

Stormfuglene er udstyret med ekstraordinært gode lugteorganer, der sidder som rørformede udvækster på næbbet. Lugteorganerne er specialiseret til at lokalisere koncentrationer af dyreplankton i overfladen, og det er muligt, at stormfuglene primært anvender lugtesansen til at finde føden, når de er nået frem til fourageringsområdet.

Udnyttelse af spild fra andre rovdyr og fra fiskeriet

Både altædende opportunister og mere specialiserede havfugle udnytter spild af fiskerester, hvad enten det stammer fra fiskebåde, andre fouragerende havfugle eller hvaler.

Udsmid fra fiskeriet

En fiskebåd med en stor flok måger efter sig er et velkendt syn. Fiskebådenes tiltrækning af måger og andre havfugle finder sted over ret små afstande og inden for havfuglenes naturlige levesteder. Selv intensivt fiskeri med meget udsmid tiltrækker f.eks. kun rider, hvis det foregår i områder med en saltholdighed på over 30 ‰. Og riden er ellers en stor opportunist, som forekommer over hele Nordsøen og i det nordlige Kattegat.

Uanset tiltrækningens rækkevidde udnyttes udsmid fra fiskeriet af mange havfugle, og i visse områder som Nordsøen antages det, at mågearter som sølvmåge og svartbag får lige så meget føde på denne måde som med den naturlige føde. Der kendes også eksempler på, at mindre udsmid har påvirket en havfuglebestand negativt i form af nedsat ungeproduktion eller kondition. Dette er dog kun sket i tilfælde af knaphed på naturlig føde. Udsmid fra fiskeriet spiller med andre ord især en rolle for altædende opportunister blandt havfugle i situationer, hvor deres naturlige fødegrundlag svigter.

Spild fra andre fugle

Store flokke af fouragerende alkefugle tiltrækker ofte rider og måger. Grunden er, at alkefuglene ved fødesøgningen driver stimer af småfisk op til overfladen, hvor de kan udnyttes af de overfladefouragerende rider og måger. Det er endnu uklart, om alkefuglene bevidst tvinger fiskene op i vandsøjlen, eller om fiskenes opadgående bevægelse er et forsøg på at undgå fuglene. De samlede flokke af alkefugle og måger starter oftest med mange alkefugle og få måger, men mågerne bliver talrigere i takt med at småfiskene tvinges til overfladen. Nye måger kommer til udefra som en reaktion på ændringer i adfærden hos de allerede tilstedeværende måger. Når tiltrækningen af mågefugle når sit maksimum, kan der være flere måger end alkefugle i flokkene.

En særlig form for spild-fouragering findes hos de såkaldte kleptoparasitter, der lever af, hvad de kan få andre fugle til at „spilde“. Denne fourageringsform findes hos kjoverne og visse mågearter og udøves ved, at de jager andre mågearter og terner og tvinger dem til at smide deres bytte fra sig.

Hvalers spild

Havfugle observeres ofte omkring tandhvaler, der fouragerer på fiskestimer. Her ses de samme adfærdsmønstre, som ovenfor blev beskrevet for de havfugle, der æder spild fra alkefugles jagt. Man kan også observere havfugle omkring fouragerende bardehvaler. Her lever de af fødeemner, hvalen spilder, eller som den sender fra sig i sin blåst.

Alle hvalarter kan tiltrække havfugle. Der er intet, der tyder på, at koblingen mellem hvaler og fugle fungerer anderledes end tiltrækningen mellem fugle og fiskebåde. Således vil de fuglearter, der tiltrækkes til en flok ædende hvaler, variere efter hvilket fuglelevested, hvalerne opholder sig i.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Skov: Tilpasninger til føderessourcerne i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483451

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk