Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Strandzonen

Oprindelig forfatter JFS

Det område, der strækker sig fra vandkanten til ca. 5 m’s dybde, kaldes strandzonen. Afhængigt af vegetationen opdeles den i grønalgebæltet, ålegræsbæltet og den vegetationsløse sandbund.

Grønalgebæltet er karakteristisk ved at have blød bund bestående af meget fint mudder og en grønalgevegetation domineret af søsalat (se Havbundens planter). Denne bundtype findes udelukkende på beskyttede, ofte brakvandspåvirkede steder. Her lever mange af de mindre fiskearter, som må være tolerante over for svingninger i temperatur, iltindhold og saltholdighed. I grønalgebæltet møder man hundestejle, lerkutling, skrubbe, almindelig ulk, ål og ålekvabbe.

Ålegræsbæltet findes, eller fandtes, næsten overalt langs vore kyster på dybder mellem 1 og 10 m (se Havbundens planter). Planterne kan danne tætte „skove“, der er ideelle skjulesteder for fisk, der er tilstrækkeligt små eller slanke til at manøvrere imellem bladene. Her finder man specielt ål, ålekvabbe, tangsnarre, nålefisk og ulke, men også større fisk som havørred og multe.

Annonce

Den vegetationsløse sandbund består af velsorterede mineralkorn. Den forekommer typisk fra brændingszonen og maksimalt ned til 15-20 m’s dybde. Store alger og ålegræs kan ikke klare sig her, og i mangel af andre skjulesteder kan mange af sandbundens fisk grave sig ned i sandet.

 FIGUR 12-37. Trepigget hundestejle.

FIGUR 12-37. Trepigget hundestejle.

Trepigget hundestejle, Gasterosteus aculeatus

Der findes tre arter af hundestejler i danske farvande: tangsnarre og nipigget og trepigget hundestejle. Den almindeligste er trepigget hundestejle, der kendes på de tre (2-4) kraftige pigge på ryggen (figur 12-37 og 12-46). Hannen har desuden en række benplader på siden. Den lever på lavt vand i såvel salt- som brak- og ferskvand og bliver op til 11 cm lang i saltvand og højst 8 cm i ferskvand. Hundestejler er blåsorte på ryggen og perlemorsskinnende på bugen.

De lever i kystnære områder fra Middelhavet til det nordligste Norge og langs Østersøens kyster. Uden for ynglesæsonen danner hundestejler ofte stimer. De ret stive pigge bruges som forsvar. I tilfælde af fare, rejses de i lodret position og fastlåses i ledet. Fisk, der prøver at æde en hundestejle, spytter den almindeligvis straks ud og forsøger det ikke igen. Hundestejler findes dog alligevel ofte i maveindholdet af andre fisk.

 FIGUR 12-38. Lerkutling.

FIGUR 12-38. Lerkutling.

Hundestejlen er kendt for sit familieliv og yngelpleje. I yngletiden bliver hannen rødfarvet på bugen og bygger en rede af plantedele holdt sammen af slim afsondret fra nyrerne. Når reden, som bygges på bunden, er færdig, forsøger han at lokke en hun derind, og hvis det ikke lykkes, jages hun ind. Hunnen lægger derefter 100-400 æg, som straks befrugtes af hannen. Efter æglægningen jages hunnen bort igen. Hannen vogter derefter reden mod fjender og vifter frisk vand hen over æggene i de 1-3 uger, det varer, før æggene klækkes. Den første uges tid vogtes larverne stadig af hannen, men derefter spredes de i vegetationen.

 FIGUR 12-46. Snippe og trepigget hundestejle i ålegræs.

FIGUR 12-46. Snippe og trepigget hundestejle i ålegræs.

Hundestejler lever af små krebsdyr, børsteorme, fiskeæg og fiskelarver. De er kønsmodne efter et år og lever maksimalt i 3 år.

Lerkutling, Pomatoschistus microps

Lerkutlingen er en anden almindelig fisk i grønalgebæltet (figur 12-38). Den kendes på, at bugfinnerne er sammenvokset til en slags sugeskive. Kutlingefamilien er en meget artsrig familie, hvoraf der i danske farvande forekommer 15 arter.

Lerkutlingen bliver kun 6-7 cm lang. Den ses ofte hvilende ubevægelig på bunden, og den er en dårlig svømmer, der bevæger sig med pludselige bevægelser i korte ryk. Føden består af krebsdyr og børsteorme.

 FIGUR 12-39. Ål.

FIGUR 12-39. Ål.

Ål, Anguilla anguilla

Ålen har en langstrakt krop og et svagt underbid. Dens ryg-, hale- og gatfinner er sammenvoksede (figur 12-39), og kroppen er slimet med meget små skæl. Den er udstyret med svømmeblære. Ålen findes både i fersk- og saltvand og lever i hele området fra Middelhavet til Island og det nordligste Norge. Den kan blive op til 1,3 m lang.

Ålens biologi, gydevandring og formering har været genstand for undersøgelser i over hundrede år. Længe havde man ingen anelse om, hvordan eller hvor ålen formerede sig. Ja, engang mente man oven i købet, at ålen opstod af sig selv i mudderet, for man havde aldrig fundet æg eller æggestokke. Senere, for mere end 200 år siden, fandt O. F. Müller (se Naturen i havet) dog ud af, at ålen havde æggestokke, men man kendte stadig ikke yngleområdet.

 FIGUR 12-40. Forekomsten af forskellige stadier i ålens udvikling (se også figur 12-43).

FIGUR 12-40. Forekomsten af forskellige stadier i ålens udvikling (se også figur 12-43).

Mange år gik nu med at lede efter ynglende ål. I en lang periode var man overbevist om, at de ynglede i Middelhavet, men den danske biolog Johannes Schmidt’s fangst af en ålelarve i farvandet omkring Færøerne adstedkom, at eftersøgningen blev udvidet til Atlanterhavet. Efter flere års søgen opdagede C. G. Johannes Petersen (se Naturen i havet) og Johannes Schmidt under Dana-ekspeditionerne i 1920-1922, at små ålelarver på 5-7 mm fandtes i Sargassohavet i et område 4-7.000 km fra de steder, de ville vokse op (figur 12-40). Men man fangede aldrig og har aldrig fanget en voksen ål med æg.

En senere Dana-ekspedition i 1966 påviste, at larverne klækkes i marts måned ved temperaturer omkring 20 °C i en dybde på omkring 200 m. Når de forlader Sargassohavet efter 3 måneder, er de omkring 25 mm lange, og når de ankommer til Europas kyster, måler de omkring 75 mm (figur 12-41). Disse larver kaldes leptocephaler, idet man tidligere troede, at det var en helt anden art. Leptocephalerne forvandles fra brede bændellignende larver til ålelignende fisk, kaldet glasål, som trækker op i vandløb. I Sydeuropa sker dette allerede i november-december, i danske farvande i marts-april.

 FIGUR 12-41. Ålelarvers udvikling fra leptocephal til glasål.

FIGUR 12-41. Ålelarvers udvikling fra leptocephal til glasål.

Glasålene bliver nu pigmenterede og lever de følgende år i ferskvand som gulål. Føden består først af insektlarver, krebsdyr og andre hvirvelløse dyr. På et senere tidspunkt går de ikke af vejen for at æde forskellige slags fisk. Efter ca. 10 år er ålen blevet omkring 60 cm lang.

Fem til ti år efter, at ålen ankom som glasål, forvandles den i løbet af en sommer fra gulål til blankål. Blankål er hvide på bugen i modsætning til gulål, der har gylden bug. Under forvandlingen bliver øjnene større, hovedet spidsere, tarmen svinder ind, kroppen bliver fastere, og ålen holder op med at æde. I efteråret – før der kommer frost – begynder blankålene at vandre langs kysterne mod Atlanten og videre til Sargassohavet. Man ved endnu ikke, hvad de foretager sig på vejen til Sargassohavet, eller hvor længe de er undervejs.

 FIGUR 12-42. Billeder af åleæg. A) Æg, hvor blomme og celledelinger kan observeres. B) Ålefoster 5 dage senere. Diamter 0,9-1,0 mm.

FIGUR 12-42. Billeder af åleæg. A) Æg, hvor blomme og celledelinger kan observeres. B) Ålefoster 5 dage senere. Diamter 0,9-1,0 mm.

I mange år har man forsøgt at kønsmodne europæiske ål kunstigt ved hjælp af hormonbehandling, men hidtil uden held. Denne behandling har man ellers haft stor succes med i Japan med den japanske ål. I sommeren 2002 er det dog endelig lykkedes for en medarbejder ved Marinbiologisk Laboratorium at kønsmodne ål, befrugte æggene kunstigt og iagttage den første larveudvikling (figur 12-42).

Ålekvabbe, Zoarces viviparus

Ålekvabben er en anden almindelig fisk fra ålegræsbæltet (figur 12-43). Den minder i kropsbygning om ålen, men er plumpere, og farven er mere brunlig og ofte marmoreret.

 FIGUR 12-43. Ålekvabbe.

FIGUR 12-43. Ålekvabbe.

Den bliver højst 50 cm lang. Ålekvabben har ikke svømmeblære. Den er, som det latinske navn antyder, levendefødende og føder 50-400 unger, ca. 4 måneder efter parringen har fundet sted. Ungerne er ved fødslen 35-55 mm lange.

Den har, ligesom hornfisken, grønne ben.

Tangsnarre, Spinachia spinachia

Tangsnarren, der kan blive op til 22 cm lang, er i familie med hundestejlerne og kaldes også den femtenpiggede hundestejle.

 FIGUR 12-44. Tangsnarre.

FIGUR 12-44. Tangsnarre.

Den er en langstrakt fisk med 14-17 mindre pigge foran rygfinnen og en meget tynd halestilk (figur 12-44). Den er brunlig på ryggen og siderne, og hannen er gullig på bugen. Denne bygger ligesom hos hundestejlen en rede af alger sammenkittet med slim (figur 12-45). Reden bygges i en tangplante et stykke over bunden. Tangsnarren er enårig: hunnen lægger 100-200 æg i reden og dør kort tid efter. Hannen vogter æggene til de klækkes og dør derefter. Ungerne er kønsmodne det følgende år.

Som hos de fleste andre fisk i denne zone består føden bl.a. af små krebsdyr.

 FIGUR 12-45. En tangsnarre-han i færd med at bygge rede i blæretang.

FIGUR 12-45. En tangsnarre-han i færd med at bygge rede i blæretang.

Nålefisk

Nålefiskene tilhører familien Syngnathidae, hvortil også søheste hører. I ålegræsset findes der adskillige arter. De er alle langstrakte og rørformede og beklædt med et benpanser. De har en lille mund for enden af en langstrakt snude og kan blive 15-40 cm lange. De er oftest gul-brunfarvede og kan derfor være meget svære at få øje på i tang- eller ålegræsvegetationen (figur 12-46).

En slags yngelpleje findes også hos nålefiskene, idet hannen har en rugepose på bugen. Hunnen overfører 100-700 æg direkte til hannens rugepose ved at udkrænge en del af æggelederne, der har funktion som et hunligt kønslem. Hannen befrugter æggene under overførslen. Efter 3-4 uger klækkes de 10-30 mm lange fiskelarver.

Ungerne kan i en periode efter klækningen af og til søge tilbage i rugeposen, hvis der er fare på færde. Tangnålene bliver kønsmodne efter 1 år og lever 2-3 år.

Føden består af krebsdyr, fiskeyngel og små børsteorme.

 FIGUR 12-47. Almindelig ulk.

FIGUR 12-47. Almindelig ulk.

Almindelig ulk, Myoxocephalus scorpius

Almindelig ulk har et stort hoved med torne på gællelåget og nøgne pigge i rygfinnen (figur 12-47). Den bliver op til 30 cm lang. Arten forekommer talrigt i ålegræsbæltet og lever i hele området fra Biscayen til Svalbard, rundt om den sydlige del af Grønland og langs Canadas og USA's østkyst.

Ulke er dårlige svømmere, som normalt ligger dvaske på bunden. Men de er glubske rovfisk, der blot venter på, at et bytte skal svømme forbi. De er altædende og sluger næsten alt levende. I yngletiden bliver hannen stærkt rødfarvet på bugen. Blandt jyder kaldes de københavnere, hvilket næppe er ment som en kompliment.

 FIGUR 12-48. Tyklæbet multe.

FIGUR 12-48. Tyklæbet multe.

Tyklæbet multe, Chelon labrosus

Den tyklæbede multe var tidligere en sjælden gæst i danske farvande om sommeren, men nu opholder den sig her året rundt. Den kendes på, at overlæben er på tykkelse med pupillens diameter. Den kan blive op til 75 cm og veje omkring 4,5 kg. Føden består af plantedele og organisk bundmateriale. Den er en god svømmer, der ofte færdes i stimer tæt på kysten (figur 12-48).

Multen er en god spisefisk, der fanges kommercielt ved hjælp af hurtige både og flydenet. Det er til stor frustration for lystfiskere, at se stimer af disse fisk bogstaveligt talt svømme mellem benene uden at være i stand til at lokke dem til at bide, fordi de er planteædere.

Boks 12-4. Blæksprutter

 A. Vandgennemstrømningen hos en tiarmet blæksprutte. Vandet pumpes ind i kappehulen, hen over gællerne og ud af tragten. Blæksprutten bevæger sig mod højre.

A. Vandgennemstrømningen hos en tiarmet blæksprutte. Vandet pumpes ind i kappehulen, hen over gællerne og ud af tragten. Blæksprutten bevæger sig mod højre.

Blæksprutterne er hvirvelløse dyr og hører til bløddyrene. Økologisk set ligner de alligevel fiskene mere, end de ligner de andre hvirvelløse dyr: der er tale om store, selvbevægelige dyr, der med hensyn til adfærd og biologi er helt sammenlignelige med fisk.

De fleste tænker ikke på blæksprutter som dyr, der hører til den danske fauna, og har sandsynligvis aldrig set en blæksprutte i Danmark – heller ikke i akvarier, hvor de er forholdsvis vanskelige at holde. Ikke desto mindre findes der i danske farvande otte forholdsvis almindelige arter, blandt hvilke én art endog er af en vis fiskerimæssig betydning.

Gruppen omfatter otte- og tiarmede blæksprutter. De har et meget avanceret og højt udviklet nervesystem, og øjnene er yderst kompliceret opbygget. På hver side af hovedet sidder der et øje, som funktionelt er på højde med de bedste hvirveldyrøjne.

 B. Munddele fra loligo

B. Munddele fra loligo

Hovedet er tydeligt afsat fra kroppen, og munden er omgivet af en krans af otte eller ti arme, der er besat med kraftige sugekopper. Kroppen er sæk- eller spydformet og forsynet med en tragt, der er placeret under hovedet. Blæksprutter har to gæller og pumper vand hen over disse ved sammentrækninger af kappehulen. Derved pumpes vand gennem tragten ind i kappehulen, hen over gællerne og ud af tragten igen (figur A). Ved kraftige sammentrækninger af kappehulen kan blæksprutter bevæge sig med betydelig hastighed, idet tragten virker som en jetmotor. Hos tiarmede blæksprutter, som ofte er pelagiske, kan tragten bevæges i forskellige retninger, og dyrene kan derfor holde sig svævende og manøvrere som en Harrier-jet.

 C. Sepia-blæksprutte og kalkskal

C. Sepia-blæksprutte og kalkskal

Blæksprutter er rovdyr. Munden, der sidder mellem armene, er omgivet af et muskelbundt. Inde i munden findes en raspetunge og et sæt hornkæber af kitin, der minder om et omvendt papegøjenæb (figur B). Byttet gribes med armene, lammes af gift fra et par spytkirtler og parteres med kæberne.

Huden hos blæksprutter indeholder mange pigmentceller med sorte, røde, orange og gule farvestoffer. Disse celler kan ved hjælp af fine radierede muskeltråde udspiles, hvorved huden skifter farve. Blæksputter kan på denne måde skifte farve i løbet af brøkdele af et sekund. Farveskiftet styres af nervesystemet og er ofte forbundet med parringsakten eller med faretruende situationer.

Blæksprutterne har fået navn efter deres evne til at forplumre vandet med et mørkt sekret (blæk, sepia), hvis der opstår faretruende situationer. Sekretet stammer fra en kirtel, blæksækken, der udmunder i endetarmen nær gattet, som udmunder i kappehulen.

Blæksprutter er særkønnede. Hannens sæd overføres til hunnen i en særlig kapsel, spermatoforen, ved hjælp af en omdannet arm. Før parringen er der ofte et parringsspil. Æggene er blommerige, og de nyklækkede unger ligner de voksne for de fleste arters vedkommende.

Tiarmede blæksprutter
I danske farvande forekommer som nævnt regelmæssigt otte blækspruttearter, og blandt dem er de syv tiarmede. De tiarmede blæksprutter har stilkede sugekopper, som er forsynet med kitinringe. To af armene er længere fangarme. Kroppen er slank og har finner, og den er forsynet med en indre, ofte uforkalket skal. Tiarmede blæksprutter forekommer ofte i stimer i de frie vandmasser.

Sepia-blæksprutten, Sepia officina lis, kan opnå en længde på ca. 60 cm og en vægt omkring 5 kg (figur C). Den har en indre veludviklet, skjoldformet kalkskal, der ofte findes skyllet op på den jyske vestkyst. Den benyttes til kalktilskud til fugle. Arten lever i farvandene fra Sydafrika til De Britiske Øer inklusive den sydlige del af Nordsøen. I de øvrige dele af Nordsøen, Skagerrak og det nordlige Kattegat er den en tilfældig gæst.

 E. Alloteuthis

E. Alloteuthis

Den eneste danske blæksprutte af økonomisk betydning er Loligo forbesii, som kan opnå en totallængde på op til 1 m. Den forekommer fra Middelhavet til Vestnorge inklusive Nordsøen og Skagerrak. Om sommeren vandrer Loligo ind i de indre danske farvande, hvor den gyder – den kan træffes helt ind i den vestlige Østersø. Kalkskallen hos Loligo, pennen, er gennemsigtig og spinklere end hos Sepia. De voksne lever af rejer, tobis og sild.

Den almindeligste danske blæksprutte er Alloteuthis subuata, som kun bliver 12-15 cm lang. Den minder om Loligo, men er slankere og hvidlig med rødbrune pletter. Den har hjerteformede finner og bliver maksimalt 15 cm lang (figur E). Den forekommer helt ned i Østersøen. Æggene afsættes i 30-45 kølleformede ægkapsler, som kan indeholde 1000-1500 æg. Æggene klækkes efter 4-6 uger.

Sepietta, Sepietta oweniana, er en forholdsvis almindelig, 10-15 cm lang, bundlevende blæksprutte i danske farvande fra Nordsøen til det nordlige Øresund og Bælthavet. Den kendes på den sækformede bagkrop og de cirkulære sidefinner (figur D).

Ottearmede blæksprutter
De ottearmede blæksprutter har ustilkede sugekopper uden kitinringe, og de er normalt bundlevende. De har en sækformet krop uden finner.

Den eneste ottearmede blæksprutte, der findes i danske farvande, er Eledone cirrosa, som kan blive omkring 40 cm lang (figur F). Eledone findes i farvandene fra Middelhavet til Norges vestkyst, og den forekommer almindeligt i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat ind til Bælthavet og Sundet på dybder fra 5 til 200 meter. Føden består af rejer, krabber, navnlig taskekrabber, og søpindsvin. Eledone har ikke nogen fiskerimæssig betydning.

 F. Ottearmet Eledone.

F. Ottearmet Eledone.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Fleng Steffensen: Strandzonen i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483381

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk