De frie vandmassers dyr og planter

De mikroskopiske alger i Østersøens frie vandmasser udgør begyndelsen på fødekæden. Algerne ædes især af vandlopper, som ædes af fisk som sild og brisling. Toppen af fødekæden udgøres af torsk og laks, der æder sild og brisling.

Algernes forårsopblomstring indtræffer i april-maj i den centrale Østersø. Men vandloppernes tilvækst er forsinket, så de først når deres maksimum i juli. Det skyldes, at algeopblomstringen hovedsagelig styres af næringsstof og lys, mens vandloppernes tilvækst hovedsagelig styres af vandtemperaturen. På grund af Østersøens lave vintertemperaturer er denne tidsforsinkelse tydeligere end i de andre danske farvande.

Først efterhånden som temperaturen stiger bliver dyreplanktonet mere talrigt. Vandlopper dominerer med de karakteristiske slægter Temora og Pseudocalanus. Dafnier af slægterne Podon, Evadne og Bosmina er også meget karakteristiske på grund af Østersøens lave saltholdighed.

På grund af den nævnte tidsforsinkelse bliver forårsopblomstringen, som mest består af dinoflagellater og kiselalger, ikke ædt af vandlopper og vil derfor synke til bunds, hvor de enten bliver ædt af bunddyr eller nedbrudt af bakterier. Efter forårsopblomstringen er vandet meget næringsfattigt, og i løbet af forsommeren er der ikke meget planteplankton i vandet. Efterhånden stiger næringsindholdet dog igen, og i løbet af sæsonen optræder der i alt 9 algenopblomstringer i Østersøen mod kun én i Botniske Bugt.

I varme sommermåneder opstår en særlig form for algeopblomstring: cyanobakterien Nodularia spumigena. Denne art kan nå meget store tætheder i den egentlige Østersø. Egentlig er den en ferskvandsart, men den trives også ved Østersøens lave saltholdighed. Og så kan den fiksere atmosfærisk kvælstof i organisk stof, hvilket må antages at have betydning for kvælstofomsætningen i Østersøen. Nodularia kan være giftig og f.eks. sildeyngel vil søge væk fra sådanne opblomstringer (se Sommeropblomstringer). I cellerne danner Nodularia små luftvakuoler, som sætter dem i stand til at flyde tæt på overfladen. Her kan vejr og vind føre dem sammen i tætte „tæpper“, som kan dække store arealer. Sådanne tæpper kan af vind og strøm føres vidt omkring og nogle år nå frem til de indre danske farvande.

I det tidlige efterår, hvor der stadigvæk er lys nok, opstår endnu en algeopblomstring, denne gang af dinoflagellater, kiselalger og grønalger. Opblomstringen skyldes, at koncentrationen af næringsstoffer igen er steget på grund af cyano-bakteriernes nedbrydning. Denne sene opblomstring synker ikke til bunden, da dyreplanktonet er meget talrigt og konsumerer alle de producerede alger.

Produktion og omsætning i vandmassen er kompleks, men slutresultatet er en stor tilførsel af organisk materiale til bunden. Algeproduktionen varierer ganske vist en del fra år til år; men normalt er den på 150 g organisk kulstof i hele vandsøjlen under en m², hvoraf ca. 50-60 % synker ned på bunden. I Botniske Bugt er den årlige algeproduktion kun ¹/₁₀ så stor.

Algeproduktionen er grundlag for en betydelig produktion af dyreplankton til sild og brisling. Små sild og brisling æder kun vandlopper og dafnier, mens store sild hovedsagelig æder pungrejer. Pungrejerne findes om dagen tæt ved bunden, men om natten vandrer de op i vandmassen for at æde af vandlopper og andet plankton. Store og små sild og brisling deles således om føderessourcerne. Brisling og sild ædes af torsk, som dermed konkurrerer direkte med mennesket om sildebestanden.