Befrugtning af æggene

Hos snegle og mange krebsdyr, som parrer sig, bliver sæden ført direkte ind i hunnen, og så godt som alle æg bliver befrugtet. Bunddyr, som ikke parrer sig, har derimod et problem med at sikre en høj befrugtningsprocent. Derfor har mange af disse bunddyr udviklet forskellige måder at koordinere deres adfærd på for at sikre en høj befrugtning alligevel. Hos havbørsteormen Nereis diversicolor slynger et antal hunner sig tæt omkring en han, som derefter spreder sin sæd frit blandt hunnerne.

En del arter spreder dog deres æg og sæd helt frit i vandet. Hos nogle af disse arter samler hanner og hunner sig i tætte bestande for at sikre befrugtningen. Hos andre arter forekommer „epidemisk gydning“. Det vil sige, at når først en han gyder sin sæd, og denne driver hen over andre gydemodne dyr af samme art, vil det stimulerer dem til også at gyde. Således vil store mængder af æg og sæd forekomme inden for et begrænset vandvolumen og dermed øge chancen for befrugtning (figur 8-22).

For mange af bunddyrene er kønsmodningen knyttet til månefaserne. Dette gælder for en del børsteorme, hvoraf nogle har udviklet spektakulære måder at sikre befrugtningen på. Omkring fuldmåne, sent om aftenen, vil man kunne se en mængde hunner søge mod havoverfladen inden for et kort tidsrum og begynde at rotere, samtidig med at deres hale lyser op. Hver enkelt hun vil tiltrække en han, som så omklamrer hende, hvorpå de sammen synker til bunds alt i mens gydningen foregår. Hos andre børsteorme vil alle de gydemodne dyr på en given dag og et givent klokkeslæt søge mod havoverfladen for derefter at gå i stykker, hvorved deres æg og sæd blandes i vandet. Dette gælder for den hjemlige børsteorm brun nereis (figur 8-52).