Stenbider, Cyclopterus lumpus

Hører til den lille stenbiderfamilie, Cyclopteridae. Den har en kort klumpet krop besat med benknuder (figur 12-36). Brystfinnerne er vokset sammen og danner en sugeskive. Forreste rygfinne er overvokset med hud. Den læderagtige hud mangler skæl, men har utallige små benknuder. Skelettet er bruskagtigt. Svømmeblære og sidelinje mangler.

Hunnen, kvabsoen, kan blive op til 50 cm lang og veje 5 kg. Den mindre han bliver farvestrålende rød og udvikler en kønstap i yngletiden. Hannen bliver sjældent mere end 40 cm, den størst kendte hunstenbider var omkring 60 cm og vejede 9,5 kg.

Selv om stenbideren overvejende lever ved bunden, omtales den her under de frie vandmassers fisk, fordi den vandrer over store afstande – uden dog at danne stimer. Stenbideren lever i et område, der strækker sig fra Biscayen i syd til det nordligste Norge og via den nordatlantiske højderyg til den sydlige del af Grønland. Den lever på stenet bund på 20-400 m’s dybde.

Man ved meget lidt om stenbiderens vandringer, når den ikke er i yngleområderne. Enkelte er truffet pelagisk på dybt vand langt ude i Atlanten. I februar-maj ankommer de og gyder på stenet bund på lavt vand. De ca. 2,5 mm store æg afsættes i et antal på fra 100 til 350.000 i en knytnæve-stor klump på det stenede underlag. Efter gydningen svømmer hunnen væk, mens hannen frygtløst forsvarer æggene mod fjender. Den forsyner også æggene med friskt vand, indtil larverne klækkes efter 7-8 uger.

De nyklækkede larver er ca. 7 mm lange og ligner små haletudser med en tyk, svær krop og en lang tynd hale. Sugeskiven er allerede udviklet på dette stadium. Efter et år er de ca. 25-30 mm lange og ligner de voksne.

Stenbideren har først og fremmest økonomisk betydning på grund af hunnens rogn, der anvendes som kaviar. Kødets struktur er vandet og løs og derfor ikke særligt eftertragtet.