Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Plantesamfundenes zonering

Oprindelig forfatter JBorum

Bundvegetationens livsbetingelser ændrer sig som tidligere nævnt markant med vanddybden og eksponeringen til strøm og bølger. Når livsbetingelserne ændrer sig, vil også vegetationens mængde og sammensætning ændre sig. Man kan derfor udpege karakteristiske plantesamfund alt efter vanddybde og bølgepåvirkning.

Vegetation over vandlinjen

Højt oppe på moler og klipper veksler forholdende mellem tørke, ferskvandsdække i regnvejr og saltdække, når fint forstøvet havvand med salt når herop fra bølgeslagene længere nede. Området kaldes saltstøvzonen, og her møder man den første marine makroalge, stilket persillealge (Prasiola stipitata), der danner små vifteformede løv. Den findes især på sten, hvor mågerne har efterladt deres næringsrige klatter. Algen må klare sig med den væde, der tilføres med regn eller med det saltholdige vandstøv fra bølgeslaget.

NID-1-381.pngNID-1-382.png
Stilket persillealge.Grøn frynsealge.
NID-1-384.pngNID-1-385.png
Lille krusrørhinde.Blæretang.
NID-1-386.pngNID-1-387.png
Lav klørtang.Buletang.
NID-1-389.pngNID-1-390.png
Almindelig vatalge.Dunalge.

Under saltstøvzonen kommer sprøjtezonen, hvor bølgesprøjt hyppigt rammer stenene. Ikke så få lystfiskere har stiftet ubehageligt bekendtskab med cyanobakterien, skvatalge, der i våd tilstand danner et endog særdeles glat, sort overtræk på havnemolens sten.

Annonce

I bølgeslagszonen, hvor sten og klipper hyppigt overskylles af bølgerne, kommer flere arter til. Her findes tyndløvede alger som grøn frynsealge (Urospora penicilliformis) og de første røde løvplader af purpurhinde (Porphyra purpurea).

Algerne over vandlinjen har en forunderlig evne til at overleve under barske vilkår. Planterne skal kunne tåle de nævnte skift mellem tørke og fersk eller salt vanddække, bagende sol og indfrysning i is. Under længere perioder med ugunstige forhold overlever individer i sprækker og revner for derefter på ny at danne frodig vegetation under gunstige forhold. Konkurrencen fra andre alger er lav, og det samme er planteædernes forbrug. Kun strandsneglene trodser de barske kår og skraber spor i stenenes algebelægninger med deres raspetunge.

Beskyttede kyster uden væsentlig bølgepåvirkning har kun en meget smal bevokset zone over vandlinjen, mens zonen kan være mange meter høj på eksponerede klippekyster.

Vegetation i tidevandszonen

I modsætning til de få specialister i zonen over vandlinjen har en række arter, herunder flere af de store brunalger, tilpasset sig levevilkårene i tidevandszonen eller i fjæren, som er zonens ældre betegnelse. Her er perioderne med vanddække mere forudsigelige, idet højvandet skaber vanddække to gange i døgnet.

 FIGUR 7-13. I tidevandszonen findes en række grøn- og brunalger, der alle tåler periodevis tørlægning. Over og i tidevandszonen er stenene dækket af sorte, glatte belægninger af cyanobakterien, skvatalge (Calothrix scopulorum).

FIGUR 7-13. I tidevandszonen findes en række grøn- og brunalger, der alle tåler periodevis tørlægning. Over og i tidevandszonen er stenene dækket af sorte, glatte belægninger af cyanobakterien, skvatalge (Calothrix scopulorum).

Der forekommer perioder med ekstremt lavvande og eksponering af planterne til luft og sollys over flere timer, men de store brunalgers tykke løv og slimlag beskytter mod for kraftig udtørring, og livsprocesserne genoptages hurtigt ved vandets tilbagekomst. Tilpasningen til periodevis tørlægning er kombineret med evnen til effektiv forankring på klipperne samt stor trækstyrke. Bølgerne skaber vandhastigheder på op til 10 m per sekund, og brændingen river og flår i brunalgernes bladplader. Men de meget seje forankringsorganer, de fleksible stilke og de elastiske, trækstærke bladplader sikrer plantens overlevelse (figur 7-13).

I tidevandszonen lever en række tyndløvede, rørformede grønalger som lille krusrørhinde (Blidingia minima) og rørhindearter (Enteromorpha spp). De kan under gunstige forhold danne tætte, skriggrønne „ryatæpper“ på stenene oven for den zone, hvor de større brunalger tager over (figur 7-14).

Brunalgerne udgøres bl.a. af blæretang og klørtang (Fucus spiralis), der tåler bølgeslaget. Andre former kræver mere beskyttede kår som f.eks. buletang (Ascophyllum nodosum), der kun vokser i læ på indersiden af havnemoler og høfter.

 FIGUR 7-14. Grønalgeslægten rørhinde (Enteromorpha) trives godt i den øverste del af tidevandszonen. Rørhinde tåler udtørring og genoptager aktiviteten, når den igen bliver vanddækket. I tidevandszonen er vegetationen mindre udsat for planteædere på grund af det ustabile vanddække.

FIGUR 7-14. Grønalgeslægten rørhinde (Enteromorpha) trives godt i den øverste del af tidevandszonen. Rørhinde tåler udtørring og genoptager aktiviteten, når den igen bliver vanddækket. I tidevandszonen er vegetationen mindre udsat for planteædere på grund af det ustabile vanddække.

Fordelene ved at vokse i tidevandszonen er, at planterne her er tæt på sollyset samtidig med at livet er gjort besværligt for de planteædende dyr, der hyppigt rives løs af bølgeslagene. Desuden tilfører den kraftige vandbevægelse frisk vand med næringsstoffer. Faktisk er netop tide vandszonen, som omtalt senere, ét af de levesteder, som har den største planteproduktion, fordi der både er vand, næring og lys i rigelige mængder.

Vegetation under permanent vanddække på lavt vand

Lige under tidevandszonen er algerne konstant vanddækkede, hvilket gør levevilkårene langt mere stabile og forudsigelige. Her findes en stor artsrigdom af både rød-, brun- og grønalger. Brunalgerne blæretang og på lidt dybere vand savtang (Fucus serratus) danner tætte bevoksninger på store sten, såfremt isen ikke har skuret stenene rene i vinterens løb. På åbne flader og imellem de store alger vokser et væld af blad-, tråd- og skorpeformede alger tilhørende alle tre hovedgrupper.

Mange af de små algearter har en kort generationstid med en hurtig opvækst, formering og henfald. Leveformen grupperer dem under det, man kalder ephemerale alger, der er karakteriseret ved effektivt at kunne udnytte korte, gunstige perioder med rigelig adgang til næring. Løvene er typisk enkelt opbygget med form som plader eller tynde tråde, og alle har høje væksthastigheder. Søsalat er en typisk ephemeral makroalge, der under gunstige kår kan fordoble sin biomasse i løbet af 2-3 dage. Planten vil, hvis ikke planteædere eller andet forhindrer det, kunne overvokse alle andre arter i løbet af ganske kort tid. Heldigvis er det kun i beskyttede vige og fjorde med meget stor næringsstoftilførsel, at de ephemerale alger vokser ukontrolleret (figur 7-15).

 FIGUR 7-15. Grønalgen søsalat (Ulva lactuca) findes overalt langs de danske kyster, men i de mest næringsrige, beskyttede fjorde kan den optræde som meget store individer, der driver sammen og skaber masseforekomst på lavt vand.

FIGUR 7-15. Grønalgen søsalat (Ulva lactuca) findes overalt langs de danske kyster, men i de mest næringsrige, beskyttede fjorde kan den optræde som meget store individer, der driver sammen og skaber masseforekomst på lavt vand.

På steder, hvor menneskets påvirkning ikke er alt for stor, og hvor der findes sten til fasthæftning, er makroalgesamfundets artsrigdom særlig stor. Dermed skabes i næste række en mængde forskellige levesteder for fisk og andre dyr. Hvis man snorkler rundt langs havnemoler eller stenrev på lavt vand, åbner en forunderlig og mangfoldig verden sig for en. Den når ikke koralrevets artsantal og farvepragt, men når Solen spiller i de grønne, røde og brune planter og et utal af dyr titter frem fra hvert et hjørne og hvert et hul, så er der rigelig skønhed og variation til mange timers studium.

I mange lavvandede områder er der få sten og andre velegnede substrater til fasthæftning, og bundvegetationen er sparsom. Hvis bølgeslagene tillige er kraftige, består bundvegetationen udelukkende af mikroalger. Er områderne derimod beskyttede, har havgræsserne gode kår, og kransnålalgerne kan også etablere sig med deres rodlignende forankringsorganer, især i områder med lav saltholdighed.

På lidt dybere vand bliver småsten og muslingeskaller tidligt om foråret bevokset med én-årige, trådformede alger. Men det er et kapløb med tiden, om de kan nå at gennemføre deres livscyklus, inden den næste storm river dem løs eller flytter rundt på sten og skaller.

 FIGUR 7-16. På større dybde, hvor bølgeslaget er svagt, men lyset stadig rigeligt, findes en rig vegetation af store bladtangarter, der både kan vokse på klipper og på grus og skaller. Her sukkertang (Laminaria saccharina), der er almindelig fra Nordsøen til Bornholm.

FIGUR 7-16. På større dybde, hvor bølgeslaget er svagt, men lyset stadig rigeligt, findes en rig vegetation af store bladtangarter, der både kan vokse på klipper og på grus og skaller. Her sukkertang (Laminaria saccharina), der er almindelig fra Nordsøen til Bornholm.

Mange arter kan imidlertid også leve i løsrevet tilstand, og især i de næringsrige områder kan løstdrivende makroalger udvikle masseforekomst om sommeren. Køge Bugt er et velkendt eksempel, hvor de to trådformede brunalger, almindelig vatalge (Ectocarpus siliculosus) og dunalge (Pylaiella littoralis) danner tætte bestande. Planterne rives løs og skyller sammen på lavt vand til gene for både bundgarnsfiskere og badende.

Vegetation på dybere vand

På dybere vand veksler bunden mellem få stenrev og store områder med finkornet sediment. På stenene kan man genfinde alger fra det lave vand sammen med nye arter, der foretrækker lav strøm- og bølgepåvirkning. Lyset er her svagere, men til gengæld er den fysiske slitage mindre, og mere langsomtvoksende makroalger kan danne tætte tangskove under de stabile vækstforhold (figur 7-16).

De store, brune bladtangarter sukkertang, fingertang og palmetang har specielle fasthæftningsorganer (hapterer), der kan hæfte til småsten og skaller på bunden, hvilket tillader planterne at vokse på relativt finkornet materiale. Bladtangarterne kan blive 5-10 år gamle. I hele deres levetid dannes nye hapterer, der forbedrer forankringen ved stigende størrelse af løvpladen. Løvpladen vokser fra en vækstzone placeret nederst mellem stilk og bladplade og afslides fra den øverste del.

 FIGUR 7-17. Neden for bladtangbæltet øges forekomsten af tyndløvede alger, der effektivt kan udnytte det svage lys.

FIGUR 7-17. Neden for bladtangbæltet øges forekomsten af tyndløvede alger, der effektivt kan udnytte det svage lys.

På større dybder (i Kattegat 10-15 m) udtyndes tangskovene i takt med det aftagende lys. Ved de store brunalgers nedre dybdegrænse finder man kun de 1-2 år gamle individer, der har tyndt løv. Der er simpelthen ikke lys nok til at opretholde væksten for de ældre individer med tykkere bladplader. På sten forekommer stadig mange finløvede rød- og grønalger med en effektiv udnyttelse af lyset (figur 7-17).

På de største dybder, som modtager mindre end 1 ‰ af overfladelyset, forekommer skorpeformede alger. De vokser meget langsomt og er ofte kalkinkrusterede, hvilket hæmmer bundens planteædere og dermed hindrer tab af biomasse. I det svage lys er der simpelthen ikke råd til at tabe den møjsommeligt opbyggede biomasse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Borum: Plantesamfundenes zonering i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483240

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk