Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Overflader

Oprindelig forfatter JFS

 FIGUR 12-4. Pighvar, der har kamufleret sig ved at tage farve efter sandbunden.

FIGUR 12-4. Pighvar, der har kamufleret sig ved at tage farve efter sandbunden.

Fiskenes overflade er som allerede omtalt betydeligt glattere og med færre fremspring end landdyrenes. Det er en tilpasning til livet i det mere tyktflydende medium, som vand er sammenlignet med luft. Dertil kommer, at mange fisk er dækket med slim, som yderligere nedsætter gnidningsmodstanden.

Hos lampretter og slimål dannes slimen i hudkirtler. Også hos benfisk, der jo for de flestes vedkommende er dækket af skæl (se boks 12-1), findes der yderst et lag slim. Denne slim indeholder stoffer, som virker bakteriedræbende og hindrer alger i at vokse på fisken.

Hos bruskfiskene er huden dækket af hudtænder, der stort set er bygget som vores tænder, men huden er ikke dækket af slim. Hajer og rokker føles derfor tørre og ru ved berøring.

Annonce

Overfladens farve

De fleste fisk har mørk ryg og lys underside, således at de er vanskelige at få øje på både oven- og nedefra. Andre fisk er meget farvestrålende – nogle hele året, andre kun i yngletiden som f.eks. hundestejler og stenbidere.

Adskillige fisk, bl.a. mange fladfisk, er specialister i at kamuflere sig ved at tage farve efter den bund, de ligger på. Pighvarren kan således være lys eller mørk afhængig af bundens farve (figur 12-4). Endelig er der nogle fisk, der er helt gennemsigtige som glas- og krystalkutling.

Boks 12-1. Skæl

Som nævnt har mange benfisk skæl. De består af tynde benformationer dannet i huden under fiskens tidligste larvestadier. Skællene kan ligge i forskellige mønstre, men er oftest placeret som tagsten fra hoved mod hale. De sidder placeret skråt i underhuden med spidsen pegende bagud, således at de delvist dækker hinanden (figur A). Fisk har et konstant antal skæl, men det enkelte skæl vokser gennem hele fiskens liv. Hos nogle arter kan skællene blive mere end 10 cm lange.

Forskelle på sommerens og vinterens vækst er årsag til, at der dannes vækstzoner eller årringe i skællene. Hurtig vækst om sommeren giver et bredt lyst bånd, mens langsom vækst om vinteren giver et mørkt smalt bånd (figur B). Skæl har derfor i mange år været brugt til aldersbestemmelse af fisk.

Hvis en fisk mister nogle få skæl, regenereres disse. Hvis en fisk mister mange skæl, kan det derimod være livstruende, idet fisken ikke er så beskyttet, f.eks. mod infektioner.

Hajer og rokker har ikke skæl, men derimod hudtænder (se De frie vandmassers fisk). Rundmunde har heller ikke skæl.

 A. Tværsnit gennem fiskehud med taglagte skæl.

A. Tværsnit gennem fiskehud med taglagte skæl.

 B. Sildeskæl med årringe, ca. 2 mm. Kun den højre tredjedel er synlig, når skællet sidder i huden.

B. Sildeskæl med årringe, ca. 2 mm. Kun den højre tredjedel er synlig, når skællet sidder i huden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Fleng Steffensen: Overflader i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 1. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483356

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk