C. G. Johannes Petersen og dyresamfundene

Fra anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet har et stort antal botanikere og zoologer bidraget til kendskabet til vores marine flora og fauna. Én person må uomgængeligt nævnes, både når det gælder kendskabet til faunaens udbredelse i vores farvande og mere almene marinbiologiske emner; de sidste gav ham et internationalt renommé: C. G. Johannes Petersen (1869-1928). Han fik allerede som ung opgaven som videnskabelig leder af havforskningstogter med Kanonbåden Hauch i de danske farvande inden for Skagen. Disse statsligt financierede togter blev foretaget ud fra fiskerimæssige overvejelser og foregik over en tre-årig periode. Resultaterne blev udgivet i 1893 og efterfulgt af en speciel afhandling om udbredelsen af bløddyr. Disse værker fremstod i lang tid som grundstammen i vores viden om Danmarks marine fauna (figur 1-8 og 1-9).

I 1889 blev C. G. Johannes Petersen chef for den nyoprettede institution Den danske biologiske Station, der kan betragtes som forløberen for Danmarks Fiskeriundersøgelser. Den havde i en periode til huse på den ombyggede færge Sallingsund, som kunne flyttes rundt i farvandene.

C. G. Johannes Petersen lavede en del betydningsfulde fiskeribiologiske opfindelser, såsom mærkning af fisk. Han opfandt også, hvad der siden er blevet kaldt „Petersen-bundhenteren“. Det var den første udgave af en bundhenter, der kunne optage en bundprøve med et kendt areal (i dette tilfælde 1/10 m²), således at dyrenes antal og vægt kunne sættes i forhold til det areal, de var fanget på. Motivet hertil var dels at kunne bestemme mængden af fiskeføde og dels at studere de forhold, der betinger dyrenes udbredelse på havbunden.

Petersen fandt bl.a., at forskellige arters tilstedeværelse faldt sammen, således at forskellige bundtyper (sand, silt, ler, forskellige dybder, osv.) var beboet af forskellige „dyresamfund“. Disse var karakteriseret af nogle bestemte arter, som gav navn til „samfundene“. Eksempler er „Venus-samfundet“ – opkaldt efter en almindelig musling i sandbund på lidt større dybder, og „Macoma-samfundet“ – der er opkaldt efter østersømuslingen (Macoma), og som dominerer på helt lavt vand.

Petersens arbejder gav, sammen med samtidige undersøgelser over „plantesamfund“ på landjorden, i en lang periode anledning til en diskussion om disse samfunds „natur“. Nogle opfattede dem næsten som en slags superorganismer sammensat af arter, der var nøje tilpasset hinanden. Andre derimod anså dem for at være et mere statistisk fænomen, dvs. at tilfældighederne i stor udstrækning råder med hensyn til hvilke dyr, der slår sig ned hvor – omend det er klart, at mange arter hver især er knyttet til bestemte bundtyper. I dag er det sidste synspunkt fremherskende, og det er da også underbygget af observationer. Nogle dyr forekommer ganske vist altid sammen, såsom rovdyr og bestemte byttedyr og værter og deres parasitter. Men „dyresamfund“ er i virkeligheden ikke skarpt adskilte fra hinanden, i stedet kan man se glidende overgange fra det ene til det andet „samfund“. Mange arter har også forskudte udbredelseszoner, og tilstedeværelsen af enkelte arter er aldrig helt forudsigelig. Som en noget løs karakterisering af kombinationen af de bunddyrarter, der typisk forekommer på bestemte bundtyper, bruges Petersens terminologi dog stadigvæk (se figur 1-10).