FIGUR 8-29. Pelikanfodsnegl (Aporrhais pespelecani) set forfra.

.

FIGUR 8-28. Skaller af tårnsnegl (Turritella communis), pelikanfodsnegl (Aporrhais pespelecani), lille boresnegl (Polinices pulchellus) og en tom, afpigget skal af almindelig sømus (Echinocardium cordatum).

.

Langt de fleste sneglearter er knyttet til epifaunaen. Men sedimentbunden huser dog, foruden et par arter af boresnegle, to almindelige sneglearter, tårnsneglen og pelikanfodssneglen.

Boresneglene lægger kravelignende ægmasser, der består af sand blandet med finere partikler. Inde i ægmassen findes hulrum, hvor æggene ligger. Sneglene danner ægmassen nede i sedimentet og „skruer“ den med skallen op til bundens overflade. Hvis ægmassen er ustabil og går i stykker, inden den når op til bundens overflade, går æggene til grunde. Derfor er sedimentets kornstørrelse vigtig. Ægmasser dannet af sandbundens boresnegl, stor boresnegl (Polinices catena), er sammensat af grovere partikler end ægmasser dannet af mudderbundens boresnegle (figur 8-16).

Tårnsneglen (Turritella communis) er suspensionsæder. De store, gamle individer kan pletvis dominere blandt mudderbundens dyr (figur 8-18 og 8-28). De sidder delvis nedgravet i bunden med åbningen opad. De små umodne tårnsnegle kan derimod krybe omkring, indtil de har opnået voksenstørrelse, ca. 4 cm. I den størrelse bliver de stationære, og yderligere vækst foregår meget langsomt.

Undertiden sidder store levende rurer fast på tårnsneglens sidste skalvinding. Dette viser, at der ikke er sket tilvækst i længere tid. Rødtunger kan suge bløddelene ud af sneglens skal, men ellers er der få andre dyr, der æder den.

Pelikanfodsneglen (Aporrhais pespelecani) kryber langsomt omkring for at æde detritus eller afgnave algebelægninger på skaller. I hvile findes den delvis nedgravet, beskyttet af den store fuglefodsagtige vinding. Denne vinding dannes først, når sneglen er et par cm lang og er blevet kønsmoden. Herefter foregår der næsten udelukkende en tykkelsesvækst. Da kønsmodne pelikanfodsnegle ikke ædes af andre dyr, dør de af alderdom med en tyk klumpfod og meget lidt plads i skallen til bløddelene (figur 8-28 og 8-29).

På mudderbunden findes baggældesneglen stor flæsketerning (Philine aperta), der har en tynd, indre skal. Den bliver flere centimeter lang og næsten lige så bred. Den lever bl.a. af små muslinger og foraminiferer, der knuses af tre tenformede plader i mavevæggen. Flæsketerningen ædes sjældent, da den udskiller et surt sekret (se boksene i Pighuder og Epifaunaens snegle). På mudderbunden lever også den beslægtede, men slankere cylindersnegl (Cylichna cylindracea), der bliver godt én cm lang. Den lever overvejende af foraminiferer.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Infaunaens snegle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig