Almindeligvis ville man vel slutte, at mere end 200 års studier af den danske marine fauna og flora repræsenterer en akkumuleret viden og ekspertise, og at vi derfor på dette område aldrig har vidst så meget som i dag. På en måde er det ikke sandt, for hvis sådan en akkumuleret viden ikke bruges, forsvinder den, og det er netop, hvad der sker nu. Som indledningsvis anført ligger interessen hos dagens marinbiologer mere i økologiske processer, fysiologiske tilpasninger hos enkelte organismer og meget andet. Teknisk og begrebsmæssigt er det nu blevet muligt at angribe så mange flere interessante problemstillinger, der tidligere var umulige at løse – og det er jo for så vidt godt. Men interessen for – og den økonomiske støtte til – f.eks. at kunne skelne 200-300 arter børsteorme og studere de enkelte arters naturhistorie er aftaget. Den nødvendige ekspertise opnås ikke blot ved at slå op i ældre værker, men kræver professionel beskæftigelse med de pågældende organismer og international offentliggørelse af resultaterne som kvalitetskontrol. Man må beklageligvis erkende, at den nationale ekspertise i vores dyre- og planteverden er i aftagen.

Det kan synes paradoksalt, al den stund der tales så meget om „miljø“ og „biodiversitet“ og truslen mod dem. I dag „moniteres“ der da også på livet løs – dvs. man forsøger at artsbestemme og optælle dyr og planter i alle mulige marine levesteder med henblik på at registrere eventuelle miljøændringer eller -forringelser. Sådanne opgørelser foregår i regi af amter og andre offentlige eller private miljølaboratorier. De gennemføres ganske vist normalt af uddannede biologer, men ikke af egentlige eksperter, og resultaterne ender i upublicerede rapporter, der næppe har en større læserskare. Uden tilstedeværelsen af professionel ekspertise, der holdes i gang gennem aktivitet på et videnskabeligt niveau, vil kvaliteten af denne type af miljøundersøgelser langsomt men sikkert forvitre. Det vil kvaliteten af fremtidig formidling af viden om den danske natur også.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Artskendskabet forsvinder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig