Svømmeblære

Svømmeblæren består af en luftfyldt sæk med to kirtler. Den er placeret øverst i bughulen umiddelbart under rygsøjlen (figur 12-5). Luftindholdet eller rumfanget af svømmeblæren reguleres ved hjælp af kirtlerne. Den ene kirtel, luftkirtlen, rete mirabili, står for produktion af luft, mens den anden kirtel, ovalen, står for fjernelse af luft fra svømmeblæren. Luften, som primært består af ilt og kvælstof, afgives fra eller optages af det blod, der strømmer gennem kapillærnettet i de to kirtler.

Når en fisk svømmer ned på dybere vand, vil svømmeblæren blive presset sammen på grund af det højere tryk. Hvis fisken ikke er i stand til at producere mere luft til svømmeblæren, og derved opretholde sin neutrale vægtfylde, vil den synke mod bunden. Hvis fisken derimod svømmer fra dybet mod overfladen, vil svømmeblæren udvide sig på grund af det mindre tryk uden for fisken. Hvis fisken ikke er i stand til at mindske trykket inde i svømmeblæren ved at fjerne noget af luften, vil blæren udvide sig voldsomt og måske forårsage, at fiskens mave og tarme presses ud af munden. Dette ses hos nogle dybhavsfisk, f.eks. rødfisk, som trækkes for hurtigt op til overfladen fra flere hundrede meters dybde.

Nogle fisk mangler svømmeblære. Dette gælder alle hajer og rokker, samt nogle af benfiskene – især dem, der lever på bunden og derfor ikke har behov for at regulere deres vægtfylde. Nogle pelagiske fisk mangler også svømmeblære, men har i stedet fedt- eller olieholdigt kød. Derved opnår fiskene en neutral vægtfylde uden en svømmeblære. Andre pelagiske fisk uden svømmeblære, f.eks. makrel og sværdfisk, holder sig oppe i vandsøjlen ved konstant at svømme. Deres brystfinner minder om flyvemaskinevinger og giver fiskene en tilsvarende opdrift, når vandet strømmer hen over dem under svømningen. Sværdfisk er kendt for at kunne bevæge sig op og ned fra vandoverfladen til 500-1000 m’s dybde i løbet af få minutter. I sådan en situation er det meget praktisk ikke at have en svømmeblære, der skal fyldes og tømmes meget hurtigt.