Havbundens plantetyper

Hos makroalgerne finder man betydelige forskelle i vækstmåde og stor variation i udviklingen af væv til fasthæftning, fotosyntese og formering.

De simpelt opbyggede former består af tynde løvplader eller enkeltradede tråde med eller uden greninger. Cellerne er ensartede uden at være differentieret til varetagelse af forskellige funktioner. Ofte kan alle celler dele sig og bidrage til algernes vækst, og samtlige celler kan deltage i formeringen og danne kønnede sværmere. Den eneste specialisering, der findes, består i et mindre antal celler, der danner en lille fasthæftningsskive. Det er blandt disse simpelt opbyggede former, at den hurtigste væksthastighed opnås.

I den anden ende af spektret findes store, tykløvede former med stærkt specialiserede væv beregnet til fasthæftning, støtte, intern transport af stof, fotosyntese, formering og vækst. Disse store former skal have effektive fasthæftningsorganer, fordi bølgernes træk i løvet er stort. Fasthæftningsorganerne kan bestå af en kraftig skive eller grenede organer kaldet hapterer. Enkelte avancerede grønalger har endda udviklet rodlignende organer, rhizoider, der kan trænge ned i sedimentet og forankre planten samt optage næringsstoffer ligesom landplanternes rødder.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Inden for de tre hovedgrupper af alger findes en stor variation i livscykler og formering.

Brunalgerne har f.eks. ofte to adskilte generationer: en ukønnet og en kønnet. Den ukønnede generation består af de store planter, vi kender. De har dobbelt kromosomsæt (diploidt), og formerer sig med sporer. Den kønnede generation består af de såkaldte mikrothalli, der kun har et enkelt kromosomsæt (haploidt), og som danner kønsceller.

Hos rødalgerne kan man finde hele tre forskellige generationer i livsforløbet. Hanlige haploide planter producerer små hanlige kønsceller, der passivt føres af vandet over til ægceller, der sidder fast på hunplanterne. Her udvikles et lille diploidt stadium, som bliver siddende på hunplanten, og som producerer diploide sporer. Den diploide spore spirer til en diploid plante af stort set samme udseende som de haploide planter, men den adskiller sig fra disse ved at producere særlige sporer, hvorfra en ny generation af haploide individer dannes.

Grønalgernes formering varierer også, men er generelt simplere end rødalgernes. Formeringen sker ofte med ukønnede sværmersporer. De kan bevæge sig omkring med svingtråde, før de finder et passende substrat til fasthæftning og efterfølgende spiring. Kønnet formering foregår ved sværmere eller ved hanlige sværmere og æg, der har mistet svingtrådene og bevægeligheden. Endelig har kransnålalgerne, der er en speciel gruppe inden for grønalgerne, en formering, der minder om landplanternes, og det er da også denne algegruppe, der regnes for nærmest beslægtet med mosserne og karplanterne på land. Kransnålalgerne har kønnet formering med æg i særlige æggemmer og røde, hanlige kønsceller.

Makroalgerne har også forskellige måder at overleve ugunstige perioder på – herunder vinteren. Nogle danner sporer, der kan overleve de ugunstige forhold. Hos andre fragmenterer løvet, og de små dele overvintrer. Endelig dannes der hos nogle mikroskopiske, krybende tråde, der er svære at artsbestemme.

I de inderste og mindst salte dele af fjordene lever en række forskellige ferskvandsplanter på lavt vand. Strand-vandranunkel (Batrachium baudotii) med sine findelte undervandsblade og smukke, hvide blomster på vandoverfladen findes bl.a. i de brakke og beskyttede vestjyske fjorde. En del arter af slægten vandaks (Potamogeton) tåler også svag saltpåvirkning og findes i åmundingernes overgang mellem fersk- og saltvand. Børstebladet vandaks (P. pectinatus) og hjertebladet vandaks (P. perfoliatus) vokser ud til en saltholdighed på omkring 10 ‰. Stor vandkrans (Zanichellia major) er udelukkende fundet i brakvand og vokser ud til 12-15 ‰ salt.

Havgræsserne er rigtige havplanter, der på verdensplan tæller ca. 60 arter. Gruppen er ikke en reel systematisk enhed, men nedstammer fra forskellige slægter af ferskvandsplanter. Den enkelte art af havgræs kan derfor være nærmere beslægtet med en ferskvandsplante end med andre havgræsser. Havgræsserne har også invaderet havmiljøet i flere omgange, og de har evnet at tilpasse sig livet i saltvand fuldstændigt. Havgræsserne kan tåle – og foretrækker som regel – saltholdigheder som i oceanisk vand (33-35 ‰). Derudover har de fleste, i modsætning til mange ferskvandsplanter, udviklet undervandsbestøvning af de reducerede blomster, hvor pollen spredes med strøm og bølger i stedet for med vind og insekter som på land. Dermed kan havgræsserne gennemføre hele deres livsforløb i neddykket stand.

Herhjemme taler vi om 4 eller 5 arter af havgræsser. Af disse hører to til den slægt, som har fået det danske navn havgræs (Ruppia). Internationalt anerkender man imidlertid ikke slægten som en rigtig havgræs-slægt, idet arterne ikke kan leve i oceanisk vand. Almindelig havgræs (Ruppia maritima) og langstilket havgræs (Ruppia cirrhosa) findes vidt udbredt i vores fjorde og langs kysterne i de indre danske farvande. De tåler kortvarig tørlægning og vokser derfor også på meget lavt vand.

De øvrige arter tilhører slægten bændeltang (Zostera), der trods navnet altså intet har med tang (som er alger) at gøre. Den mindste art hedder dværgbændeltang (Zostera noltii) og vokser på lavt vand i de ydre dele af fjordene og langs de åbne kyster. Dværgbændeltang findes udbredt i Vadehavet og tåler kortvarig tørlægning i modsætning til vores største og mest udbredte havgræs, ålegræs (Zostera marina). Ålegræs lever ved saltholdigheder på mellem 5 og 35 ‰ og på vanddybder fra ca. 0,5 m til 10-15 m. Samtlige danske kystområder, bortset fra de ubeskyttede dele af den jyske vestkyst, er voksested for ålegræs. Endelig tales der om en tredie art af bændeltang, smalbladet bændeltang (Z. angustifolia), men der er tvivl om, hvorvidt arten ikke blot er en spæd udgave af ålegræs.

Ålegræs har på grund af sin udbredelse allerede tidligt i historien været genstand for dansk forskning. Omkring år 1900 beskrev C. G. Johannes Petersen og C. H. Ostenfeld indgående plantens økologi og temmeligt detaljeret dens udbredelse i danske farvande. Da plantens dybdeudbredelse er nøje bestemt af vandets klarhed, som igen hænger tæt sammen med næringsstofrigdommen i de forskellige vandområder, kan disse tidlige registreringer bruges til at fortælle, hvor næringsrige områderne var på et tidspunkt, før kloakering og anvendelse af handelsgødning førte til mere udbredt eutrofiering af havområderne.

Ålegræsplanten er flerårig og består af en krybende, leddelt jordstængel med endestillede bladskud hver med 4-6 blade. Planten starter fra frø med dannelse af spæde lysegrønne blade. Allerede i løbet af få uger er det endestillede skud blevet væsentligt større, og jordstænglen har delt sig og dannet nye små skud. I løbet af et år kan denne vækstform have dannet 10-20 nye skud, der hænger sammen via jordstænglen og altså udgør ét individ (en klon).

Jordstænglen falder fra hinanden, når den er 0,5-1 år gammel, og individet splittes dermed op i flere „individer“, der dog alle er genetisk ens. I skuddets 2. leveår omdannes det ofte til et blomstrende skud, der har en noget anderledes opbygning end de vegetative skud, og det blomstrende skud dør efter afblomstring. Blomsterne er små og uanseelige, men hvert skud kan danne mange frø, der enten spredes på bunden eller transporteres over længere strækninger med løsrevne skuddele, hvorefter frøplanter kan grundlægge nye ålegræsbestande (figur 7-5).

I sensommeren og det tidlige efterår kan store mængder afbrækket ålegræs findes på lavt vand eller skyllet op på stranden. På samme tidspunkt kan man i varme, stille perioder opleve pludselig massedød hos ålegræs, hvor hele bestande går tabt. Det er foreslået, at disse hændelser skyldes dårlig iltforsyning til planternes nederste dele med efterfølgende indtrængning af giftigt sulfid fra havbunden.

Da iltforsyningen afhænger af vandets temperatur og iltindhold, vil eutrofiering, og måske i fremtiden den menneskeskabte globale opvarmning, øge hyppigheden af massedød i vore ålegræsbestande (figur 7-6). Heldigvis er plantens spredningsevne, både ved vegetativ formering og frøspredning, ganske effektiv, og ødelagte bestande kan genskabes i løbet af forholdsvis få år, hvis der blot er et spredningspotentiale i form af overlevende bestande i rimelig nærhed. Til gengæld kan det tage årtier, hvis der er langt til den nærmeste bestand (boks 7-3).