Temperaturregulering

De fleste fisk og andre vandåndende dyr er vekselvarme. Dvs. at de omtrent har samme temperatur som omgivelserne. Dette skyldes, at vand har en stor vamefylde sammenlignet med luft, og at det derfor vil kræve en god isolering, hvis dyret ikke skal miste meget varme gennem kropsoverfladen. Specielt tabes der varme gennem gællerne, hvor vandet er i meget nær kontakt med blodet. Derved vil en eventuel forskel mellem kropstemperaturen og omgivelserne straks blive udlignet. Man har beregnet, at almindelige fisk selv efter meget kraftfuld svømning har en muskeltemperatur, der ikke er mere end omkring 0,1 °C højere end det omgivende vands.

Vandlevende dyr, som har højere og konstante kropstemperaturer, er næsten alle luftåndere, og de har desuden fjer, hår eller et tykt spæklag, der virker som varmeisolation. Dette gælder f.eks. hvaler og pingviner. Men nogle få fisk er dog i stand at opretholde en temperatur, der er højere end det omgivende vands, centralt i kroppen (figur 12-13). Dette gælder blandt andet medlemmer af sildehajfamilien, tunfiskefamilien, og sværdfisk. Tunfiskenes varmeproduktion er så effektiv, at de kan opretholde en temperatur i den røde muskulatur, der er mere end 10 °C højere end det omgivende vands. Fordelen ved at have en højere kropstemperatur er, at det derved er muligt at svømme hurtigere end fisk med en lavere temperatur.

Disse fisk har et sindrigt indrettet modstrøms-varmevekslersystem i forbindelse med nogle særlige røde svømmemuskler (figur 12-14). Systemet virker på en sådan måde, at det arterielle, iltrige blod, der er på vej til den røde svømmemuskulatur, møder venøst, afiltet blod, der er på vej tilbage fra denne muskulatur. Den varme, der er produceret i musklerne på grund af arbejde (svømning), transporteres med det venøse blod, men møder i varmeveksleren det kolde arterielle blod, der er på vej til svømmemusklerne, og opvarmer dette. På denne måde mister disse fisk næsten ikke noget af den producerede varme.

Sværdfisk og tun har endvidere et varmeproducerende organ, der er beliggende umiddelbart under hjernen i forbindelse med øjnene (figur 12-15). Dette væv minder om bjørnes brune væv. I dette væv dannes varme, hvorved hjernen og synsnerven opvarmes, hvilket er af stor betydning for fisk, som lever på op til 1000 meters dybde, hvor temperaturen kun er få grader, og lyskoncentrationen er meget lav. Hjernens og øjnenes øgede temperatur menes således at forbedre sværdfisks syn.

Mange fisk uden varmevekslersystem er dog i stand til at regulere deres kropstemperatur ved såkaldt adfærdsmæssig temperaturregulering. De opsøger aktivt en bestemt temperatur i miljøet.

På Marinbiologisk Laboratorium er det blevet påvist, at torsk under normale iltforhold (100 % iltmætning) foretrækker en temperatur på omkring 14 °C Hvis torsk derimod udsættes for omkring 30 % iltmætning, iltforhold som desværre ofte er ved at være normale i danske farvande, ændrer torsken ædfærd og foretrækker en lavere temperatur på ca. 9 °C.