Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tilpasninger

Oprindelig forfatter JFS

Havet er på mange måder et mere krævende medium at leve i end luften oppe på landjorden. For det første er vand 10.000 x mere viskøst end luft, så det at bevæge sig rundt i, eller holde sig flydende i, vand kræver særlige tilpasninger. Fiskenes form, overfladebeklædning, bevægelsesmåder og svømmeblære er netop sådanne tilpasninger. For det andet er der meget mindre ilt i vandet end i luften – ca. 20 gange mindre per rumfangsenhed. Fiskenes gæller kan ses som tilpasninger til denne situation. For det tredje er vand mindre gennemtrængeligt for lys end luft, mens lydbøl ger omvendt forplanter sig meget effektivt i vand. Derfor er fiskenes sanseorganer indrettet anderledes end de er hos landjordens dyr.

Man skulle tro, at havet stillede mindre krav til sine beboeres evne til at undgå udtørring end luften gør. Det er umiddelbart også rigtigt for de fleste hvirvelløse dyrs vedkommende. Men saltvandsfisks blod har en lavere saltholdighed end det omgivende havvand, så de risikerer alligevel at tørre ind, hvis de ikke har tilpasninger, der holder på vandet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Fleng Steffensen: Tilpasninger i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 24. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483362

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk