FIGUR 11-5. Udbredelsesgrænser for nogle dyr og planter i Østersøen. Saltholdigheden i overfladen er angivet med sorte tal. Tallene i cirklerne angiver antallet af større hvirvelløse dyrearter.

.

Antallet af marine hvirvelløse dyrearter falder med faldende saltholdighed ind gennem Østersøen (se Saltholdighed som enkeltfaktor). Der lever ca. 1500 makroskopiske arter i Skagerrak, ca. 800 i Øresund og blot 70 arter i den egentlige Østersø. I Botniske Bugt er der kun ganske få arter tilbage (figur 11-5). Blandt arterne i Østersøen og især i Botniske Bugt findes flere med oprindelse i ferskvand. Det drejer sig om insektlarver, snegle og fisk, som kan tåle lav saltholdighed.

Antallet af alger følger samme mønster som dyrene. I den ydre del af Kattegat vokser omtrent 300 arter af større fasthæftede alger, og ved den finske sydkyst er antallet reduceret til 60.

Mange vigtige dyregrupper i Kattegat og Skagerrak mangler helt i Østersøen eller findes kun i den vestlige del. Almindelig søstjerne og nogle arter af slangestjerner findes i den vestlige del af Østersøen, men ellers mangler pighuder helt i resten af området. Saltholdigheden vest for Femern er højere, og her findes derfor en mere marint præget fauna. Af større marine krebsdyr overlever kun strandkrabben ved lave saltholdigheder. Den findes sporadisk langs Skånes kyst og langs den tyske og polske kyst.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Østersøens nuværende plante- og dyreliv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig