Kystzonens fugle

At Vadehavet normalt betragtes som Danmarks vigtigste naturområde skyldes ikke mindst, at store dele af de europæiske bestande af en række andefugle- og vadefuglearter samles her under trækket. Mange hundrede tusinde fugle af 15 fuglearter er af international betydning, og Vadehavet har da også været genstand for en betydelig naturbeskyttelsesindsats. Det meste af områdets 116.000 hektar er i dag fredet. Vadefladerne udgør langt den største andel af det fredede areal (98 %).

Intet andet sted i Europa finder man et område, hvor så mange fugle optager føden igennem det meste af året. I løbet af året udnytter 10-12 millioner fugle de store føderessourcer i det samlede hollandske, tyske og danske vadehav. Vadefuglene lever næsten udelukkende af insekter og orme, små krebsdyr og lignende, som de enten opdager ved synets hjælp eller ved at føle sig frem med næbbet.

De mange øer og holme i fjordene og de indre farvande huser de vigtigste ynglekolonier af måger og terner i landet. Fuglene udvælger småøer og holme med få eller ingen rovdyr – og med begrænset færdsel af mennesker. Disse øer er derfor meget sårbare over for forstyrrelse i fuglenes yngletid, hvilket har ført til gennemførelsen af en række ø-reservater med adgangsforbud i yngletiden.

Mange af måge- og ternekolonierne er store og domineres af en eller et par arter, men indeholder dog ofte en alsidig artssammensætning. Kolonierne udviser forskellig udvikling alt efter lokalitet og artssammensætning. En af arterne, hættemågen, har skiftet opholdssted siden 1970'erne (figur 14-5). Før ynglede den i små og mellemstore kolonier på indlandslokaliteter, men nu yngler den i store kolonier på øer og holme. Bestanden af hættemåger er i øvrigt halveret inden for de sidste 20 år.

De mange beskyttede laguner, nor og fjorde har skabt ideele vilkår for de vandfugle, der søger føde på lavvandede, kystnære steder (figur 14-6 og 14-7). I træk- og vinterperioden er det specielt de mange andefugle, man lægger mærke til. I international sammenhæng er disse kystnære landskaber sammen med Vadehavet og de oversvømmede morænelandskaber længere til havs vores vigtigste naturtyper. Områdernes store areal med lav vanddybde og de rige forekomster af såvel planter som smådyr og fisk er af stor betydning for fuglene.

Vandkvaliteten i vore kystnære farvande spiller også en vigtig rolle for antallet af rastende, overvintrende og ynglende vandfugle i områderne. Indsatsen for at forbedre vandkvaliteten ved at reducere eutrofieringen og udbredelsen af iltfattige områder har derfor haft en positiv virkning på de kystnære fuglebestande.

To ynglefuglearter er specielt tilpasset det kystnære fladvand og har naturligt haft deres europæiske kerneområde i de danske farvande, nemlig den fiskeædende skarv og den planteædende knopsvane, Danmarks nationalfugl. Det er den forringede forekomst af bundplanter i søerne, der har sendt knopsvanen ud til kysterne for at yngle.

Ligesom knopsvanen har skarven ynglet i Danmark i mange hundrede år. Med undtagelse af perioder, hvor den har været udsat for voldsom forfølgelse fra mennesker, har den altid domineret i vore farvande. I dag yngler skarven i 25 kolonier, og bestanden tæller omtrent 40.000 par. Denne bestandsstørrelse må betragtes som naturlig for vores fiskerige farvande. Dette er dog et relativt nyt fænomen i forhold til de sidste hundrede år. Faktisk var skarven udryddet i perioden fra 1870 til 1938, hvor den genindvandrede. I løbet af 1940'erne og 1950'erne voksede bestanden til godt 1.000 par. Den intensive jagt og nedskydning i kolonierne stoppede dog skarvbestandens videre fremgang helt frem til 1980, hvor arten blev beskyttet af EU's Fuglebeskyttelsesdirektiv.

Detaljerede undersøgelser af skarvens føde viser, at den er en altædende opportunist, idet den æder et bredt udvalg af de fisk, der er tilgængelige i fødesøgningområderne nær kolonierne. Da menuen skifter med artsudvalget af fisk, kan skarven betragtes som en indikator på forekomsten af fisk. Skarven har desværre udviklet en forkærlighed for at fange fisk i bundgarn, hvor den kan ødelægge både fangst og net – så den adfærd har ikke overraskende lagt skarven for had i mange fiskerkredse.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Selv om de egentlige havfugles forekomst i Danmark primært er knyttet til perioden uden for yngleperioden, har vi dog et par interessante lokaliteter, hvor de yngler: To fuglefjelde placeret i hvert sit hjørne af landet.

Det ene er Bulbjerg yderst mod nordvest i Vendsyssel. Her findes en lille koloni af rider på omkring 600 par, der de sidste par år har fået følgeskab af nogle få mallemukker. Begge arter er uhyre talrige i Nordatlanten og besøger i stort tal de danske farvande uden for yngletiden. Mallemukkens nærmeste ynglepladser findes i Sydvestnorge og på Helgoland, hvor der yngler ret små bestande. Riderne yngler dog mere eller mindre regelmæssigt andre steder i landet. I Hirtshals og Hanstholm Havn har der i 1990'erne ynglet omkring 40 par, mens få par har ynglet på Nordre Rønner i det nordlige Kattegat.

Det andet fuglefjeld befinder sig på Græsholm ved Christiansø (figur 14-7). Her yngler 570 par alke og 2000 par lomvier, og lokaliteten betragtes som den næstvigtigste for alkefugle i Østersøen. Den vigtigste koloni findes på Store Karlsö, hvorfra hovedparten af Christiansøfuglene menes at have indvandret i starten af 1920'erne. I 1800-tallet var bestanden af alkefugle på Store Karlsö truet af den udbredte sommerjagt og ægindsamling, men efter fredningen i starten af forrige århundrede voksede bestanden hurtigt og spredtes til andre kolonier i Østersøområdet. Bestanden af lomvier og alke i Østersøen udgør en meget lille del af de samlede europæiske bestande på henholdsvis 2-3 mio. og 300-400.000 par.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Kystzonens fugle.

• Forrige afsnit er Tilpasninger til føderessourcerne
• Næste afsnit er Det åbne havs fugle