Sild, Clupea harengus

Til de danske pelagiske benfisk hører først og fremmest sildene (figur 12-28). Sildefamilien omfatter i vore farvande sild og brisling, Clupea sprattus (se nedenfor), og som sydlige gæster sardin, Sardina pilchardus, og ansjos, Engraulis encrasicolus. De ca. 180 medlemmer af denne familie er udbredt i alle tropiske og tempererede farvande. De er sølvskinnende med store skæl og kan forekomme i enorme stimer (figur 12-29).

Omkring en fjerdedel af de samlede fangster af fisk i verden udgøres af sildefisk. I mange områder har sildefisk været udsat for overfiskeri med deraf følgende problemer for bestandene. Dette gælder f.eks. sild i Nordsøen og stillehavsansjoser ved Nord- og Sydamerikas vestkyst.

Silden findes i hele den nordlige del af Atlanterhavet. Den kan blive op til 40 cm lang ved en alder på 20-25 år. Den skelnes fra brislingen på, at bugfinnerne fæstner bag rygfinnens forkant, at den har omkring 60 skæl ned langs sidelinjen, at gællelåget er glat, og at dens bugskæl ikke er så skarpe.

Sild kan træffes på dybder ned til 250 m. De svømmer altid i stime, og individerne holder sig til den samme stime gennem hele livet. Stimerne kan blive kolossale med 1-5 millioner individer og kaldes da for sildebjerge. Disse kan strække sig over flere kilometer, være mere end hundrede meter dybe og veje flere tusinde tons.

Føden består af dyreplankton, f.eks. vandlopper, lyskrebs og vingesnegle, og sildene følger dyreplanktonets vandring op og ned i vandsøjlen (se Variationer i dyreplanktons mængde). Om dagen findes sildene dybere end om natten. Sild bruger synet til at jage med, og de æder derfor kun i døgnets lyse timer. I mørke er stimerne mindre tætte, og de bevæger sig langsommere. At tætheden ændres skyldes muligvis, at fiskene forbruger ilten i den langsomt svømmende stime og derved skaber selvforskyldte iltproblemer. Ved at nedsætte tætheden i stimen bliver dette problem mindre. Om natten orienterer de enkelte individer i stimen sig primært i forhold til hinanden ved hjælp af sidelinjesystemet.

Sild er opdelt i forskellige racer eller stammer (se også Sild). De karakteriseres dels efter forskelle i bygning og udseende, dels efter forskelle i gydeperiode, vandringsveje, levevis, udvikling og vækst. I danske farvande er der mere end ti forskellige sildestammer. De bygningsmæssige forskelle er ofte ganske små og svære at få øje på, men som det fremgår af det følgende, er forskellene i levevis – f.eks. forekomst og vandringer – ganske store (figur 12-30).

Den vigtigste stamme er Nordsøsilden. Den gyder om efteråret i den vestlige Nordsø ud for Englands og Skotlands kyster. Efter gydningen vandrer de voksne sild østover til Skagerrak og Kattegat, hvor de overvintrer. Larverne kommer også mod øst tværs over Nordsøen til opvækstområderne langs den hollandske, tyske og danske vestkyst og ind i Skagerrak og Kattegat, men de bevæges passivt med strømmen. Efter nogle års vækst følger disse sild med de ældre fisk tilbage til de britiske gydepladser.

En anden vigtig stamme er norsk vårsild, der findes langs den norske kyst i et stort område vestover til Island og så langt nordpå som Svalbard. Disse sild gyder langs Norges kyst i februar-april. Efter 2-3 års opvækst indenskærs begynder de at deltage i de ældre silds sæsonvandringer. Turen går vestover via Færøerne og Island til Jan Mayen. Her opholder sildene sig sommeren over og fouragerer på de store mængder plankton, som området er kendt for. Senere på efteråret vandrer sildene tilbage mod den norske kyst for at gyde. På denne måde tilbagelægger de omkring 1600 km om året.

Østersøsildene omfatter flere beslægtede stammer (se Sild). Blandt dem gyder Rügensilden om foråret i den vestlige Østersø omkring Rügen. Efter gydningen trækker sildene op i Skagerrak og den østlige Nordsø. Om efteråret, når de har spist sig store og fede, trækker de ned i Øresund eller Storebælt og overvintrer her inden det følgende års gydning.

Derudover findes en række mindre stammer i afgrænsede havområder. F.eks. er Øresundssilden en høstsild, der gyder omkring øen Ven. Efter gydningen trækker de voksne sild sig tilbage til den vestlige Østersø. Sildelarverne føres med strømmen nordpå til det sydlige Kattegat eller sydpå ned i Østersøen. Der er også særlige sildestammer i Limfjorden og i Kattegat.

Alle sild i en stime gyder samtidigt, frit i vandet. Hver hun gyder 20.000-50.000 æg, der måler 1,2-1,5 mm. Da de har en højere vægtfylde end vand, synker de ned til bunden og klistrer sig til sten og alger eller samles i tykke lag. På dette tidspunkt er det slaraffenland for torsk, kuller og andre bundfisk, der frådser i sildeæggene. Efter 10-14 dage klækkes de 7-9 mm lange sildelarver. Larverne tiltrækkes af lyset og svømmer op mod overfladen. Efter en uges tid har de opbrugt blommesækken og begynder at æde planteplankton og krebsdyrlarver. Når de er omkring 4 cm lange, begynder skællene at dannes, kroppen bliver sildeformet, og de begynder at danne stimer. Væksten varierer fra farvand til farvand. Atlantiske sild vokser f.eks. betydeligt hurtigere end østersøsild (figur 12-31).

Indtil omkring 1950 var sildens økonomiske betydning omtrent lige så stor som torskens. I de senere år har sildens værdi dog kun udgjort omkring 20 % af værdien af torsk. Sildefiskeri behandles omfattende i afsnittet Fiskeri - før og nu (inkl. efterfølgende afsnit).