Faste overflader i form af sten, klipper og store alger er altid koloniserede af protister. Det drejer sig om kiselalger og andre fotosyntetiserende organismer samt bevægelige og fastsiddende protozoer. Forskellige slags smådyr som hjuldyr og rundorme optræder også her.
Hvad der lever på og i løse materialer, sedimenterne, afhænger af mineralkornenes størrelse og størrelsesfordeling. Hvis den dominerende kornstørrelse er mellem ca. 30 og 60 μm taler man om silt, og hvis partiklerne er endnu finere, taler man om ler eller mudder. I sådanne sedimenter er mellemrummene mellem kornene så små, at det udelukker tilstedeværelsen af protister og meiofauna nede i selve sedimentet; en undtagelse er rundormene, der kan grave gange i bløde sedimenter. Ellers findes organismerne her overvejende på overfladen af sedimenterne – oftest i et få millimeter tykt lag bestående af detrituspartikler, som dækker havbund, der ikke er udsat for stærke vandstrømme og bølgeslag. Sand består af større mineralkorn med et netværk af vandfyldte porer. Mange protozoer og smådyr er specialicerede til at leve i poregangene i sand; disse organismer benævnes kollektivt den „interstitielle fauna“. Den største artsrigdom findes i ikke for fint sand med ensartet kornstørrelse (såkaldt velsorteret sand).
Organismerne nede i sandbunden er ikke tilfældigt fordelt. De to vigtigste faktorer er lys og ilt. Lyset trænger blot et par millimeter ned i bunden, og fotosyntetiserende organismer er derfor henvist til at leve i de øverste lag af sedimentet. Koncentrationen af opløst ilt falder normalt hurtigt med dybden – ofte er der helt iltfrit blot få millimeter under sedimentets overflade (figur 6-9; se også Det hydrodynamiske grænselag). Det beror på, at organismernes iltoptagelse overstiger den hastighed, hvormed ilt transporteres fra den overliggende vandsøjle og ned i sedimentet. I den iltfrie zone danner bakterier særlige stofskifteprodukter og herunder svovlbrinte, som er giftig for iltåndende organismer. Gravende orme og krebsdyr pumper imidlertid iltholdigt vand fra overfladen og ned i deres rør, og omkring disse rør kan der derfor være iltede zoner. Disse forhold medfører, at de forskellige organismer findes i bestemte dybder eller er koncentrerede omkring ormerør, og de er henvist til at flytte rundt, når iltforholdene ændrer sig.
Alle dyr kræver ilt i hvert fald under en del af deres livscyklus, men f.eks. nogle rundorme opholder sig i længere perioder under iltfrie forhold. De fleste protister kræver også ilt, men både blandt dem og meiofaunaen er der mange, der foretrækker en lav iltkoncentration, så de findes typisk på grænsen mellem den iltholdige og den iltfrie zone. Endelig er der nogle protister, som er specialiserede til at leve under helt iltfrie forhold, og som endog hurtigt dør, hvis de udsættes for ilt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.