FIGUR 7-11. Tanglusen (Idothea baltica) kan æde både søsalat og savtang, men den foretrækker det næringsholdige væv af søsalat og andre hurtigtvoksende makroalger fremfor det sejere og mindre næringsrige væv fra de flerårige brunalger.

.

Bundvegetationen er som algerne i de frie vandmasser udsat for at blive ædt af forskellige dyr. Det kan have afgørende betydning for vegetationens sammensætning og de enkelte arters succes. Mange algearter har derfor udviklet særlige forsvarsmekanismer over for planteæderne i form af slimet overflade, dårlig smag eller giftige kampstoffer, der afholder dyr fra at æde dem.

Den hurtigtvoksende grønalge søsalat (Ulva lactuca) er et godt eksempel på en art, hvis forekomst er påvirket af planteædere. Algen kræver meget næring og danner masseforekomst i de mest næringsrige, indre dele af vores fjorde. Søsalat vokser imidlertid også glimrende i næringsfattige områder, men her holdes den nede af planteædere. Søsalats massive forekomst i de indre fjorde og ved ferskvandsudløb skyldes derfor formentlig en kombination af stor næringstilførsel og færre planteædere, idet tanglus og andre dyr med forkærlighed for søsalat findes i mindre mængde i områder med lav saltholdighed end i de mere salte, åbne kystvande.

Selv om store brunalger er mindre attraktive fødeemner end små tyndløvede algearter, kan de være stærkt udsat for planteædere. En stor del af det gamle bladløv på de nedre dele af den flerårige blæretang er ofte ædt væk, så kun stilkene står tilbage. Det udgør ikke noget problem for planten, idet det gamle væv ikke bidrager væsentligt til plantens vækst. Værre er det, hvis dyrene gnaver stilkene over, så planterne mister deres fæste til bunden (figur 7-11).

Tab af væv på grund af planteædere er mere kritisk for langsomt- end for hurtigtvoksende planter, og både flerårige alger og havgræsser kan som nævnt indeholde giftstoffer, der hæmmer dyrenes lyst til at æde dem. Brunalgerne indeholder f.eks. forskellige giftige polyfenoler, og især de yngste væv har et højt indhold og er derfor særlig godt beskyttet. I ålegræs er der mindst otte forskellige fenoler, der formodes at kunne hæmme planteæderne. Kampstofferne kan dog også beskytte mod andet end planteædere, idet de kan hæmme bakterie- og virusinfektioner og være giftige for konkurrerende planter.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Planteædere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig