Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indførte arter

Oprindelig forfatter MariK

Menneskelig aktivitet har medført, og medfører fortsat, at dyr og planter indslæbes eller bevidst indføres til områder, hvor de ikke naturligt hører hjemme. Man taler om flora- eller faunaforurening, og om de nye arter som indførte, indslæbte, eksotiske eller introducerede arter.

Næsten ethvert havområde bliver kontinuerligt invaderet af dyr fra andre områder. Selv om det eventuelt skulle dreje sig om en gravid hun, er chancerne for, at hun og hendes afkom vil overleve på den fremmede lokalitet meget lille. Det skyldes bl.a., at dyrene ikke har udviklet beskyttelse mod de lokale rovdyr, mangel på artsfæller til forplantningen, og at området af andre årsager ikke er et velegnet levested for den nye art.

Når det alligevel undertiden lykkes for fremmede arter at etablere sig, skyldes det ofte gentagne invasioner af den samme art. Hvis miljøforholdene i øvrigt er passende kan dyrene til sidst få opbygget en tilstrækkelig stor bestand til fortsat vækst. Hvordan dette kan udvikle sig gives der eksempler på sidst i kapitlet.

Annonce

De indførte arters antal og oprindelse

Der findes ingen samlede opgørelser af, hvor mange nye dyr og planter, der har etableret sig i det danske område – hverken på land eller i havet. For Nordsøens vedkommende regner man med, at i alt ca. 80 fremmede arter har etableret sig (figur 9-1). Dette er et minimumskøn, da kun større arter er medtaget, fordi vi mangler viden om mange små arters oprindelse.

 FIGUR 9-1. Søjlerne viser antallet af indførte arter i Nordsøen igennem tiderne. Lagkagediagrammerne under søjlerne viser, hvor mange af de indførte arter, der er kommet hertil med skib i forbindelse med akvakultur eller af ukende årsager.

FIGUR 9-1. Søjlerne viser antallet af indførte arter i Nordsøen igennem tiderne. Lagkagediagrammerne under søjlerne viser, hvor mange af de indførte arter, der er kommet hertil med skib i forbindelse med akvakultur eller af ukende årsager.

Antallet af indførte arter stiger fortsat. Man regner med, at der på verdensplan er indført fire gange så mange arter i 1900-tallet som i alle de foregående århundreder tilsammen.

Områder, der fra naturens hånd har en stor artsdiversitet, er mindre udsat for at blive koloniseret af nye arter. Det gælder f.eks. oceaniske øer som De Kanariske Øer, og forklaringen er, at alle levesteder i forvejen er besat, så fremmede arter har vanskeligt ved at etablere sig. Områder, hvor artsdiversiteten er lav, vil til gengæld være mere udsat. Som eksempel kan nævnes geologisk unge områder som Østersøen, der tilmed er brak. På grund af den lave artsdiversitet er der mulighed for at fremmede, hårdføre arter kan få fodfæste. Da antallet af marine dyrearter i Østersøen omkring Bornholm kun er ca. 150, udgør de indførte dyrearter i Østersøen en relativ stor andel (figur 9-2). Til sammenligning er antallet af naturligt forekommende, større arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat ca. 1500.

 FIGUR 9-2. Antallet af større indførte arter i tre havområder.

FIGUR 9-2. Antallet af større indførte arter i tre havområder.

De fremmede arter, der findes i danske farvande stammer fra alle verdenshavene og dukker oftest først op i havneområder og omkring østersfarme. De mest succesfulde arter stammer dog fra nogenlunde samme breddegrader som vore hjemlige farvandes.

Næsten alle de eksotiske alger stammer fra Stillehavet og er kommet hertil med importerede østers. De fleste dyr stammer fra den vestlige side af Atlanterhavet. Skibe fra Stillehavet skal passere tropiske og subarktiske farvande for at komme til Europa. Arter der er tilpasset tempererede farvande vil normalt ikke overleve en sådan rejse, hverken inden i eller uden på et skib. Omkring 35 % af de indførte plante- og dyrearter stammer fra Amerikas Atlanterhavs- eller Stillehavskyst. De 10 %, der stammer fra Sortehavsområdet, har især fundet et nyt levested i Østersøen. 25 % af arterne har ukendt oprindelsessted, og resten stammer fra Stillehavsområdet især Australien og New Zealand.

Skibsfartens betydning

Siden fønikernes togter fra det østlige Middelhav til bl.a. De Britiske Øer for 3000 år siden, og vikingernes togter til bl.a. Vinland for 1000 år siden, er havene blevet gennemkrydset af skibe. De fleste arter, der blev indført inden 1900-tallet, er således blevet spredt i forbindelse med skibsfarten. De tidlige træskibe har ufrivilligt spredt pæleorm (arter af slægten Teredo) og pælekrebs (arter af slægten Limnoria) overalt i verdenshavene. Spredningen aftog med indførslen af stålskibe i sidste halvdel af 1800-tallet.

Men så opstod problemer med ballastvand. Når et skib fylder sine ballasttanke i et farvand, kan der komme blinde passagerer med ombord. Når tankene senere tømmes i et fremmed farvand, kommer de ud i nye omgivelser. Man har beregnet, at flere tusinde arter dagligt transporteres omkring på verdenshavene på denne måde. Større og hurtigere skibe øger problemet. Vand der tages ind i et skib fra lavvandede områder, indeholder ofte tillige sediment, der synker til bunds i tankene. Her kan bundlevende organismer og hvilestadier overleve i lang tid. I ballastvandet findes et sammensurium af bunddyrenes larvestadier, planktonalger, dyreplankton, vira og bakterier. Der findes endog eksempler på, at fisk er blevet spredt med ballastvand. I ballasttanke og på skroget af skibe, der har anløbet havne i Nordsøen og Østersøen, har man fundet flere hundrede fremmede arter. Fastsiddende arter kan transporteres på fast ballast i form af sten. Rejsens længde, samt temperatur, iltforhold og tilgængelig føde undervejs afgør hvilke organismer, der overlever rejsen. En hurtig transport ved lav temperatur vil betyde flere overlevende dyr i ballastvandet.

Transport med ballastvand anses for at blive den væsentligste kilde til faunaforurening i fremtiden. En modforanstaltning kunne være at gennemlufte ballastvandet med kvælstof. Hermed bliver vandet iltfrit, så alt dyreliv dræbes. Samtidigt beskyttes tankene mod tæring indefra.

Under vandlinjen er skibsskrog ofte dækket af en begroning af dyr og planter. Rurer, muslinger, søpunge og planter kan transporteres omkring på denne måde. I den tæppeagtige belægning på et stærkt begroet skrog kan endog fritlevende børsteorme, krabber og fisk skjule sig. Det er især vanskeligt at holde træskibe rene, men også stålskibe skal behandles med gift for at holde begroningen nede. I 1970'erne blev malinger mod begroning mere effektive. Især malinger med tributyl-tin (TBT) har vist sig at være mere effektive end tidligere midler.

Dette kan have modvirket en stigning i antallet af indførte arter. TBT er imidlertid også giftigt for andre dyr og har bl.a. hæmmet forplantningen af snegle (se kapitlet Forurening). Overgang til mindre giftige malinger kan igen øge spredningen.

En ufrivillig transport kan også ske gennem gravede kanaler. Kielerkanalen, der forbinder Nordsøen med den vestlige Østersø, udgør en sådan mulig spredningsvej. Man mener, at den amerikanske boremusling og den kinesiske uldhåndskrabbe er kommet ind i Østersøen ad denne vej.

Akvakulturens betydning

Også opdræt af havorganismer har bidraget til indslæbning og spredning af fremmede arter.

Nogle arter af muslinger, fisk og alger bliver indført med henblik på dyrkning i marin akvakultur. Dyrene kan spredes i de nye farvande, og de kan medbringe fastsiddende smådyr og planter. Andre arter indføres for at blive sat ud i fremmede farvande med henblik på senere fangst, eller de bruges som foder. Prydplanter og prydfisk indføres til akvarier, og forskere arbejder også med fremmede arter. De fremmede arter kan så slippe ud i havet. De fremmede arter kan desuden medføre parasitter og sygdomme, som kan spredes til de lokale dyr og planter, der ofte er modtagelige for ukendte gæster.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Køie: Indførte arter i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483282

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk