FIGUR 8-32. Hæfteorganer af bladtang (Laminaria sp.) med bl.a. brødkrummesvamp (Halichondria panicea) og hule-slangestjerne (Ophiopholis aculeata).

.

A. Flækket pæl, der er gennemboret af almindelig pæleorm. Muslingerne er døde, og man ser de kalkklædte gange, der bliver bredere ind mod midten af pælen og snor sig mellem hinanden uden at støde sammen. På pælens yderside (mod højre) ses de små åbninger, som muslingernes ånderør stikker ud af.

.

A. Tegningerne viser pæleormens skaller set indefra og udefra.

.

C. Fotografiet viser skaller af amerikansk boremusling.

.

C. Tegningen viser i øverste række almindelig boremusling og nederst stor boremusling.

.

D. Træstykke med pælekrebs. De små maddikeagtige pælekrebs ses bl.a. ved pilene.

.

D. Tegning af pælekrebs.

.

B. Skalstykker af molboøsters (Arctica islandica), der er boret af boresvamp (Cliona celata), og en gammel, tyk skal af pelikanfodsnegl (Aporrhais pespelecani) boret af børsteormen almindelig boreorm (Polydora ciliata). De borende dyr er døde, men har udhulet skallerne, så de let går i stykker.

.

Epifaunaens dyr findes som nævnt tidligere på et fast substrat, hvor de enten bevæger sig rundt eller lever fasthæftet.

Blandt kystens almindeligste alger spiller især blæretang og savtang, og i vore saltere områder også buletang, en vigtig rolle som substrat for epifaunaen. På dybder omkring 10-15 m er det især bladtangarter som sukkertang og fingertang, der er vigtige som substrat. Bladtangens vækstzone ligger i den øverste del af stilken. Kun få dyr kan sætte sig på den yngste og nedre del af det slimede, læderagtige løv. Den ældste, yderste og mere ru del af løvet er mere velegnet som substrat for dyrene. Desuden rummer algernes hæfteorganer ved bunden en særdeles artsrig fauna (figur 8-32). Kun få dyr æder de store alger direkte, men epifytiske trådalger og mikroskopiske alger på overfladen udnyttes af mange dyr.

Grønalger som søsalat og rørhinde og brunalger som skulpetang og den slimede, lodne strengtang er enten for ustabile eller for slimede til, at dyrene kan sidde fast på dem.

Træværk findes i bundgarnspæle og i forbindelse med havneanlæg og bolværker. På dette træværk samt på vrag af træskibe kan man finde mange af de samme dyrearter, som sidder på vegetation og på sten. Da træværk ofte mørner, er det et mindre stabilt underlag end sten, og mange af dyrene sidder her kun kortvarigt. Derimod kan det indeholde en interessant infauna; f.eks. de økonomisk vigtige pæleorm og pælekrebs (se boks 8-4).

Stenrevene blev dannet under istiderne (se De danske farvandes geologi). På lavere vand er de blevet kraftigt reduceret på grund af stenfiskeri. Stenrevene på større dybder er ofte skjult af pålejret sediment, men hvor det ikke er tilfældet, er de vigtige biotoper for epifaunaen. Boblerevene har også en rig epifauna (se nærmere under Eksempel 1 i Nedbrydningens forskellige trin og processer).

Strukturer af cement, armeret beton og jern som havnemoler, bropiller, fundamenter til vindmøller, olieplatforme og olieledninger kan betragtes som kunstige rev. Også skibsvrag og tabt gods fra et skib fungerer som kunstige rev. Dykkere ved, at sådanne lokaliteter huser en rig epifauna. Mange steder i verden har man bevidst udlagt kunstige rev for at forbedre fisks eller hummeres livsvilkår eller for at sikre kystlinjen. Når bøjer og skibe får en uønsket belægning af alger og epifauna taler man om fouling.

De nævnte epifaunalokaliteter huser fastsiddende, men også mange fritlevende dyr. Mange af de fritlevende dyr er planteædere eller rovdyr, som bl.a. lever af de fastsiddende dyr. Nogle af de snegle og krabber, der er medtaget her, lever også på sand- eller mudderbund, men er af praktiske grunde nævnt under epifaunaen.

Boks 8-4. Borende dyr
Muslinger

Fire danske muslingearter borer i træ. Træ-boremusling og vore tre arter af pæleorme har to skaller, der kun bliver ca. 1 cm i diameter. Mens træ-boremuslingen kan gemme bløddelene i skallen, har pæleormene en op til 30 cm lang og blød, ormelignende krop, der slet ikke kan dækkes af skallerne.

Træ-boremuslingen borer i vandmættet træ, men da den sidder overfladisk i træværket og desuden ikke er almindelig, har den ringe økonomisk betydning.

Anderledes er det med pæleormene. Almindelige pæleorm (Teredo navalis, figur A), der findes langt ind i Østersøen, angriber især faststående træværk. Pæleormenes gange kan blive ca. 1 cm brede og over 1/2 m lange. Gangene beklædes med kalk. Pæleormene indeholder cellulosenedbrydende bakterier og kan således udnytte træets cellulose. Desuden lever de af plankton fra vandet. Lange ånderør stikker ud i vandet fra det oprindelige indgangshul.

Da hullerne mod omverdenen er små, kan det være svært at se, om f.eks. en pæl eller et skibsskrog er blevet helt gennemhullet af pæleorm. Gamle vrag er beskyttede mod pæleorm, når de er dækket af sand eller mudder, men ødelægges af den almindelige pæleorm, når de blotlægges.

Vi har også muslinger, der borer i kalk og hårdt ler. Det gælder almindelig boremusling (Barnea candida), stor boremusling (Zirfaea crispata) og den indslæbte amerikansk boremusling (Petricola pholadiformis) (figur C) (se Amerikansk boremusling). Boringen sker ved hjælp af de tykke skallers bølgede, savtakkede forkanter. Skallerne kan bevæges meget i forhold til hinanden, da de mangler hængsel og holdes sammen af kraftige lukkemuskler.

Muslingerne kan ikke forlade deres bolig, da åbningen til overfladen hurtigt bliver for lille i forhold til den voksende krop. Inde i kalken lever muslingerne et beskyttet liv som suspensionsædere med kun de lange ånderør stikkende ud. Ellers ses de kun, hvis kalkstenen sprænges i stykker. Deres karakteristiske larver er så almindelige i planktonet, at også de voksne må være meget talrige.

Borende krebsdyr

Pælekrebs (Limnoria lignorum, figur D), der bliver højst 5 mm lange, er beslægtede med bænkebiderne og algernes tanglus, men er lysere og maddikeagtige. De adskiller sig bl.a. fra de langt større pæleorme ved at nedbryde træet udefra og ved ikke at være stavnsbundet til samme stykke træ.

Pælekrebs kan som pæleorm fordøje cellulose, men de er tillige afhængige af kvælstof fra træborende svampe. Gangene er ikke beklædt med kalk og er under to millimeter brede.

Andre borende dyr

Dyr, der borer i snegle- eller muslingeskaller, f.eks. børsteormen boreorm (Polydora ciliata) og boresvamp (Cliona celata), bruger skallerne som substrat (figur B). Den første lever mest af detritus, mens boresvampen er suspensionsæder. Angriber de levende muslinger eller snegle, og kommer de til at gennembore skallerne, kan det i ekstreme tilfælde være dødeligt for værten. Oftest vil sneglen eller muslingen dog reparere skaden med ny skaldannelse indefra. Boreorm og boresvamp borer ofte i døde skaller eller kalksten og er herved med til at fremme disses nedbrydning. Boresvampens huller er kredsrunde, mens hullerne efter boreorm er aflange.

Om boresneglen, der borer for at få bytte, se Rovdyr.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Udvalgte arter fra epifaunaen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig