FIGUR 12-58. Fjæsing i uvant situation oven på bunden i dagslys.

.

FIGUR 12-57. Havlampret.

.

FIGUR 12-59. Rødspætters vækst i hhv. Bælthavet og Nordsøen.

.

Sandbund findes overalt i danske farvande fra strandkanten til 30-40 m’s dybde, og er ofte uden fastsiddende vegetation. Umiddelbart virker sandbunden øde sammenlignet med ålegræszonen eller stenrevene, men alligevel lever her mange fisk. De fleste er udformet, så de kan grave sig hurtigt ned i sandbunden. Almindelige fisk på sandbunden er fjæsing, sandkutling, rødspætte og tobis, men her findes også f.eks. lampretter.

Havlampret, Petromyzon marinus

Havlampretten (figur 12-57) er den største lampret (se også Rundmunde: lampretter og slimål) i vore farvande. Den kan blive op til 1 m lang, men normalt er den kun 60-75 cm, og kan veje 2,5 kg. Den har ofte en marmoreret farvetegning.

Havlampretten angriber fisk som torsk, laks, hajer og makrel. Når den har suget sig fast, rasper den hul og udskiller et sekret, som opløser vævet og forhindrer byttets blod i at størkne. Fisk, som er blevet fanget i bund- eller drivgarn og derfor ikke kan undslippe lampretten, angribes ofte i stort tal.

Den har et stort udbredelsesområde fra den nordvestafrikanske kyst, overalt i Middelhavet, nordpå langs Europas kyst til Østersøen, Island, Nordnorge og Hvidehavet samt Nordamerikas vestkyst.

Havlampretten lever 3-4 år i havet, før den bliver kønsmoden. Herefter vender den tilbage til ferskvand for at yngle tidligt på sommeren. Lampretter ophører med at indtage føde, når de er ved at blive kønsmodne, og tarmen degenererer. Hunnen gyder i alt 200.000-300.000 æg på et gruset eller sandet sted, og efter gydningen dør forældrene. Når ungerne, hørålene, er 2-5 år gamle og 15-20 cm lange, forvandler de sig på kort tid. Det hidtil mikroskopiske øje udvikler sig til et synligt øje, den halvmåneformede mund omdannes til en sugeskive med horntænder, og gælleapparatet omdannes.

Flodlampret, Petromyzon fluviatilis

Arten kendes på, at sugemunden kun har få store horntænder, og at kroppen er mørk på ryggen og lys på bugen; den bliver op til ca. 50 cm lang. Den lever og gyder som havlampretten langs Europas vestkyst fra Gibraltar til den norske vestkyst omkring Bergen og ind i Østersøen. Den er udbredt i kystnære områder, særligt i brakvand og i å- og flodmundinger.

Fjæsing, Trachinus draco

En langstrakt sammentrykt fisk med skrå, gul-hvide-brune striber på siderne; den kan blive op til 40 cm lang. Fjæsingen er vores eneste giftige fisk. Den er udstyret med gifttorne på gællelåget, og desuden er den korte forreste rygfinnes seks kraftige pigstråler giftige (figur 12-58).

Fjæsingen jager efter føde om natten, og den æder overvejende krebsdyr og småfisk. Om dagen ligger den nedgravet i sandbunden med kun øjnene, munden og en lille del af ryggen synlig. Hvis den føler sig truet, rejses den forreste rygfinne, og gift begynder at strømme langs piggene. Fjæsingen kan forekomme på ganske lavt vand. Derfor sker det, at badende kommer til at træde på den og bliver stukket i foden. Ellers er det mest fiskere, der risikerer at blive stukket, når de fjerner levende fjæsinger fra garn. Det kan være meget smertefuldt at blive stukket af en fjæsing. Dødsfald er vistnok aldrig forekommet i Danmark, men det har været foreslået, at nogle drukneulykker kunne skyldes, at badende personer er besvimet pga. den akutte smerte.

Nogle anser fjæsingen for at være en god om end noget tør spisefisk.

Sandkutling, Pomatoschistus minutus

Minder om lerkutlingen (figur 12-38), men bliver lidt større – maksimalt 11 cm. Den sandfarvede sandkutling har også i modsætning til lerkutling skæl på ryggen foran forreste rygfinne. Den optræder i store mængder og er meget vigtig som fødeemne for andre fisk, bl.a. torsk.

I yngletiden lokker hannen hunnen til at lægge sine æg i en muslingeskal. Hannen befrugter straks æggene og vogter over disse i de 10-14 dage, det varer, før de 3-4 mm lange fiskelarver klækkes. Ungerne lever pelagisk de første uger efter klækningen, men søger derefter ind på lavere vand og starter en bundlevende tilværelse.

Rødspætte, Pleuronectes platessa

Tilhører fladfiskefamilien. Den lever nær kysten ned til 200 m’s dybde i området fra Spanien til det nordligste Norge, ved Island og Færøerne og sydspidsen af Grønland. I danske farvande er den udbredt overalt ved kyster med sandbund. Den bliver normalt kun op til 50 cm lang, men større eksemplarer fanges af og til. Den kan kendes fra andre fladfisk på 4-7 benknuder umiddelbart bag øjnene og den mørke overflade med de røde pletter.

Rødspætten gyder om vinteren ved vandtemperaturer omkring 6 °C på blød bund i Bælterne, Bornholmsdybet i Østersøen, langs Skagerraks kyst, i det sydlige Kattegat og i Øresund. Hunnen gyder fra 50.000 til 500.000, ca. 2 mm store og kuglerunde æg. Æg og sæd gydes samtidigt frit i vandet. De befrugtede æg er pelagiske i de 2 til 3 uger, der går, før larverne klækkes.

Ved klækningen er de 6-7 mm lange og ligner almindelige fiskelarver med en lille blommesæk. På dette stadium lever rødspættelarverne pelagisk og kan føres vidt omkring med havstrømme. En til to måneder senere, ved en længde omkring 10 mm, starter forvandlingen. Kroppen bliver mere sammentrykt, og derefter begynder venstre øje at bevæge sig op over hovedets overkant og lidt ned på højre side.

Samtidig begynder rødspætten at svømme med venstre side nedad. Oversiden bliver mere og mere pigmenteret, og undersiden bliver hvid. Se også figur 12-59.

Når fiskene har nået en længde på omkring 10-20 mm, begynder de at søge ind til kysten i strandzonen og ned på bunden. De følgende 2-3 somre holder rødspætterne til i dette område og vokser til omkring 15-30 cm; om vinteren trækker de ud på noget dybere vand. Derefter flytter de permanent ud på dybere vand og opholder sig på sandbund eller den blandede bund.

Nyere undersøgelser fra den vestlige Nordsø har vist, at rødspætter svømmer i hele vandsøjlen om natten. Nogle rødspætter blev udstyret med små dataloggere, der bl.a. kan gemme data om dybden, og fiskene blev derefter genudsat i Nordsøen. Nogle af dem blev fanget et år senere i samme område. Fra de gemte data kunne man se, at rødspætterne mest lå på bunden om dagen, men at de var meget aktive om natten. De indsamlede data viste også den lokale tidevandsændring fra dag til dag. På dette grundlag kunne det sluttes, at rødspætterne havde vandret ned gennem Engelske Kanal til yngleområdet og var vendt tilbage året senere.

Rødspætten er en af de økonomisk vigtigste fisk (se Havet som menneskets spisekammer).

Tobis

FIGUR 12-60. Kysttobis.

.

I danske farvande findes tre arter: plettet tobiskonge, Hyperoplus lanceolatus, havtobis, Ammodytes marinus, og kysttobis, Ammodytes tobianus. De er alle stimefisk med forskellige forekomstområder mellem Biscayen og det nordligste Norge. De er lange slanke fisk, som kan blive 25-40 cm lange, mørkfarvede på ryggen og skinnede sølvfarvede på bugen (figur 12-60). Hovedet er tilspidset med en stor mund, og føden består af fiskelarver og plankton. Om sommeren tilbringer tobiserne en del af døgnet nedgravet i sandbunden, men ved daggry og solnedgang danner de store tætte stimer oppe i vandet. Om vinteren tilbringer de derimod hele døgnet nedgravet; på denne tid af året er de nemlig gået ind i en form for dvaletilstand.

Tobisen gyder 4.000-20.000 æg på sandbunden sidst på foråret eller tidligt om sommeren. Efter ca. 3 uger klækkes de 4-15 mm lange fiskelarver. Larverne lever af plankton og er pelagiske i den første tid.

Tobisen er meget vigtig som føde for andre fisk. De har også økonomisk betydning som industrifisk og fanges med bundtrawl, specielt i den sydlige Nordsø (se Havet som menneskets spisekammer).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Sandbund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig