Hestemakrel, Trachurus trachurus

Fisk, der lever i de frie vandmasser, svømmer ofte i stimer – eller de danner stimer, når de bliver skræmt. Det kan der være forskellige forklaringer på – forklaringer der ikke nødvendigvis udelukker hinanden.

Beskyttelse mod rovfisk Fisk, der lever på eller tæt ved havbunden, danner ikke stimer. Når de bliver skræmt, forsøger de at skjule sig under sten eller i tangbuske. Dertil kommer, at de har farvetegninger, der får dem til at ligne omgivelserne: tangnåle ligner ålegræsblade (figur 12-48), ulke kan simulere en bevokset sten, og fladfisk kan tage farvetegning efter den bund, de befinder sig på. Alt dette er til begrænset nytte, hvis man lever frit i vandsøjlen, men i stedet kan disse pelagiske fisk så forsøge at skjule sig mellem artsfæller.

Figur A viser en rovfisk, der dagligt æder én byttefisk. Den har indrettet sig sådan, at den hver morgen snupper den første fisk, den får øje på. På figuren er der en enkelt enlig fisk og i nærheden en tæt gruppe (stime) bestående af fire artsfæller. Med de nævnte forudsætninger løber den enlige fisk en risiko på 50 % for at være den første, rovfisken får øje på, mens de fire i stimen tilsammen deler en risiko på 50 % for at være én af de fire fisk, der bliver ædt. Så deres individuelle risiko kun er 1/8 (eller 12,5 %) for at blive udvalgt af rovfisken. Hvis den enlige fisk imidlertid hurtigt smutter ind i stimen med de fire andre fisk, så mindskes dens risiko for at blive ædt til 1/5 (20 %), så det er jo det indlysende rigtige for den at gøre. Men det skal bemærkes, at den derved deler sin oprindelige risiko ud på de andre fisk i stimen, så deres oprindelige risiko for at blive ædt vokser fra 12,5 til 20 %. Under alle omstændigheder vil en af fiskene blive fanget og ædt!

Stimedannelse er altså en mekanisme, der minimerer den enkelte fisks risiko for at blive ædt, men den mindsker ikke fiskenes tab til rovfisk som sådan. Mekanismen ved stimedannelse er altså egentlig den, at hver af fiskene „håber på“, at det er en anden fisk end den selv, der bliver ædt: stimedannelse ser socialt ud, men afspejler i virkeligheden den enkelte fisks egoistiske adfærd. En helt lignende adfærd ser man hos får. Skræmmer man en fåreflok, klumper fårene sammen. Ja, ikke blot det, men hvert af fårene forsøger at komme ind midt i flokken – således at ulven i stedet tager en af deres fætre og kusiner, som puffes ud i flokkens periferi.

I virkeligheden har mange rovfisk lettere ved at fange deres byttefisk, når de danner stimer. Mange rovfisk som f.eks. sværdfisk og rævehajer er simpelthen tilpassede til at høste løs i tætte fiskestimer, og hvaler udnytter skræmte silds sammenklumpning til at sluge store dele af stimen i én mundfuld. Ovenstående regneeksempel viser dog, at selv om stimedannelse kan føre til et større totalt tab til rovfisken, så vil den enkelte fisk stadig vinde ved at søge ind i en stime. Lad os sige, at i en „større“ stime på fem fisk kan rovfisken magte at fange to i stedet for en enkelt fisk – så har de altså nu hver en risiko på 40 % for at blive ædt under mødet med rovfisken – men for den enlige fisk med en risiko på 50 % er det stadig den bedste strategi at søge ind i stimen.

Energibesparelse En anden sag er, at fisk, der svømmer i stimer, kan spare energi gennem en mekanisme, der svarer til den, en flok cykelryttere eller fugle i V-formation udnytter (figur B). Forsøg på Marinbiologisk Laboratorium har vist, at individer af havbars, der svømmer bag andre artsfæller i en stime, sparer omkring 10 % energi i forhold til de forreste fisk.

For nogle stimende, planktonædende fisks vedkommende har man imidlertid opdaget, at de bageste individer i stimen ofte svømmer i vand med en meget lavere fødekoncentration end de forreste fisk, i nogle tilfælde er der slet ingen føde tilbage: de forreste fisk har simpelthen ædt det hele. Så ganske vist sparer de energi, men de får til gengæld heller ikke nogen. Nu er det heldigvis sådan, at individerne ikke hele tiden har samme position i stimen, så alle fisk får adgang til føde på et eller andet tidspunkt.

Problemer med iltmangel Der kan dog også være andre ulemper ved at svømme i en stime. Forsøg og modelberegninger på Marinbiologisk Laboratorium tyder på, at der i stimer kan opstå iltmangel for de bageste fisk, fordi de foran svømmende fæller har forbrugt ilten.

Problemet er ikke aktuelt i oceanernes store åbne vandmasser, hvor der normalt er iltrigt vand nok, men i havområder med iltfattigt vand som f.eks. de dybere dele af Øresund eller Østersøen. Af den grund kan fiskestimer i sådanne iltfattige områder ikke blive så store som i mere iltrige farvande. Man ved f. eks. fra nordamerikanske undersøgelser af kystfisk, at en stimes længde kan være afhængig af vandets iltindhold (se figur C). Om noget tilsvarende gør sig gældende for sildestimer i Øresund, vil blive undersøgt af Marinbiologisk Laboratorium i de kommende år.