Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Miljøet

Oprindelige forfattere BVis og LHag

Sedimentet

Bunden ændrer karakter alt efter hvor udsat området er for vind og strøm. Når bølger og strøm øges, vil vandet kunne flytte tungere og tungere partikler på havbunden. Er vandet i kraftig bevægelse, vil det skylle små lette partikler væk og kun efterlade store partikler. I stillestående vand vil derimod selv de mindste og letteste partikler synke til bunds. Da havbunden i de danske farvande – med undtagelse af bunden visse steder omkring Bornholm – består af sedimenterede partikler, vil dens karakter være bestemt af vandbevægelsen.

Hele den bølgeeksponerede jyske vestkyst fra Blåvandshuk til Skagen er således en kæmpemæssig sandstrand med vekslende islæt af grus og sten i strandkanten.

I Vadehavet og i læ af vadehavsøerne er vandbevægelsen lille, og havbunden indeholder finkornet materiale med et højt indhold af organisk stof. Højvandsstrømmen er kraftigere end lavvandsstrømmen, så flere partikler transporteres ind på vadehavsfladen ved højvande end ud ved lavvande. Der akkumuleres derfor små og lette partikler med et højt organisk indhold, og der opbygges vidtstrakte mudderflader (se også kapitlet Det danske vadehav og større landvindingsprojekter (inkl. efterfølgende afsnit)). Disse mudderflader har dybe tidevandskanaler, hvor vandstrømmen er kraftig, og havbunden består af grovere materiale.

Annonce

 FIGUR 10-2. Bund og vegetation i en typisk dansk fjord.

FIGUR 10-2. Bund og vegetation i en typisk dansk fjord.

Vadehavet er altså skabt i et samspil mellem roligt vand og tidevandet, som her skaber en forskel i vandstanden på mellem 1 og 2 m. Længere inde i vore farvande svækkes tidevandet, så forskellen mellem høj- og lavvande til sidst kun er 15-25 cm. Vindens stuvning af vandet her giver faktisk anledning til større ændringer i vandstanden end tidevandet gør. I de indre farvande vil tidevandet derfor ikke påvirke havbundens sammensætning (kapitlet Havets fysiske forhold), som den gør det i Vadehavet.

I Danmark er vestenvinde fremherskende, og Jyllands østkyst og kysten omkring øerne er derfor mindre vindeksponeret end Jyllands vestkyst. Kattegats og Bælthavets strande består derfor af mere finkornet sand end sandet ved vestkysten. I Kattegat er vandbevægelsen tilpas lav til, at alger, enten fastsiddende på sten eller løsrevne fra lidt større dybde, kan findes i vandkanten. Generelt vil havbunden på lavt vand, der er eksponeret for åbent hav, være fattig på organisk materiale, da dette er let og fjernes af vandstrømmen.

De danske fjorde er – med undtagelse af Mariager Fjord – alle lavvandede. Fjordene er beskyttede, så bunden består mest af fint materiale med et højt indhold af organisk stof. Fjordbunden kan dog, afhængig af den lokale eksponering, variere meget. Således findes tit små sandstrande og kun et lille stykke derfra en blød mudderbund med ophobede mængder af rådnende tang og planter. Bunden kan også på 0,5-2 m's vanddybde have vekslende pletter af muslingebanker, ålegræs-enge, sand og mudder (figur 10-2).

Hård bund på det lave vand findes i danske farvande kun i form af løse sten i revene, udlagte sten til kystsikring og havnemoler eller pæle på bade- og bådebroer. Rigtig klippebund findes kun ved Bornholm.

 FIGUR 10-3. Saltholdigheden i et vadehavssediment.

FIGUR 10-3. Saltholdigheden i et vadehavssediment.

Saltholdighed

Størstedelen af de danske farvande har brakvand i overfladen, dvs. i de øverste 10-15 m. Derfor er også det lave vand generelt brakt. Brakvand er i øvrigt en blanding af ferskvand og saltvand, og ikke som nogen måske kunne tro en betegnelse for stillestående vand. Brakvand dannes, hvor ferskvand fra åer og floder strømmer ud og blandes med havet. Og ved et møde i Venedig i 1958 blev brakvand defineret som vand med en saltholdighed i intervallet 0,5-30 ‰.

Nordsøen står i åben forbindelse med Atlanterhavet, og har en næsten konstant saltholdighed. Den jyske vestkyst påvirkes kun helt lokalt af udstrømmende ferskvand, og det lave vand her har derfor en næsten konstant saltholdighed på lidt over 30 ‰ – det er altså ikke brakvand.

Vadehavet er specielt hvad angår saltholdighed. Tidevandet bevirker, at Nordsøens vand periodisk strømmer ind over mudderfladerne. I de mellemliggende perioder ved lavvande kan udstrømning af ferskvand fra åer eller nedbør præge området. Saltholdigheden i vandet svinger derfor stærkt. Men nede i sedimentet vil der dog altid være en høj og stabil saltholdighed (figur 10-3).

I de indre farvande falder saltholdigheden i overfladevandet fra omkring 30 ‰ ved Skagen ned igennem Kattegat og Bælterne til omkring 8-10 ‰ i den vestlige Østersø. Desuden vil saltholdigheden på én lokalitet variere over tid som følge af vekslende transport af vand til og fra Østersøen (se Strømningen i de indre farvande). Saltholdigheden på det lave vand i de indre farvande følger samme mønster.

Saltholdigheden på lavt vand i fjordene er bestemt af balancen mellem tilførslen af ferskvand fra land og indstrømningen af havvand. Ferskvandstilførslen stiger med oplandets størrelse, og indstrømningen af havvand stiger med øget bredde og dybde ved fjordmundingen. Derfor varierer saltholdigheden fra fjord til fjord, og i den enkelte fjord falder saltholdigheden fra mundingen ind mod bunden.

Temperatur

Til forskel fra dybt vand påvirkes lavt vand direkte af luftens temperatur. Om vinteren kan temperaturen i det lave vand falde under 0 °C, og der dannes is og isskruninger. Om sommeren kan temperaturer i beskyttede fjordafsnit nå 26-28° C. På det lave vand i Vadehavet kan temperaturen på solskinsdage nærme sig 45 °C. Den lave vanddybde betyder, at vandtemperaturen følger lufttemperaturens døgnrytme.

Ilt

Atmosfæren har et meget konstant indhold af ilt. I havet er forholdene helt anderledes. Dels er iltindholdet i en liter havvand i ligevægt med atmosfæren kun ca. 3-4 % af iltindholdet i en liter atmosfærisk luft, dels kan iltindholdet i havvand svinge meget.

Igennem et døgn kan iltindholdet på det helt lave vand ændre sig fra 0 til stærk overmætning. At iltindholdet varierer igennem døgnet, skyldes biologiske processer, men det påvirkes også af vinden, temperaturen og lyset. Om dagen kan planternes iltproduktion ved fotosyntesen langt overstige organismernes iltforbrug ved ånding. Vandet bliver derfor stærkt overmættet med ilt, som frigives til atmosfæren. Om natten derimod, hvor fotosyntesen ikke foregår, kan organismernes ånding til gengæld nå at opbruge ilten, så vandet i en periode bliver helt iltfrit.

Vandets iltindhold varierer også med årstiden. I sensommeren og efteråret er det ikke ualmindeligt, at store områder har et meget lavt iltindhold (kapitlet Forurening).

 FIGUR 10-4. Hvis svovlbrinte kommer op i vandet, iltes en del til frit svovl, som her ses som en grå sky i vandet.

FIGUR 10-4. Hvis svovlbrinte kommer op i vandet, iltes en del til frit svovl, som her ses som en grå sky i vandet.

Svovlbrinte

I havbunde med meget organisk stof kan ilt ikke trænge hurtigt nok ned i sedimentet til at holde trit med det iltforbrug, nedbrydningen af det organiske stof fremkalder. Derfor er sedimentet iltfrit i få millimeters dybde på sådanne steder.

I den iltfrie zone vil hovedparten af det organiske stof blive nedbrudt af bakterier, der anvender sulfat i stedet for ilt i nedbrydningen. Bakteriers aktivitet omdanner sulfat til svovlbrinte. Noget af den dannede svovlbrinte vil blive bundet i sedimentet som jernsulfider, hvilket giver sedimentet dets karakteristiske sorte farve. Resten af svovlbrinten vil sive opad i sedimentet. Når svovlbrinten får kontakt med ilt, vil den blive omdannet til sulfat igen, enten igennem bakterielle eller direkte igennem kemiske processer uden medvirken af mikroorganismer (se også Purpursvovlbakterier og grønne fotosyntetiserende svovlbakterier).

Ved iltsvind vil svovlbrinte først møde ilt et stykke over havbunden, og svovlbrinte vil derfor forekomme i vandsøjlen (figur 10-4). Dette sker især om natten, hvor alger og planter ikke producerer ilt (kapitlet Havbundens stofomsætning). Til tider vil svovlbrinten nå helt op til vandoverfladen og undslippe til atmosfæren. Nattevandrere vil så kunne mærke svovlbrintes karakteristiske lugt af rådne æg.

I det lave vand er forekomst af svovlbrinte koblet til iltsvingninger, så svovlbrinten forekommer, når ilten forsvinder. Derfor vil svovlbrinte ikke forekomme langs eksponerede kyster, hvor vandbevægelsen hele tiden tilfører ny ilt, og hvor produktionen af svovlbrinte er lav som følge af mangel på organisk stof i havbunden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Vismann, Lars Hagerman: Miljøet i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483315

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk