Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sværdfisk, Xiphias gladius

Oprindelig forfatter JFS

Sværdfisken er en fjern slægtning til tunfisken. Den kendes let på den sværdformede forlængelse af snuden. Sværdet består af forvoksede overkæbeben og udgør omkring en tredjedel af totallængden. Ældre sværdfisk har en karakteristisk kort og høj rygfinne, mens yngre eksemplarer har en lang rygfinne (figur 12-96). På haleroden er der køle på siderne, og fisken har ingen bugfinner. Sværdfisken kan blive 4-5 m lang med en vægt på op til 500 kg. Dens kropsfacon minder om tunfiskens, og sværdfisk er som denne en god svømmer. Den findes i alle tropiske og tempererede have. I Middelhavet er den ret almindelig.

Den lever i hele vandsøjlen fra overfladen ned til ca. 1000 m’s dybde. Sværdfisk er kendt for at opholde sig på op til 100 m’s dybde om natten, mens dagen tilbringes på mellem 500 og 800 m’s dybde. Årsagen til disse daglige vandringer er sandsynligvis, at den vigtige føde, blæksprutter, også har denne adfærd. Funktionen af sværdet kendes ikke helt, men det er iagttaget, at den slår voldsomt omkring sig i fiskestimer. Derved såres eller dræbes føden inden den ædes og senere fordøjes i fred og ro (12-97).

 FIGUR 12-96. Sværdfisk med de karakteristiske stive finner og kølen på haleroden.

FIGUR 12-96. Sværdfisk med de karakteristiske stive finner og kølen på haleroden.

Sværdfisk mangler svømmeblære, men den har til gengæld et meget olieholdigt kød, så fiskens vægtfylde er forholdsvis lav. Et tværsnit af kroppen viser tydeligt, at der findes både hvid og rød muskulatur. Temperaturen i de røde svømmemuskler kan være op til 10 °C højere end i det omgivende vand. Sværdfisk har endvidere et organ, der minder om bjørnenes brune fedt. Det menes at opvarme hjernen og øjnene (figur 12-15).

Annonce

Sværdfisk vandrer i løbet af året over store afstande i Atlanten i en cirkel fra Sargassohavet, hvor de yngler, med Golfstrømmen til Nordafrika og de europæiske kyster, videre op til Norge og tværs over Atlanten til Nova Scotia og videre ned langs USA’s østkyst tilbage til Sargassohavet. Der er også en bestand, som yngler i Middelhavet.

 FIGUR 12-97. Maveindhold af sværdfisken på figur 12-99. Man ser en forholdsvis frisk dybhavsfisk, der er skåret igennem mellem krop og hoved. Desuden ses en dybhavsreje og kæbedele fra mindst tre blæksprutter, hvoraf resten for længst er fordøjet.

FIGUR 12-97. Maveindhold af sværdfisken på figur 12-99. Man ser en forholdsvis frisk dybhavsfisk, der er skåret igennem mellem krop og hoved. Desuden ses en dybhavsreje og kæbedele fra mindst tre blæksprutter, hvoraf resten for længst er fordøjet.

Hunnen lægger pelagiske æg, som er 1,5-2 mm i diameter. Ved klækningen er larverne ca. 4 mm lange. De lever i begyndelsen af plankton. Væksten er meget hurtig. Allerede ved en længde på 10 mm ses et veludviklet sværd. De lever derefter som rovdyr. Yngre sværdfisk har en lang rygfinne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Fleng Steffensen: Sværdfisk, Xiphias gladius i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483392

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk