Mudderbund

Slimålen (figur 12-81) hører til rundmundene. Den opnår en maximum længde på ca. 80 cm, men 30-40 cm er mere normalt. Det er et udpræget natdyr, som lever på 20-600 m’s dybde i Skagerrak og det dybe østlige Kattegat. Om dagen er den nedgravet, så kun de 4 tentakler omkring næseboret er synlige.

Fisken har fået navn efter sin fænomenale evne til at danne slim, der produceres af slimkirtlerne på hver side af bugen. En enkelt 30 cm lang utilfreds slimål i en spand kan i løbet af ingen tid danne en hel spandfuld sej slim. Dette er muligvis en forsvarsreaktion. Hvis en slimål kommer for skade at producere så meget slim omkring sig, at den er ved at kvæle sig selv, formår den at slå en knude på sig selv fra halen, trække sig baglæns igennem og således frigøre sig fra den livstruende slim. Slimen bruges under mere normale forhold til afstivning af væggene i gangene under nedgravning.

Slimålen er en ådselsæder med en fremragende lugtesans og finder derved let sin føde. Hvis man vil fange slimål, kan man med stor succes benytte en hummertejn, der fyldes med halvrådne fiskerester. Efter nogle timer på bunden i et område med slimål er der normalt flere hundrede individer i tejnen. Når de har fundet byttet, gnaver de sig hurtigt gennem huden og æder først lever og andre indvolde og derefter alt kød, således at der kun er huden tilbage som en tom pose.

Slimål bliver kønsmodne ved en længde omkring 25 cm, og den forplanter sig året rundt på dybt vand. Æggene er forholdsvis store for et dyr af slimålens størrelse. De er ovale, omkring 20-25 mm lange og har i hver ende et bundt modhager, som sammenhægter adskillige æg. Der lægges omkring 20-30 æg, og de befrugtes sandsynligvis under gydningen.

Tilhører rødhajfamilien og kendes let på et net af lyse aftegninger på kroppen. Den bliver op til 80 cm og lever i området fra Vestafrika til Nordkap på dybder mellem 100 og 400 m. I danske farvande er den almindelig i Skagerrak. Ægkapslerne er lette at kende, idet de har 2 korte afrundede horn i den ene ende, mens den anden ende er uden horn og afrundet.

Tilhører glathajfamilien, der har tre repræsentanter i danske farvande, primært i Nordsøen: foruden glathajen også gråhaj og stjernehaj. De kendes på, at forreste rygfinne starter foran basis af brystfinnerne og på tilstedeværelsen af en gatfinne. De har ingen pigge ved rygfinnerne og ingen køle på haleroden. Og de er uden økonomisk betydning.

Glathajen kendes fra andre hajer på, at de to rygfinner er næsten lige store. Den kan blive op til 1,6 m (figur 12-82) og lever ved bunden på dybder mellem 20 og 100 m i området fra Middelhavet til nord for De Britiske Øer. Føden, der knuses mellem de kraftige tænder, består af skaldyr og fisk.

Kulleren har en kropsbygning, der minder om torskens. Den har også overbid og en lille skægtråd. Men i modsætning til torsken har den en mørk sidelinje, er mørkere ensfarvet på ryggen og har en sort plet umiddelbart over bageste del af brystfinnen (figur 12-83). Den kan blive op til 1 m lang med en vægt på 15 kg. Den lever på 10-200 m’s dybde i området fra Biscayen nordpå til Barentshavet, Svalbard og Island. I de danske farvande findes den først og fremmest i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og sjældnere i den vestlige Østersø.

Føden består af bundlevende hvirvelløse dyr som børsteorme, krabber og slangestjerner. Kulleren har en nedadrettet og fremstrækkelig mund, som er perfekt til at indsamle bundlevende dyr med. I perioder ædes også fiskeæg. Når kulleren bliver større, æder den også andre fisk. Den gyder i Nordsøen i marts-april ved vandtemperaturer på 5-7 °C. Hunnen gyder 100.000-1.500.000 æg, som flyder op til overfladen og klækkes i løbet af 1-3 uger. Kulleren er en god spisefisk.

Tilhører torskefiskene. Den kendes på sit overbid og på kæber med lange spidse tænder. Farven er lys grålig-blågrøn på ryggen og ofte med mange små sorte pletter, og den har en mørk sidelinje (figur 12-84). Ved basis af brystfinnen findes en sort plet. Hvillingen bliver op til 70 cm lang, 20 år gammel og vejer da omkring 3 kg. Den bliver dog sjældent mere end 30-40 cm lang i danske farvande. Hvilling lever på dybder ned til 200 m i området fra Portugal til Island og Nordkap og færdes både ved bunden og oppe i vandsøjlen.

Føden er varieret og omfatter bl.a. hesterejer, krabber og fisk inklusive mindre artsfæller. Den yngler om foråret i Nordsøen og Skagerrak og gyder 100.000-1.000.000 pelagiske æg. Æggene og larverne føres vidt omkring med havstrømmene. Det er anslået, at flere hundrede milliarder hvillingelarver hvert år føres med strømmen ind i de indre danske farvande. Den er vigtig som føde for mange andre fisk.

Hvillingen anvendes ikke som spisefisk i Danmark, idet den normalt er for lille i vore farvande, men den er populær i England og Frankrig. Tidligere blev den fanget i stort omfang som industrifisk med henblik på bearbejdelse til fiskemel og olie.

Tilhører torskefamilien. Den kendes på sit udprægede underbid og den lige, lyse sidelinje og manglende skægtråd (figur 12-85). Den er ensfarvet blålig på ryggen. Ligesom hvillingen lever den delvist pelagisk. Den kan blive op til 1,3 m lang efter 25-30 år. Sej lever på dybder fra 10 til 200 m i et stort område fra Biscayen til Barentshavet, Svalbard og over Island til Sydgrønland. Det er en udpræget stime- og vandrefisk, og den er en særdeles god svømmer. Den gyder ikke inden for Skagen, men om foråret i Nordsøen ved Norges østkyst.

Føden består på larvestadiet af plankton og senere af forskellige fisk som sild, brisling og mindre artsfæller.

Den er en god spisefisk, der sælges som grå- eller mørksej, men der landes ikke mange i danske havne.

Det er den største fladfisk, og den kan opnå en imponerende størrelse på 3 1/2 m med en vægt på 300 kg. Eksemplarer på denne størrelse er dog nutildags meget sjældne. Kroppen er slank og langstrakt; den har en stor mund med kraftige tænder, store øjne og en sidelinje, der slår en bue op over brystfinnen. Den lever på 50-2.000 m’s dybde ved vandtemperaturer på 3-8 °C i området fra De Britiske Øer til Island og det sydlige Grønland og ind i Skagerrak, Kattegat og Øresund, og op langs den norske kyst.

Den gyder 1,3-3,5 millioner 3-4 mm store æg om vinteren på dybt vand. Larverne klækkes efter 9-16 dage. Som mindre æder helleflyndere små hvirvelløse dyr, mens de som store er glubske rovfisk, der bl.a. æder torsk, rødfisk og kuller. Ofte fanges disse fisk et stykke over bunden.

Helleflynderen er en velsmagende og kostbar fisk. Den fanges overvejende som bifangst.

Superellipseformet fisk med et lille hoved med kraftige læber (kys-mig-straks) og en næsten tandløs mund (figur 12-86). Huden er marmoreret med cirkulære pletter og er meget glat og slimet. Ved en alder på 10 år er den omkring 40 cm. Den lever på 10-150 m’s dybde i farvandene fra Biscayen til Barentshavet, og den er almindelig i Kattegat og Nordsøen. Føden består af krebsdyr, børsteorme og muslinger og snegle, der suges ud af rør eller skaller, så føden kan ædes uden brug af kraftige tænder.

Det er en god og kostbar spisefisk.

Kulmulen ligner overfladisk en torskefisk, men tilhører sin egen familie. Den findes ude på den finere mudderbund. Det er en langstrakt fisk med underbid, sortfarvet mundhule med spidse tænder, to rygfinner og en lang gatfinne, men ingen skægtråd (figur 12-87). Den kan blive 1,3 m lang og vejer så 15 kg. Kulmulen lever i området fra Vestafrika og Middelhavet til Tromsø og Island.

Som tandsættet antyder er det en rovfisk. Den opholder sig ved bunden om dagen, men bevæger sig op i vandsøjlen om natten på jagt efter sild, torskefisk, blæksprutter eller andre kulmuler. Om sommeren gyder den 2-7 millioner små æg på dybt vand med høj saltholdighed i Skagerrak og Nordsøen.

Det er en god spisefisk, der specielt er populær i Sydeuropa.

Den mest talrige art inden for torskefamilien. Den kendes på sit underbid, en lille tynd skægtråd og store øjne (figur 12-88). Den er grålig eller svag brunlig med en slank krop, og den bliver 25-30 cm lang. Den lever på 40-200 m’s dybde i farvandene fra Frankrig til Nordnorge. Gydningen finder sted i det tidlige forår i området nord for Skotland og i den nordlige Nordsø. Larverne driver efter klækningen med strømmen til opvækstområder i det østlige Skagerrak og nordlige Kattegat, hvor de opholder sig de næste 2-3 år.

Det er en vigtig industrifisk, som tidligere blev fisket i „sperlingkassen“, et område i den nordvestlige Nordsø. Der er nu forbud mod at fiske den i området, fordi det gik for hårdt ud over vigtige konsumfisk.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Mudderbund.

• Forrige afsnit er Blandet bund
• Næste afsnit er Dybhavet