Kropsform

De fleste fisk er mere eller mindre strømlinede og udstyret med finner, som i de fleste tilfælde bruges til at styre med, men for nogle arters vedkommende også til at svømme med. Mange fisk bruger halen som fremdriftsmiddel og styrer med finnerne, men nogle få har en stærkt reduceret hale, som ikke kan bruges til fremdrift (se nærmere i afsnittet om bevægelsesmåder).

Fisk kan have op til 3 rygfinner, som er placeret i ryggens midtlinje. Endvidere har de fleste fisk en halefinne, der kan variere fra at være forholdsvis stiv og måneformet som hos tunfisk, til at være blød og afrundet som hos torsk. En eventuel gatfinne er placeret umiddelbart bag gattet. De parrede finner omfatter bryst- og bugfinner, som findes symmetrisk på hver side af kroppen (figur 12-1). Laksefiskene har endvidere en fedtfinne bagest på ryggen.

Som nævnt er flertallet af vores hjemmehørende saltvandsfisk tilpasset livet på eller nær havbunden. Dette kan ikke overraske, da mange forskellige fødeemner er knyttet til havbunden, og da der er en mangfoldighed af forskellige typer af levesteder her (sandbund, sten, alger osv.).

Mange bundfisk er flade og tilbringer meget tid liggende på bunden. Nogle fladfisk ligger nedgravet i sandet om dagen, mens de om natten svømmer i vandsøjlen på jagt efter bytte. Dette gælder f.eks. rødspætten. Andre bundlevende fisk er forholdsvis korte, ikke særligt strømlinede og med et stort hoved. De tilbringer en stor del af tiden med at vente på, at et bytte svømmer forbi for derefter pludselig at angribe og sluge det i én mundfuld. Eksempler er ulk, havtaske og havkat.

Atter andre bundfisk er mere åleagtige og lever ofte i tæt vegetation som blæretang og ålegræs. Dette gælder f.eks. tangspræl, ål og snepper. For disse fisk er det en fordel at være lange og slanke, så de hurtigt kan søge skjul og gemme sig i ålegræs og tang. Andre mere traditionelt udseende fisk vil simpelthen have svært ved at forfølge dem. Sneppen falder i øvrigt så godt ind i omgivelserne, at det kan være svært at se, hvad der er fisk, og hvad der er ålegræs.

Blandt anderledes udseende danske bundfisk er også knurhanerne. Disse fisk har nogle meget karakteristiske brystfinner uden hud mellem finnestrålerne. Når fiskene bevæger sig hen over bunden, bruger de brystfinnestrålerne, og det ser ud, som om de går på fingre. Knurhaner kan dog også svømme mere traditionelt over bunden ved at bruge halen.

Umiddelbart tænker man ikke på bundfiskene som særligt gode svømmere, og de svømmer da heller ikke særlig langt. Ålen er dog et eksempel på, at tingene ikke altid forholder sig således. Ålen svømmer jo som bekendt hele vejen fra de hjemlige danske farvande til Sargassohavet for at yngle – en strækning på 7-8000 km. Det er for nylig blevet påvist, at ålen har tilstrækkelige energireserver til at svømme den lange strækning uden at indtage føde.

På stenrev og klippekyster findes også fisk, som har særlige tilpasninger. Bl.a. træffer man her stenbideren, som har en sugeskive på maven. To oprindelige bugfinner er med tiden smeltet sammen og har dannet denne sugeskive. Stenbideren sidder ofte fastsuget på en stor sten på stenrev, der er udsat for kraftige vandstrømme. Ved at suge sig fast, behøver stenbideren ikke at bruge energi på at fastholde sin position på revet.

Læbefiskene er også tilpasset de specielle forhold på rev og klippekyster. De ynder at finde føde i klippesprækker og mellem store sten. Læbefiskene er primært tilpasset dette miljø ved at svømme og manøvrere ved hjælp at brystfinnerne. Fiskene kan ikke svømme særlig hurtigt med denne fremdriftsmetode, men til gengæld har de en meget stor manøvredygtighed og undgår at ramme halen ind i sten og klipper.

Vandsøjlens fritsvømmende fisk omfatter de bedste svømmere som f.eks. tunfisk og makrel, der er torpedoformede og strømlinede. De tilbringer den største del af tiden på jagt efter bytte i de åbne vandmasser og kaldes også pelagiske fisk.

Fiskene i de øverste vandmasser af de åbne oceaner antages kun at omfatte omkring 2 % af alle de kendte arter. Dette skyldes dels, at store områder af de åbne oceaner er meget næringsfattige og derfor kun rummer føde til et fåtal af fisk, og dels at der ikke er så varierede levesteder som på bunden. De største koncentrationer af pelagiske fisk findes i ret begrænsede områder i tilknytning til kontinentalsoklen på vestvendte kyster, hvor næringsrigt vand fra dybet kommer op til overfladen. Det næringsrige vand giver ophav til en stor produktion af planktonalger og dermed fødegrundlag for de pelagiske fisk.

De fleste af de fritsvømmende fisk er som nævnt strømlinede, men der findes enkelte med en helt anden form. Blandt dem kan nævnes klumpfisken. Denne underlige fisk, som ikke har nogen funktionel hale, delvis driver og delvis svømmer omkring ved hjælp af gat- og rygfinnerne.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Kropsform.

• Forrige afsnit er Tilpasninger
• Næste afsnit er Svømmemåde