Infaunaens levevilkår

Infaunaen er som nævnt knyttet til den jævne havbund, hvor dyrene enten lever nedgravet det meste af deres liv, eller kryber omkring på sedimentoverfladen og kun i hvileperioder graver sig overfladisk ned. Dyrene har forskellige krav til tilværelsen, nogle kræver stor vandbevægelse og groft sediment, mens andre kun kan leve ved mindre vandbevægelse og i finere sediment. I et senere hovedafsnit bliver en række af infaunaens arter præsenteret nærmere (se Udvalgte arter fra infaunaen).

På lav dybde er der i den lyse årstid en stor produktion af mikroorganismer på sandbundens overflade og en rig planktonproduktion i vandet. Sammen med den ofte kraftige vandbevægelse sikrer det rigeligt med føde til bunddyrene. Den store produktion af bunddyr udnyttes af mange fisk. På lavt vand er fiskeri efter bl.a. rødspætter og tunger vigtigt.

Hvor der er særlig kraftig strøm, aflejres grovkornet sand, skalstumper eller grus. Under særlige strømforhold kan der dannes hele banker med disse substrater. I sandbankerne skal de større dyr være robuste eller beskyttede af skaller eller rør for at kunne overleve sandskornenes stadige bevægelser. Små dyr kan leve i hulrummene eller interstitierne mellem kornene og er her meget artsrige (se Meiofaunaens evolutionære oprindelse).

Hvor der derimod kun er ringe vandbevægelse, aflejres de finere mudderpartikler, der bl.a. består af langsomt nedbrydeligt plantemateriale. Vandets iltindhold er opbrugt allerede få millimeter nede i en sådan uforstyrret mudderbund. Men nogle dyr kan ved deres gravende og rørbyggende virksomhed trække iltholdigt vand ned i eller gennem bunden.

I bunden foregår en kemisk omdannelse af bl.a. svovlforbindelser og forskellige bakterier udnytter den energi, der hermed frigøres (se Purpursvovlbakterier og grønne fotosyntetiserende svovlbakterier). Mange blødbundsarter, bl.a. flere muslinger, børsteorme, slangestjerner, søpindsvin og søpølser lever af bakterierne. Disse dyrs ædeaktivitet er ofte forbundet med en transport af sediment fra dybere lag til overfladen.