Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kystzonens fugle

Oprindelig forfatter HSkov

Selv i forhold til Danmarks lange kyststrækning huser kystområderne en meget rig fuglefauna. Kysterne langs større øer og egentlige landområder er primært vigtige for fuglene uden for yngletiden, mens småøer og holme specielt er vigtige for ynglende fugle.

Det ensformige kystlandskab med lange sandstrande, som man finder langs den jyske vestkyst, er fattigt på fugle, men vestkysten byder også på vigtige fugleområder: i Vadehavet og i de vestjyske fjorde og laguner. Fuglefaunaen i det mere heterogene kystlandskab i de indre danske farvande varierer efter kysttypen. Uden for yngletiden fungerer de mange lavvandede laguner, fjorde, bugter og nor som spisekamre for tusinder af vadefugle, gæs og ænder.

Vadehavet

At Vadehavet normalt betragtes som Danmarks vigtigste naturområde skyldes ikke mindst, at store dele af de europæiske bestande af en række andefugle- og vadefuglearter samles her under trækket. Mange hundrede tusinde fugle af 15 fuglearter er af international betydning, og Vadehavet har da også været genstand for en betydelig naturbeskyttelsesindsats. Det meste af områdets 116.000 hektar er i dag fredet. Vadefladerne udgør langt den største andel af det fredede areal (98 %).

Annonce

Intet andet sted i Europa finder man et område, hvor så mange fugle optager føden igennem det meste af året. I løbet af året udnytter 10-12 millioner fugle de store føderessourcer i det samlede hollandske, tyske og danske vadehav. Vadefuglene lever næsten udelukkende af insekter og orme, små krebsdyr og lignende, som de enten opdager ved synets hjælp eller ved at føle sig frem med næbbet.

 FIGUR 14-4. Eksempler på vadefugle, der forekommer almindeligt i Danmark i træktiden. Fra venstre ses strandskade, stor præstekrave, strandhjejle, islandsk ryle, almindelig ryle, lille kobbersneppe, stor regnspove og hvidklire.

FIGUR 14-4. Eksempler på vadefugle, der forekommer almindeligt i Danmark i træktiden. Fra venstre ses strandskade, stor præstekrave, strandhjejle, islandsk ryle, almindelig ryle, lille kobbersneppe, stor regnspove og hvidklire.

Vadefugle fra to kontinenter

Danmark er en del af den østatlantiske trækvej, der forbinder yngleområder i Nordøstcanada, Nordeuropa og Nordsibirien med overvintringsområder i Vesteuropa og Afrika. Både for de nordamerikanske og nordsibiriske vadefugle ligger Vadehavet strategisk placeret omkring halvvejs mellem ynglepladserne og overvintringsområderne i Vestafrika og Vesteuropa (figur 14-4).

Hele efteråret, når fuglene er på vej til overvintringsområderne – og igen om foråret under retur trækket til ynglepladserne – er rastende vadefugle et almindeligt syn på hundredevis af vadelokaliteter landet over. Ofte ses mange arter sammen, og det er ikke ualmindeligt, at fuglene kommer fra vidt forskellige rekrutteringsområder.

Vadefuglenes trækstrategier er dog vidt forskellige. Arter, der yngler højt mod nord, har en tendens til at overvintre i Vesteuropas og Vestafrikas få tidevandsområder, hvorimod arter fra de koldt-tempererede egne i højere grad udnytter vidtstrakte indlandslokaliteter under deres træk og vinterophold i Europa og Afrika. Det er baggrunden for, at førstnævnte kommer hertil fra både Nordamerika og Asien, hvorimod sidstnævnte kun rekrutteres fra det koldt-tempererede Europa. De nordlige tidevandsarter overvintrer endvidere længere mod syd, i tropisk Vestafrika, end de sydlige arter, der overvintrer i Vesteuropa.

TABEL 14-1. Oversigt over vadefugle af international betydning i den danske del af Vadehavet. Efter Heath & Jones, 2000.
ArtAntal
Kortnæbbet gås10.000
Bramgås7.700
Knortegås15.000
Gravand31.000
Pibeand50.000
Spidsand4.000
Strandskade31.000
Klyde1.000
Hjejle44.000
Strandhjejle5.500
Islandsk ryle24.000
Sandløber3.000
Almindelig ryle365.000
Lille kobbersneppe35.500
Rødben1.700

Øer og holme

 FIGUR 14-5 (a). Fordelingen af ynglende hættemåge i Danmark 1993-1996. En større og større del af de ynglende måger forekommer nu i få, ret store kolonier, der er etableret på øer og holme.

FIGUR 14-5 (a). Fordelingen af ynglende hættemåge i Danmark 1993-1996. En større og større del af de ynglende måger forekommer nu i få, ret store kolonier, der er etableret på øer og holme.

 FIGUR 14-5 (b). Fordelingen af ynglende stormmåge i Danmark 1993-1996. En større og større del af de ynglende måger forekommer nu i få, ret store kolonier, der er etableret på øer og holme.

FIGUR 14-5 (b). Fordelingen af ynglende stormmåge i Danmark 1993-1996. En større og større del af de ynglende måger forekommer nu i få, ret store kolonier, der er etableret på øer og holme.

De mange øer og holme i fjordene og de indre farvande huser de vigtigste ynglekolonier af måger og terner i landet. Fuglene udvælger småøer og holme med få eller ingen rovdyr – og med begrænset færdsel af mennesker. Disse øer er derfor meget sårbare over for forstyrrelse i fuglenes yngletid, hvilket har ført til gennemførelsen af en række ø-reservater med adgangsforbud i yngletiden.

Mange af måge- og ternekolonierne er store og domineres af en eller et par arter, men indeholder dog ofte en alsidig artssammensætning. Kolonierne udviser forskellig udvikling alt efter lokalitet og artssammensætning. En af arterne, hættemågen, har skiftet opholdssted siden 1970'erne (figur 14-5). Før ynglede den i små og mellemstore kolonier på indlandslokaliteter, men nu yngler den i store kolonier på øer og holme. Bestanden af hættemåger er i øvrigt halveret inden for de sidste 20 år.

Fuglene i laguner, nor og fjorde

De mange beskyttede laguner, nor og fjorde har skabt ideele vilkår for de vandfugle, der søger føde på lavvandede, kystnære steder (figur 14-6 og 14-7). I træk- og vinterperioden er det specielt de mange andefugle, man lægger mærke til. I international sammenhæng er disse kystnære landskaber sammen med Vadehavet og de oversvømmede morænelandskaber længere til havs vores vigtigste naturtyper. Områdernes store areal med lav vanddybde og de rige forekomster af såvel planter som smådyr og fisk er af stor betydning for fuglene.

Vandkvaliteten i vore kystnære farvande spiller også en vigtig rolle for antallet af rastende, overvintrende og ynglende vandfugle i områderne. Indsatsen for at forbedre vandkvaliteten ved at reducere eutrofieringen og udbredelsen af iltfattige områder har derfor haft en positiv virkning på de kystnære fuglebestande.

 FIGUR 14-6. Forskellige almindelige fuglearter fra laguner, nor og fjorde. I øverste række ses fra venstre: dværgterne, klyde, stormmåge, gul vipstjert, stor kobbersneppe, hættemåge. I nederste række fra venstre: stor præstekrave, strandskade, vibe, brushane, engpiber, rørspurv, skeand og over denne blishøne.

FIGUR 14-6. Forskellige almindelige fuglearter fra laguner, nor og fjorde. I øverste række ses fra venstre: dværgterne, klyde, stormmåge, gul vipstjert, stor kobbersneppe, hættemåge. I nederste række fra venstre: stor præstekrave, strandskade, vibe, brushane, engpiber, rørspurv, skeand og over denne blishøne.

To ynglefuglearter er specielt tilpasset det kystnære fladvand og har naturligt haft deres europæiske kerneområde i de danske farvande, nemlig den fiskeædende skarv og den planteædende knopsvane, Danmarks nationalfugl. Det er den forringede forekomst af bundplanter i søerne, der har sendt knopsvanen ud til kysterne for at yngle.

Ligesom knopsvanen har skarven ynglet i Danmark i mange hundrede år. Med undtagelse af perioder, hvor den har været udsat for voldsom forfølgelse fra mennesker, har den altid domineret i vore farvande. I dag yngler skarven i 25 kolonier, og bestanden tæller omtrent 40.000 par. Denne bestandsstørrelse må betragtes som naturlig for vores fiskerige farvande. Dette er dog et relativt nyt fænomen i forhold til de sidste hundrede år. Faktisk var skarven udryddet i perioden fra 1870 til 1938, hvor den genindvandrede. I løbet af 1940'erne og 1950'erne voksede bestanden til godt 1.000 par. Den intensive jagt og nedskydning i kolonierne stoppede dog skarvbestandens videre fremgang helt frem til 1980, hvor arten blev beskyttet af EU's Fuglebeskyttelsesdirektiv.

 FIGUR 14-7. Kolonien af alk og lomvie på Græsholmen ved Christiansø.

FIGUR 14-7. Kolonien af alk og lomvie på Græsholmen ved Christiansø.

Detaljerede undersøgelser af skarvens føde viser, at den er en altædende opportunist, idet den æder et bredt udvalg af de fisk, der er tilgængelige i fødesøgningområderne nær kolonierne. Da menuen skifter med artsudvalget af fisk, kan skarven betragtes som en indikator på forekomsten af fisk. Skarven har desværre udviklet en forkærlighed for at fange fisk i bundgarn, hvor den kan ødelægge både fangst og net – så den adfærd har ikke overraskende lagt skarven for had i mange fiskerkredse.

Boks 14-2. Islandsk ryle

Blandt vadefugle i tidevandsområderne er det især store arter som islandsk ryle, der er afhængige afVadehavet. De islandske ryler, der passerer Danmark, rekrutteres fra to bestande: Den nordsibiriske bestand overvintrer i Vestafrika og blandes under trækket langs vestkysten med den grønlandske/canadiske bestand, der overvintrer i Vesteuropa. Så godt som alle individer fra begge bestande, i alt 500.000 individer fra Sibirien og 350.000 fra Grønland/Canada, stopper i Vadehavet efter at have tilbagelagt fra 4.500 til 12.000 km uden ophold.

Undersøgelser af de to bestandes energiforbrug under deres vinterophold i henholdsvis Vestafrika og Vesteuropa har overraskende vist, at de sibiriske fugle forbruger langt mindre energi i Vestafrika end de grønlandske/canadiske fugle gør i Vesteuropa. Man skulle tro, at grønlandske/canadiske fugle så til gengæld brugte mindre energi på selve trækket, idet de kun skal halvt så langt som de sibiriske fugle. Det har imidlertid vist sig, at de to bestande har samme omkostninger under trækket til og fra vinterområderne – formodentlig på grund af forskelle i de meteorologiske forhold.

DNA-tests tyder på, at de to genetisk isolerede bestande først opstod efter den sidste istid, hvor bl.a. tilblivelsen afVadehavet menes at have gjort det muligt for de grønlandske/canadiske fugle at gennemføre trækket til overvintringsområder i Vesteuropa.

NID-1-729.png

Udbredelse og trækveje hos islandsk ryle. De mørke områder er yngleområder, lodret skraverede er rasteområder og vandret skraverede er vinterområder. Efter Piersma, 1994

Danske fuglefjelde

Selv om de egentlige havfugles forekomst i Danmark primært er knyttet til perioden uden for yngleperioden, har vi dog et par interessante lokaliteter, hvor de yngler: To fuglefjelde placeret i hvert sit hjørne af landet.

Det ene er Bulbjerg yderst mod nordvest i Vendsyssel. Her findes en lille koloni af rider på omkring 600 par, der de sidste par år har fået følgeskab af nogle få mallemukker. Begge arter er uhyre talrige i Nordatlanten og besøger i stort tal de danske farvande uden for yngletiden. Mallemukkens nærmeste ynglepladser findes i Sydvestnorge og på Helgoland, hvor der yngler ret små bestande. Riderne yngler dog mere eller mindre regelmæssigt andre steder i landet. I Hirtshals og Hanstholm Havn har der i 1990'erne ynglet omkring 40 par, mens få par har ynglet på Nordre Rønner i det nordlige Kattegat.

Det andet fuglefjeld befinder sig på Græsholm ved Christiansø (figur 14-7). Her yngler 570 par alke og 2000 par lomvier, og lokaliteten betragtes som den næstvigtigste for alkefugle i Østersøen. Den vigtigste koloni findes på Store Karlsö, hvorfra hovedparten af Christiansøfuglene menes at have indvandret i starten af 1920'erne. I 1800-tallet var bestanden af alkefugle på Store Karlsö truet af den udbredte sommerjagt og ægindsamling, men efter fredningen i starten af forrige århundrede voksede bestanden hurtigt og spredtes til andre kolonier i Østersøområdet. Bestanden af lomvier og alke i Østersøen udgør en meget lille del af de samlede europæiske bestande på henholdsvis 2-3 mio. og 300-400.000 par.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Skov: Kystzonens fugle i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483457

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk