Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Parasitter hos fisk

Oprindelig forfatter MariK

De fleste lystfiskere, der har fanget og renset torsk, er stødt på torskens gælleorm (Lernaeocera branchialis) – en rød, flere cm lang, snoet „orm“, der sidder fast på gællerne. I virkeligheden er det et stærkt omdannet parasitisk krebsdyr, en vandloppe, der er forankret med kroge ind i torskens hjerte. Den er et eksempel på en parasit, der svækker værten, og små torsk med to eller flere gælleorm er ofte magre (figur 8-76).

Undertiden sidder der blåmuslinger på gælleormen. De allestedsnærværende blåmuslingelarver sætter sig på alle ru overflader, og gælleormen er åbenbart et egnet substrat. Blåmuslingen bliver dog kun få cm lang på gælleormen, da denne dør efter ca. et år.

 FIGUR 8-76. Forende af torsk set skråt nedefra og med åbnet gællelåg. Torskens gælleorm med de hvide, snoede ægmasser er dybt forankret i torskens hjerte.

FIGUR 8-76. Forende af torsk set skråt nedefra og med åbnet gællelåg. Torskens gælleorm med de hvide, snoede ægmasser er dybt forankret i torskens hjerte.

Et andet parasitisk krebsdyr, der ligesom gælleormen tilhører vandlopperne, er torskens køllecopepod (Clavella adunca). Den blege ca. V cm lange køllecopepod, der sidder fast på finnerne, ved gattet eller i mundhulen, har to korte ægsække, mens gælleormens ægsække er længere og krøllet sammen.

Annonce

På huden af torsk, fladfisk, laksefisk og andre fisk findes ofte frit bevægelige parasitiske vandlopper, fiskelus (Caligus spp. og Lepeophtheirus spp.). De er flade og ofte brunlige; hunnerne har to lange ægsække. Lakselus (L. salmonis) har medført store økonomiske tab i laksepopulationer, der er modtagelige for denne parasit (se Eksempler på, hvad indførte arter kan gøre).

Inde i fiskene findes andre parasitter. De fleste er knyttet til maven og tarmen og fjernes, når fisken renses. Går der f.eks. hul på den bageste del af torskens tarm, ser man ofte den flere cm lange brunlige torskekradser (Echinorhynchus gadi). Tarmen hos laks, ørred og pighvarre kan være fyldt med bændelorm (Eubothrium og Bothriocephalus). Andre fisk har store rundorme i tarmen, bl.a. fiskeorm (Hysterothylacium aduncum). Selv om disse parasitter virker ulækre, er de ikke farlige for mennesker.

 FIGUR 8-77. Sortplet-ikten i torskens hud. De sorte pletter skyldes fiskens pigmentceller, der omslutter den lille farveløse parasit.

FIGUR 8-77. Sortplet-ikten i torskens hud. De sorte pletter skyldes fiskens pigmentceller, der omslutter den lille farveløse parasit.

 FIGUR 8-78. Hoved af torsk, der er inficeret med kraniemyxosporidien (Myxobolus aeglefini). De hvide, uregelmæssige fortykkelser fyldt med sporer findes i kranievæggen og i brusken på øjets bagside.

FIGUR 8-78. Hoved af torsk, der er inficeret med kraniemyxosporidien (Myxobolus aeglefini). De hvide, uregelmæssige fortykkelser fyldt med sporer findes i kranievæggen og i brusken på øjets bagside.

Uden på indvoldene af sild og makrel findes rundorme rullet i en flad spiral. Det er sildeormen (Anisakis simplex). Den kan også findes uden på leveren af store torsk. For at blive kønsmoden skal sildeormen over i en hval. Man bør dog undgå at spise levende sildeorm, da den i mennesker vil bore sig ind i tarmen. Det kan medføre stærke smerter og en allergisk reaktion. En beslægtet rundorm, torskeorm (Pseudoterranova decipiens), findes i musklerne hos almindelig ulk, torsk og fladfisk, men findes i danske farvande næsten udelukkende i Nordsøen.

 FIGUR 8-79. Livscyklus hos en få millimeter lang ikte (Opechona bacillaris), der som kønsmoden findes i tarmen af bl.a. makrel og stenbider. Larverne (haleikterne) udvikles i lille dværgkonk (Hinia pygmaea). Fra sneglen svømmer de ca. 1 mm lange haleikter ud i vandet og opsøger en egnet mellemvært bl.a. meduser, ribbegopler og pilorme. De borer sig ind i disse samtidig med, at de smider halen. Ikten bliver kønsmoden, når en egnet fisk æder en inficeret mellemvært.

FIGUR 8-79. Livscyklus hos en få millimeter lang ikte (Opechona bacillaris), der som kønsmoden findes i tarmen af bl.a. makrel og stenbider. Larverne (haleikterne) udvikles i lille dværgkonk (Hinia pygmaea). Fra sneglen svømmer de ca. 1 mm lange haleikter ud i vandet og opsøger en egnet mellemvært bl.a. meduser, ribbegopler og pilorme. De borer sig ind i disse samtidig med, at de smider halen. Ikten bliver kønsmoden, når en egnet fisk æder en inficeret mellemvært.

I torskens hud, men også i huden hos andre fisk, kan man ofte se små sorte pletter. Det er indkapslede larver af en ikte, sortplet-ikten (Cryptocotyle lingua). Sortplet-ikten har som de fleste ikter tre forskellige værter. Larvestadierne udvikles i den almindelige strandsnegl (Littorina littorea), som findes på lavt vand. Larverne forlader sneglen og borer sig ind under huden på en fisk. Fisken reagerer ved at omslutte parasitten med mørke pigmentceller. Selve parasitten findes i midten af den sorte plet. Parasittens tredie vært er en fiskeædende fugl, oftest en måge. Ikten bliver kønsmoden i mågens tarm. Strandsneglen inficeres ved at æde parasittens æg i mågeklatterne. Da parasitten kun kan udvikles i den almindelige strandsnegl, vil kun fisk, der opholder sig på det lave vand, få de sorte pletter. Pletternes tilstedeværelse i en fisk viser, at fisken har opholdt sig på lavt vand (figur 8-77).

Står man på f.eks. en bro og ser ned på en stime hundestejler, vil man ofte bemærke, at nogle har store, hvide buler på kroppen. Bulerne, der næsten kan være kugleformede, er fyldt med hvide mikroskopiske sporer af hundestejlens glugea (Glugea anomala) – en encellet organisme. Nogle hundestejler kan have en stærkt opsvulmet bug på grund af infektion med hundestejlens bændelorm (Schistocephalus solidus), en bændelormlarve, der for at blive kønsmoden skal over i en fugl. Hundestejler kan også have sortplet-ikter i huden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Køie: Parasitter hos fisk i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483253

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk