Det dybe vand

I Østersøens dybere dele, hvor bl.a. istidsrelikterne lever, er vandet koldt og mere saltholdigt, men iltindholdet er lavt. Den store næringstilførsel til Østersøen giver ophav til en stor produktion af planteplankton, hvoraf en del synker til bunds. På bunden nedbrydes det organiske materiale under forbrug af ilt. Da bundvandet sjældent udskiftes er iltmangel markant under saltspringlaget på 60-80 m's dybde. Denne iltmangel er blevet forværret i de seneste år, og under saltspringlaget er der nu faktisk så godt som iltfrit i et område på ca. 100.000 km². I en del af dette område er der også svovlbrinte i vandet (figur 11-16).

Perioder med iltfrit bundvand er absolut ikke et nyt fænomen i Østersøen; men områderne er blevet større og varigheden og hyppigheden af iltsvindene er også steget kraftigt inden for de sidste 50 år. Resultatet er bunde uden makroskopiskt liv, altså en tilsyneladende død bund.

Når havbunden siges at være død, betyder det ikke, at den er berøvet alt liv. Mange mikroorganismer lever og trives i iltfrie sedimenter. Enkelte større dyrearter såsom pigget pølseorm, børsteormen variabel skælryg og krebsdyret Saduria entomon lever her også. Disse arter kan overleve iltmangel og svovlbrinte i længere tid. Især Saduria og pølseormen har enestående tilpasninger til disse forhold (boks 11-1 og figur 11-17).

På bunden af dybt vand, hvor der er tilstrækkeligt med ilt til et rigere dyreliv, dominerer almindelig østersømusling. I den vestligste del af Østersøen (vest for Femern Bælt) er der også islæt af muslingerne hvid pebermusling og molboøsters.

Med undtagelse af molboøsters er der dog store årlige svingninger i artssammensætningen, bl.a. på grund af tilfældigheder ved larvernes bundfælding og perioder med lokal iltmangel.

På den bløde bund på dybt vand i resten af Østersøen findes foruden østersømuslingen også tanglopperne Monoporeia affinis og Pontoporeia femorata, tanglusen Saduria entomon, børsteormen variabel skælryg og pigget pølseorm, som tilsammen udgør mere end 90 % af makrofaunaens biomasse. I den meget artsfattige Botniske Bugt mangler muslinger, her dominerer Saduria og Monoporeia.

I den nordlige Østersø opnår Monoporeia (figur 11-18) tætheder på 10.000 individer per m². Arten stammer oprindeligt fra ferskvand, men tåler saltholdigheder på op til 13-14 ‰. Pontoporeia er derimod af marin oprindelse og findes kun ved saltholdigheder over 6 %. De to arter kan derfor findes sammen i store dele af Østersøens bund. De findes i de øverste 5 cm af sedimentet, men laver gange ned til 13 cm's dybde. De to arter lever af detritus i de øverste millimeter af sedimentet og af nedsunket planteplankton. De udgør således en meget vigtig forbindelse mellem produktionen i vandmassen og bundens produktion.

Begge arter er nataktive; de svømmer i det bundnære vand om natten. Monoporeia har dog en højere aktivitet end Pontoporeia og tåler ikke ret godt svovlbrinte og lavt iltindhold. Hvis det overliggende vand indeholder ilt, kan arten dog findes i sedimenter, hvor svovlbrintekoncentrationen er høj. Dette skyldes, at Monoporeia pumper vand igennem sin gang, således at sedimentets svovlbrinte iltes i en millimeter-tyk zone omkring dyret.

Disse krebsdyr har mulighed for hurtigt at indvandre til områder, som efter en iltfri periode igen tilføres iltholdigt vand. Når Monoporeia og Pontoporeia er talrige, gør deres graveaktivitet det lettere for andre organismer at indvandre. De to krebsdyr ædes hovedsageligt af det altædende rovdyr Saduria, som igen er et vigtigt fødeemne for torsk, ising og ulk.

Bunddyrenes samlede biomasse og produktion aftager fra syd mod nord. I den egentlige Østersø er biomassen således omkring 100 g per m² (dog praktisk talt nul i de iltfrie og svovlbrinteholdige dele), og mod nord i Botniske Bugt er biomassen faldet til omkring 1 g per m².