Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Østersøens fremtidige udvikling

Oprindelige forfattere BVis og LHag

 FIGUR 11-19. Fintrådede alger fuldstændigt dækkende bl.a. en fiskeruse og blæretang.

FIGUR 11-19. Fintrådede alger fuldstændigt dækkende bl.a. en fiskeruse og blæretang.

Østersøen er som allerede nævnt et ungt hav i stadig forandring. Saltholdigheden er de sidste årtier faldet nogle få tiendedele af en ‰. Den faldende saltholdighed skyldes, at tilførsel af salt bundvand over tærsklerne i Bælthavet er blevet sjældnere, mens tilførsel af ferskvand er svagt stigende. Faldet i saltholdighed lyder ikke af meget; men i et hav med lav saltholdighed kan det alligevel få store konsekvenser. Det kan f.eks. betyde, at blæretangen eller blåmuslingerne forsvinder, og sker det, så forsvinder også grundlaget for store dele af områdets produktion. Desuden lever mange af de marine arter, der har kunnet vandre ind i Østersøen, nær grænsen for, hvad de kan tåle. Selv en mindre sænkelse af saltholdigheden kan betyde enden for dem.

På dybt vand under springlaget er den stigende forekomst af bunde uden større dyr en alvorlig forandring. Denne situation hænger nøje sammen med den øgede næringstilførsel og den reducerede tilførsel af saltvand. Heraf følger nemlig iltmangel og svovlbrinte. Disse problemer er – undtagen i Gotlandsdybet – et relativt nyt fænomen. For kun 60-70 år siden var Østersøen et næringsfattigt hav, og påvirkningen fra mennesket var begrænset. Det dybe vand havde en rig bundfauna, som bl.a. torsk kunne ernære sig af. Da der ikke var iltmangel, var det heller ikke problematisk for torsken at gyde i de dybere områder (se boks 11-2).

Også det lave vand havde en rigere fauna, men også her har menneskets aktivitet i dag sat sig tydelige spor: Fintrådede grøn- og brunalger danner tætte tæpper og kan helt dække f.eks. blæretang, som dermed hverken får næring eller lys og derfor vil dø (figur 11-19). På sand- og mudderbundene er østersømuslingen erstattet af arter, primært børsteorme som den nyindvandrede Marenzelleria, der er mere tolerante over for iltmangel.

Annonce

Fremtiden vil vise hvordan samspillet mellem natur og menneske påvirker den fortsatte udvikling af livet i verdens største brakvandsområde, Østersøen.

Boks 11-2. Torskens historie

Torskebestanden i Østersøen er gået kraftigt tilbage siden 1980'erne. At fiskeriindsatsen i området har antaget karakter af overfiskning er én årsag, men de iltfrie og svovlbrinteholdige områder under saltspringlaget påvirker også torskebestandens forplantning. Det hænger sammen med torskeæggenes måde at udvikle sig på.

Torskens æg har en vægtfylde, der gør, at de kan holde sig svævende i vand med en saltholdighed på 10-11 ‰. Hvis saltholdigheden er lavere dér, hvor æggene gydes, vil de synke nedad, til de når vand med en saltholdighed, som har samme vægtfylde som dem selv. Hvis vandet på denne dybde indeholder rigeligt med ilt, vil æggene udvikle sig normalt og give ophav til en „god årgang“. Hvis æggene derimod først når den rigtige saltholdighed på dybder, hvor vandet er iltfrit og indeholder svovlbrinte, vil æggene dø.

Den tiltagende iltmangel og forekomst af svovlbrinte i de områder, hvor torskens æg skulle have udviklet sig, bidrager således til dårligere, eller slet ingen, rekruttering af nye torsk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Vismann, Lars Hagerman: Østersøens fremtidige udvikling i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483349

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk