FIGUR 12-63. Rødhajfoster i ægkapsel. A) Tidligt stadium med udvendige gæller, B) senere stadium med fuldt udviklede indvendige gæller. Bemærk navlestrengen til blommesækken. Billederne er taget med infrarødt lys og CCD-videokamera. De lyse pletter i baggrunden er infrarøde lysdioder.

.

FIGUR 12-67. Fødende pighaj.

.

FIGUR 12-65. Pighaj med karakteristiske pigge foran rygfinnerne.

.

FIGUR 12-66. Fostre af pighaj.

.

FIGUR 12-78. Tunge.

.

FIGUR 12-74. Tretrådet havkvabbe.

.

FIGUR 12-77. Ising.

.

FIGUR 12-70. Tærbefoster med blommesæk.

.

FIGUR 12-61. Æglæggende rødhaj.

.

FIGUR 12-62. Æg af rødhaj.

.

FIGUR 12-64. Storplettet rødhaj.

.

FIGUR 12-80. Havtaske. Striben fra munden ned til den synlige rygfinne er „fiskestangen“.

.

FIGUR 12-68. Sømrokke.

.

FIGUR 12-71. Omkring 15 cm lang, få dage gammel tærbeunge.

.

FIGUR 12-72. Torsk.

.

FIGUR 12-73. Lubbe.

.

FIGUR 12-79. Stribet fløjfisk. Han.

.

FIGUR 12-69. Voksen tærbe med pigge på ryggen.

.

Den blandede bund findes normalt lidt dybere end sandbunden og består af en blanding af sand, grus, sten, silt og ler. Denne bundtype er vanskelig at afgrænse skarpt fra de andre bundtyper, specielt stenrevene og sandbunden. Den varierende bundtype giver rige muligheder for at finde føde og for at gemme sig, og man finder derfor mange arter her – bl.a. en del bruskfisk og benfiskene torsk, lubbe, havkvabbe, forskellige fladfisk, fløjfisk og knurhane, panserulk og havtaske.

Småplettet rødhaj, Scyliorhinus caniculus

Hører til rødhajfamilien, der omfatter ca. 100 arter. De kendes bl.a. på, at den forreste rygfinne er placeret over eller bag bugfinnernes basis. Flertallet lægger ægkapsler med horn eller hæftetråde.

Småplettet rødhaj (figur 12-61) kan blive op til ca. 80 cm lang og lever i området fra Vestafrika og Middelhavet i syd til Norges vestkyst i nord. Den opholder sig i nærheden af bunden på 10-100 m’s dybde. I danske farvande er den almindelig i Nordsøen, Kattegat, Øresund og den vestlige Østersø. Rødhajer ligger inaktive på bunden om dagen. Om natten søger de aktivt efter føde, som består af forskellige hvirvelløse dyr og små fisk.

Ægkapslerne er op til 2 x 5 cm store med lange hæftetråde, der fæstner ægget til alger (figur 12-62). De er ravgule og halvt gennemsigtige. Med baggrundsbelysning kan man tydeligt se den store blomme.

Efter nogen tid kan man også se fostret, og der dannes revner eller sprækker i enderne af ægkapslen. Gennem periodiske svømmebevægelser med halen kan fostret frembringe en vandstrøm gennem kapslen og derved tilfredstille sit behov for ilt (figur 12-63). Undersøgelser på Marinbiologisk Laboratorium tyder på, at hajfostrene kun slår med halen, når iltkoncentrationen inde i kapslen kommer under et vist niveau. Når halen har pumpet tilstrækkeligt med friskt vand ind i kapslen, og derved øget iltkoncentrationen, holdes igen pause.

Efter 8-12 måneders forløb – afhængigt af vandtemperaturen – revner ægkapslen tilstrækkeligt til, at en 10-12 cm lang unge kan svømme ud. Rødhajer har ikke nogen kommerciel betydning.

Storplettet rødhaj, Scyliorhinus stellaris

Denne art hører også til rødhajfamilien og forekommer overvejende i Nordsøen (figur 12-64). Den kan blive op til 1,6 m lang og er udbredt fra Vestafrika til nord for De Britiske Øer.

Almindelig pighaj, Squalus acanthias

Hører til pighajfamilien med ca. 75 arter, hvoraf kun almindelig pighaj og sorthaj findes i danske farvande. Ikke alle arter har, som navnet ellers antyder, en pig. De har ingen gatfinne og ingen køl på haleroden. De findes i alle verdenshave.

Almindelig pighaj kendes fra andre arter på, at der umiddelbart foran hver af de 2 rygfinner findes en kraftig pig (figur 12-65). Hajen vokser til en maximumlængde på 1,2 m ved en alder på ca. 20 år, og den vejer da omkring 9 kg. Det er en meget almindelig haj i danske farvande. Den forekommer i de fleste af verdens tempererede have i kystnære områder ved temperaturer mellem 6 og 15 °C og på dybder mellem 10 og 1000 m. Pighajer er dårlige svømmere, og de fanges derfor ofte som bifangst i trawl, men mest på langline.

Den føder unger efter en drægtighedsperiode på 18-22 måneder. Hver æggestok indeholder 1-6 æg, der ligger i en fælles hornkapsel. Under udviklingen forsvinder hornkapslen, og fostrene ligger frit i æggelederen indtil fødslen. Der fødes normalt mellem 4 og 10 unger med en længde på ca. 20-33 cm. Se figur 12-66 og 12-67.

Pighajen æder først og fremmest sildefisk nær bunden og bunddyr. Den kan være en pestilens for linefiskere, idet den skambider værdifulde fisk, som sidder på krogene.

Tidligere kunne pighajer ikke sælges som sådanne, men blev efter flåning omdøbt til „kongeål“. Det hjalp på afsætningen. I Tyskland forhandles pighaj som sølaks. I de senere år er det blevet populært at spise røget pighaj i Danmark.

Sømrokke, Raja clavata

Sømrokken (figur 12-68) er stumpsnudet – dvs. at snudevinklen er mere end 90°. Som navnet antyder, er ryggen dækket af sømlignende pigge. Den bliver op til 80 cm lang. Udbredelsesområdet strækker sig fra det nordligste Norge til Madeira. Hannerne kendes på de forholdsvis lange parringsorganer. Hunnerne lægger i løbet af sommeren omkring tyve 4 x 6 cm store firkantede ægkapsler med et horn i hvert hjørne. Efter 4-5 måneder kommer de fuldt udviklede rokkeunger ud af æggene.

Tærbe, Raja radiata

Tærben er den almindeligste danske rokke. Den minder meget om sømrokken, men den har ikke så mange og så store pigge på ryggen (figur 12-69). Den er også stumpsnudet, men vingespidserne er mere afrundede end hos sømrokken, og den opnår højst en længde på 60 cm. Leveområdet strækker sig fra De Britiske Øer til Barentshavet og Grønland. Den foretrækker køligere vand end de andre danske rokker, og den formerer sig året rundt. Ægkapslerne er 5-6 cm lange og firkantede med horn (figur 12-70 og 12-71). Klækningstiden er ukendt, men forsøg på Øresundsakvariet i Helsingør tyder på op mod et år ved en temperatur på 10 °C.

Skade, Raja batis

Tilhører de spidssnudede rokker – snudevinklen er mindre end 90°. Kroppen er næsten uden pigge, hvorimod der på halens sider findes torne. Den kan blive op til 2,5 m lang og veje 100 kg. Den lever i området fra Nordnorge og Island til det vestlige Middelhav. Skaders ægkaplser er forholdsvis store og måler op til 13 x 25 cm eksklusiv de fire horn.

Skader fanges på langline eller som bifangst i bundtrawl. Det er udelukkende de kødfulde vinger, som udnyttes. Det velsmagende kød har en trævlet struktur, der minder om kødet i krabbeklør, og bruges ikke mindst af englænderne til deres elskede „fish and chips“.

Torsk, Gadus morhua

Torsken kendes fra de andre torskefisk på sit overbid, den kraftige skægtråd, øjets diameter, der er mindre end snuden, samt den lyse sidelinje (figur 12-72). Torsken kan blive op til 1,5 m lang og vejer så omkring 40 kg.

Den lever i området fra Biscayen og nordpå til Island og Svalbard, herfra mod øst ind i Hvidehavet og mod vest til det sydlige Grønland, det vestlige Canada og herfra sydpå til Long Island. Det er mere korrekt at sige, at den levede i dette område, idet den de seneste år stort set er forsvundet fra den vestlige del af Nordatlanten. Torsken er også i tilbagegang på den europæiske side af Atlanten.

Årsagen er overfiskning, men ændringer i havtemperaturen kan måske også forklare forskydninger i torskens udbredelsesområde. Et fald i vandets middeltemperatur på Fylla’s Banke ud for Nuuk på blot 1-2 °C i midten af 1990'erne bevirkede således, at torsken forsvandt fra det kystnære område de følgende år. Fra omkring 2000 har temperaturen derimod været lidt højere end normalt, og torsken er igen blevet talrig. I torskens sydligste udbredelsesområde omkring De Britiske Øer er temperaturen sandsynligvis ved at blive så høj, at fiskene trækker længere nordpå.

På trods af overfiskning er torsken stadig nogenlunde talrig i vore farvande på den blandede bund. De mindre stadier findes på lavere vand, mens de større og ældre individer holder til længere ude på mudderbunden.

Torsken kan leve ved saltholdigheder ned til 6 ‰ og findes derfor langt inde i Østersøen. Den kan tåle temperaturer fra 0 til omkring 20 °C, men den foretrækker temperaturer på 8-15 °C.

De fleste torsk yngler om foråret. Hunnen gyder mellem 500.000 og 5 millioner æg frit i vandet, når vandtemperaturen er på 4-6 °C. Hannen gyder samtidig sin sæd, og de ca. 1,5 mm store befrugtede æg driver efter nogle timer op til overfladen. Efter 2-4 uger klækkes larverne. De første 3-5 måneder lever ynglen pelagisk af plankton, hvorefter de unge torsk søger ind på lavere vand og begynder at leve af mindre krebsdyr, børsteorme og andre hvirvelløse dyr.

Torsk fra forskellige havområder vokser meget forskelligt afhængigt af vandtemperaturen og fødegrundlaget. Med hensyn til torskens fiskerimæssige betydning se Torsk.

Lubbe, Pollachius pollachius

Tilhører også torskefamilien. Den kendes på et udpræget underbid og mangel af skægtråd. Sidelinjen er mørk og slår en bue over brystfinnen (figur 12-73). Den er mere mørkfarvet end torsken og ikke så marmoreret. Udbredelsen er sydligere end torskens, og den findes ikke i Østersøen. Den kan blive op til 1,2 m lang, men ses sjældent større end 70 cm. Den lever ved bunden, men træffes også længere oppe i vandmassen, og den lever af fisk og pelagiske krebsdyr.

Lubben er en god spisefisk, men er ikke af stor økonomisk betydning. Hos fiskehandleren optræder den under navnet lyssej.

Havkvabber

FIGUR 12-75. Knurhane „stående“ på bunden på tre kraftige, forlængede og frie brystfinnestråler.

.

Havkvabberne kendes på de 2-4 føletråde på snuden, og på at den forreste rygfinne er rudimentær, idet kun den forreste finnestråle er bevaret. Den har omtrent samme længde som strålerne i den bageste rygfinne. Af udseende minder de om ålekvabberne.

I danske farvande ses tre arter: tretrådet (Gaidropsarus vulgaris, figur 12-74), firetrådet (Rhinonemus cimbrius) og femtrådet havkvabbe (Ciliata mustela). De bliver alle 30-40 cm lange. Føden består af mindre fisk, børsteorme og krebsdyr. De har ingen økonomisk betydning.

Knurhaner

FIGUR 12-76. Udviklingen af slethvar – 8, 10, 18 og 22 mm lange. I det mindste stadium er der et øje på begge sider, men det højre vandrer om på venstre side, inden fisken når en længde på 20 mm.

.

Knurhanernes hoved er dækket af et panser, og brystfinnerne har tre par frie finnestråler, som er længere end de andre. Ved hjælp af disse finnestråler kan fisken spadsere hen over bunden. De lever i kystnære områder fra Vestafrika til det nordligste Norge og i Middelhavet på dybder ned til 150 m. Knurhaner kan frembringe en knurrende lyd ved at sætte svømmeblæren i svingninger. I danske farvande findes to arter; den grå og den røde knurhane.

Grå knurhane, Eutrigla gurnardus, kan blive op til 45 cm lang (figur 12-75). I vore farvande optræder den fra Nordsøen og ind i Bælthavet og Sundet. Den yngler i perioden april-august. Æg og larver er pelagiske, indtil larverne er blevet ca. 3 cm lange.

Rød knurhane, Trigla lucerna, kan blive op til 75 cm lang. Føden består primært af fisk. Det er en god spisefisk, men den er uden økonomisk betydning for danske fiskere.

Skrubbe, Platichthys flesus

Skrubben kendes fra andre fladfisk på en række benknuder langs sidelinjen fra hovedet til halen. Kroppens bredde er mindre en 50 % af længden. Den bliver sjældent mere end 40 cm lang, og den har en rødbrun overside, der kan have rød-gule pletter. Den tåler variationer i vandets saltholdighed fra oceanisk havvand på 35 ‰ til ferskvand, og den findes endog i floder og søer – bl.a. i Tissø og Flyndersø.

Karakteristisk for skrubber er, at ca. 66 % af individerne er højrevendte, mens resten er venstrevendte. Andre arter af fladfisk er altid enten højre- eller venstrevendte. Føden består af børsteorme, slikkrebs, tanglopper, hesterejer og muslinger. Hunnen gyder op til 2 millioner pelagiske æg. Efter en uges tid klækkes de 3 mm lange fiskelarver. De lever af plankton de første uger. Senere fouragerer de om natten på lavt vand sammen med rødspætter.

Økonomisk set er den uden stor betydning.

Pighvar, Psetta maxima, og slethvar, Scophthalmus rhombus

Begge arter er venstrevendte, og rygfinnen starter foran øverste øje (figur 12-4 og 12-76). De har en tydelig krum sidelinje over brystfinnen, og kroppens bredde er mere end 50 % af længden. De har et stort gab og er glubske rovfisk. Føden består af andre fisk og krebsdyr.

Pighvarren har pigget hud og kan blive op til 1 m lang og veje 40 kg. Slethvarren har en glat overflade og kan blive op til 70 cm. De er begge gode spisefisk og økonomisk værdifulde.

Ising, Limanda limanda

Ising er højrevendt (figur 12-77). Bredden er mindre end 50 % af længden, den er ensartet brun uden store røde pletter og benknuder; den er svagt ru på oversiden. Den lever i området fra Biscayen til Nordnorge på dybder ned til 150 m. Den kan blive op til 40 cm lang, men ses sjældent over 30 cm. Gydningen foregår inden for perioden april-august. Hver hun gyder 50.000-150.000 ca. 1 mm store pelagiske æg, og larverne klækkes efter 3-12 dage.

Føden er varieret og består af forskellige hvirvelløse dyr som børsteorme, muslinger, slangestjerner, små søpindsvin og dertil forskellige mindre fisk. Isingen har i de senere år bredt sig i danske farvande. Den er en udmærket spisefisk, men ikke så værdsat som mange andre fladfisk.

Tunge, Solea solea

Tungen er højrevendt. Den har en langstrakt krop med meget glat og slimet overflade samt en karakteristisk rund snude med lille mund med kraftigt overbid (figur 12-78). Omkring munden og specielt på undersiden ses mange føletråde med sansepapiller. Tungen er gråfarvet på øjesiden. Den lever kystnært på dybder ned til 150 m i området fra Vestafrika til omkring Bergen, og den kan blive op til 50 cm lang og veje 3 kg. Tungen er et udpræget natdyr. Føden findes ved hjælp af føletrådene omkring munden og består af små børsteorme, krebsdyr og muslinger.

Tungen er kønsmoden efter 3-5 år, og hunnen gyder 100.000-150.000 pelagiske, 3-4 mm store æg i april-maj. Larverne klækkes efter ca. 10 dage. Vinteren tilbringes på dybere vand uden fødeindtagelse.

Tungen er en god og kostbar spisefisk, der overvejende fiskes kystnært på Jyllands vestkyst og i Kattegat om foråret under gydevandringen.

Stribet fløj fisk, Callionymus lyra

Hører til fløjfiskene, der er mindre, farvestrålende og slanke fisk med et bredt hoved og øjnene placeret forholdsvis lang tilbage. De mangler svømmeblære og skæl. Hannerne har ofte forlængede stråler i forreste rygfinne og er mere farvestrålende end hunnerne. I danske farvande findes plettet og stribet fløjfisk.

Stribet fløjfisk (figur 12-79) lever i hele området fra Marokko til Bergen; i vore farvande forekommer den indtil Bælthavet og Øresund. Den kan blive 20-30 cm lang og lever mest nedgravet i bunden, så kun øjnene er synlige. Den er kendt for at have et besynderligt parringsspil, hvor han og hun svømmer op igennem vandmassen bug mod bug og gyder æg og sæd direkte i vandet.

Fløjfisk er uden fiskerimæssig betydning.

Havtaske, Lophius piscatorius

Denne art kan umuligt forveksles med andre fisk. Den kan blive op til 2 m lang og vejer så 40 kg. Den er fladtrykt, har et stort hoved, en bred mund med mange bagudrettede spidse tænder og mangler svømmeblære (figur 12-80).

Den forreste rygfinnes forreste pigstråle er forlænget med en maddingslignende dusk i enden. Denne bruges som lokkemad, idet den bevæges hurtigt frem og tilbage, når andre fisk er synlige. Når byttet er lokket tilstrækkeligt nær det store gab, åbnes dette pludseligt, og byttet sluges i én mundfuld. Havtasken er en dårlig svømmer, der blot sidder og venter på, at et bytte kommer forbi. I vore farvande forekommer den i Nordsøen og Kattegat.

Havtasken er en velsmagende og værdifuld fisk, der hovedsagelig eksporteres til Sydeuropa.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Blandet bund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig