Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Farvandenes dannelse

Oprindelig forfatter BiLa

 FIGUR 2-2. Blokdiagram af kontinentalsoklen omkring Nordeuropa set mod sydøst. Højden er kraftigt overdrevet. Farvandene omkring Danmark ligger på kontinentalsoklen.

FIGUR 2-2. Blokdiagram af kontinentalsoklen omkring Nordeuropa set mod sydøst. Højden er kraftigt overdrevet. Farvandene omkring Danmark ligger på kontinentalsoklen.

De tidligste tider

Danmark ligger nær kanten af det europæiske kontinent, der som andre kontinenter er omgivet af en lavvandet hylde med vanddybder på under 200-400 m, den såkaldte kontinentalsokkel. Figur 2-2 viser en del af kontinentet med tilhørende sokkel omfattende hele Nordsøen og de danske farvande. Bevæger man sig længere mod nord og vest, når man soklens grænser. De viser sig som den såkaldte kontinentalskråning, der falder 1-4 km ned mod den egentlige oceanbund, der i gennemsnit ligger i 4 km's dybde.

Trods det danske områdes omskiftelige forhistorie, som man kan læse mere om i bindet om Danmarks geologi, har det lige siden Perm for ca. 200 millioner år siden været udformet som et bassin eller sænkningsområde, hvoraf en del hedder det Norsk-Danske Bassin. Bassinet har i nogle perioder været dybhav og i andre udfyldt med sedimenter fra de omliggende landmasser. I den centrale Nordsø, hvor olieplatformene ligger i dag, har der samlet sig et km tykt lag af sand og ler i købet af de sidste 60 millioner år. Nordsøen i dag er den yngste udgave af dette bassin.

Kattegat-Skagerrak-bassinet dannes

For godt to millioner år siden ændrede klimaet sig, så der gentagne gange indtrådte istider afløst af varmere perioder. Under istiderne gled store iskapper ned over Danmark fra det Skandinaviske højland – forholdene var næsten, som de er på Grønland i dag. På grænsen mellem det solide norske og svenske grundfjeld og det med bløde sedimenter delvist fyldte Norsk-Danske Bassin skurede isen efterhånden en op til 100 km bred og 100-700 m dyb sænkning, ud dér, hvor Skagerrak, Vendsyssel og Kattegat nu ligger – Kattegat-Skagerrak-bassinet. Tilsvarende erosionsbassiner finds langs randen af grundfjeld på de fleste kontinentalsokler, der har været påvirket af isdækker, f.eks. omkring Norge og Grønland. Kattegat-Skagerrak-bassinet er altså ikke enestående.

Annonce

 FIGUR 2-3. Overfladen af undergrunden, som den blev udformet af isdækkenes erosion. Kattegat-Skagerrak-bassinet er gravet ned i undergrundens sedimenter på randen ind mod det solide grundfjeld. Undergrundens overflade ligger relativt højt under Jylland og øerne. Dens beliggenhed bestemmer altså de store træk i Danmarks geografi. Fra de hvide områder foreligger ikke oplysninger.

FIGUR 2-3. Overfladen af undergrunden, som den blev udformet af isdækkenes erosion. Kattegat-Skagerrak-bassinet er gravet ned i undergrundens sedimenter på randen ind mod det solide grundfjeld. Undergrundens overflade ligger relativt højt under Jylland og øerne. Dens beliggenhed bestemmer altså de store træk i Danmarks geografi. Fra de hvide områder foreligger ikke oplysninger.

Dannelsen af Kattegat-Skagerrak-bassinet er forudsætningen for det nuværende Skagerrak og Kattegat og gav plads til aflejring. Bassinet er da også flere gange blevet delvis fyldt med sedimenter og efterfølgende delvis genudgravet i en følgende istid; f.eks. ligger Anholt på en rest af ældre sedimentfyld.

I nutiden føres der årligt millioner af kubikmeter sediment fra Nordsøen og de store tyske floder rundt om Skagen og videre østover, hvor det lægger sig på skråningen ned mod de dybe dele af Skagerrak. Samtidig udbygges Skagen Odde nordpå, og den nordlige og østlige del af Kattegat-bassinet er under udfyldning (figur 2-4). Det bakkelandskab, der direkte er udformet af isen, ligger altså dybt begravet i det sydøstlige Kattegat og nord for Djursland. Dér er havbunden nu flad og lavvandet.

Gamle istidslandskaber i Nordsøen

Isdækkerne stoppede ikke ved Kattegat og Skagerrak. Både under den næstsidste og den tredjesidste istid bredte isdækket sig over hele Nordsøen og helt ned til Nordtyskland og Holland. Disse store isdækker skar også dybe dale i underlaget i Nordsøen, dale som nu er helt opfyldt af yngre sedimenter. Enkelte af bakkerne fra det gamle istidslandskab stikker op i havbunden, f.eks. Doggerbanken, i lighed med bakkeøerne i Vestjylland.

 FIGUR 2-4. Snit af lagene fra Frederikshavn til nær Göteborg. Lag fra Trias, Jura og Kridt udgør østkanten af det Norsk-Danske Bassin. Bunden af Kattegat-Skagerrak-bassinet er gravet dybt ned i disse lag – endog helt ned til grundfjeldet mod øst. Senere bliver bassinet mere og mere fyldt med sedimenter vestfra. Først ligger der lag fra sidste mellemistid (Eem) senere lag fra sidste istid (Yoldialer og moræneler; blå). Øverst ligger de yngste, tykke lag, der er aflejret i de sidste 8000 år (grønne). Laget udbygges fortsat østpå ved aflejring på skråningen (røde pil).

FIGUR 2-4. Snit af lagene fra Frederikshavn til nær Göteborg. Lag fra Trias, Jura og Kridt udgør østkanten af det Norsk-Danske Bassin. Bunden af Kattegat-Skagerrak-bassinet er gravet dybt ned i disse lag – endog helt ned til grundfjeldet mod øst. Senere bliver bassinet mere og mere fyldt med sedimenter vestfra. Først ligger der lag fra sidste mellemistid (Eem) senere lag fra sidste istid (Yoldialer og moræneler; blå). Øverst ligger de yngste, tykke lag, der er aflejret i de sidste 8000 år (grønne). Laget udbygges fortsat østpå ved aflejring på skråningen (røde pil).

Sidste istid udformer landet

Under den sidste istid, Weichsel Istid, nåede isdækket nordfra og østfra kun frem til den såkaldte Hovedopholdslinje. Vest for denne israndslinje bredte smeltevandssletter sig ud i Nordsøområdet.

Det sidste isdække udformede hovedtrækkene i landskabet og havbundens bakker og dale vest og syd for Kattegat-Skagerrak-bassinet. I et strøg fra Mols over Samsø og ned over de danske sunde og bælter ligger istidslandskabet relativt højt. Kysten forløber derfor uregelmæssigt med mange øer og fjorde. Havbunden præges af talrige små banker mellem render og fladbundede lavninger.

 FIGUR 2-5 (a). Udviklingen i slutningen af sidste istid. Sidste fase af Danmarks isdækning for ca. 18.000 år før nu. Istunger dannede bakker tværs over bælterne. En kold havbugt strakte sig fra Skagerrak ned i Kattegat og hen over Vendsyssel.

FIGUR 2-5 (a). Udviklingen i slutningen af sidste istid. Sidste fase af Danmarks isdækning for ca. 18.000 år før nu. Istunger dannede bakker tværs over bælterne. En kold havbugt strakte sig fra Skagerrak ned i Kattegat og hen over Vendsyssel.

 FIGUR 2-5 (b). Perioden for ca. 15.000 år før nu, kort tid efter isen var smeltet bort fra landet. I Østersøen var en smeltevandssø opdæmmet af isranden mod øst. Denne såkaldte Baltiske Issø blev større, efterhånden som isranden svandt nordover. I perioder afvandedes søen gennem floder gennem Storebælt eller Øresund til havbugten.

FIGUR 2-5 (b). Perioden for ca. 15.000 år før nu, kort tid efter isen var smeltet bort fra landet. I Østersøen var en smeltevandssø opdæmmet af isranden mod øst. Denne såkaldte Baltiske Issø blev større, efterhånden som isranden svandt nordover. I perioder afvandedes søen gennem floder gennem Storebælt eller Øresund til havbugten.

 FIGUR 2-5 (c). Perioden omkring Istidens slutning for ca. 11.500 år før nu. I nogle få hundrede år trængte havvand ind i den Baltiske Issø, der i dette stadium kaldes det Baltiske Yoldiahav, gennem sunde over Mellemsverige, der var presset dybt ned af isbelastningen. Efterfølgende hævedes området isostatisk så meget, at havforbindelsen blev afbrudt og ændret til en flod. Den Baltiske Issø var atter opstået.

FIGUR 2-5 (c). Perioden omkring Istidens slutning for ca. 11.500 år før nu. I nogle få hundrede år trængte havvand ind i den Baltiske Issø, der i dette stadium kaldes det Baltiske Yoldiahav, gennem sunde over Mellemsverige, der var presset dybt ned af isbelastningen. Efterfølgende hævedes området isostatisk så meget, at havforbindelsen blev afbrudt og ændret til en flod. Den Baltiske Issø var atter opstået.

Rækker af banker over sundene, f.eks. ved Storebæltsbroen, antyder israndslinjer fra de sidste faser af istiden, hvor isen kom sydfra fra Østersøen (figur 2-5).

De såkaldte tunneldale fra sidste istid er senere delvis fyldt ud, men fremtræder stadig som dale i det danske landskab eller som fjorde eller render på havbunden. Istidsaflejringerne præger havbunden som stenrev og store arealer med restsedimenter.

Stærkt forenklet kan det danske landskab altså deles i to etager. Det højtliggende bakkede landskab på land og i bælterne og et dybereliggende, forholdsvis flade havbundslandskab, hvis istidsbakker er dækket af tykke og udstrakte lag af smeltevandssedimenter og senere aflejringer i Nordsøen, Kattegat og Østersøen.

Yoldiahavet, Kattegatfjorden og Den Baltiske Issø

Under istiden var meget vand bundet i ismasserne på land. Da isen var mest udbredt for ca. 22.000 år siden, lå havoverfladen ca. 140 m lavere end i dag. Senere var en del af isen smeltet bort, og da den nordøstlige del af landet samtidig var trykket dybt ned, kunne en havbugt strække sig fra Skagerrak ned i det østlige Kattegat – næsten til Sjællands nordkyst. Denne havbugt dækkede også dele af Vendsyssel som et dybt og køligt hav, Yoldiahavet (figur 2-5 midt i afsnittet Sidste istid udformer landet ovenfor). I en lang periode fra ca. 18.000 til 11.500 år før nu udgjorde isen Yoldiahavets nordkyst, og der drev store isbjerge rundt i det, der nu er Skagerrak.

 FIGUR 2-6. Nordeuropa for 10.000 år siden. Søen i Østersøområdet og Mellemsverige er ikke længere omgivet af is og kaldes nu Ancylussøen.

FIGUR 2-6. Nordeuropa for 10.000 år siden. Søen i Østersøområdet og Mellemsverige er ikke længere omgivet af is og kaldes nu Ancylussøen.

I takt med isafsmeltningen hævede landet sig igen (se boks 2-1), og havbugten blev til en fjord, Kattegatfjorden (figur 2-5 i afsnittet Sidste istid udformer landet ovenfor). Området vest herfor inkl. den sydvestlige del af det nuværende Kattegat og bælterne var land gennemskåret af floder, der sendte fint ler ud i store deltaer i fjorden. Kattegatfjorden var derfor kold, ret fersk og temmelig grumset – den eksisterede helt frem til omkring 8000 år før nu.

Efterhånden som isen også smeltede bort fra Østersøområdet, opstod der her en ferskvandssø med navnet Den Baltiske Issø og senere Ancylussøen. vandstanden og søernes udbredelse skiftede gennem tiderne på grund af ændrede udløb, og ikke mindst fordi landhævningen var meget forskellig i forskellige dele af søerne (figur 2-5 midt og th. og figur 2-6). I perioder havde den forbindelse med de nordfor liggende farvande gennem det nuværende Øresund, der var en anseelig flod med vandfald og strømsteder omkring Saltholm. Til andre tider eksisterede der en bred forbindelse ind over Sverige dér, hvor man i dag finder de store svenske søer (se figur 2-5 i afsnittet Sidste istid udformer landet ovenfor).

Boks 2-1
Havniveauet ændres med tiden

I takt med at isen smeltede, steg havspejlet gradvis frem til 7000 år før nu. Men det er ikke hele historien. Kystlinjerne fra de gamle havspejl ligger i dag højst mod nordøst og skråner ned mod sydvest. Det skyldes, at jordskorpen var blevet trykket ned af isdækkets vægt – som et skib der lastes – mest mod nordøst, hvor isdækket var tykkest. Da isbelastningen forsvandt, hævedes området langsomt igen. Det er den såkaldte isostatiske landhævning, som stadig foregår. Kystens be liggenhed og havdybden gennem tiden er altså et kapløb mellem den globale havstigning og den mere lokale isostatiske hævning. Et eksempel på dette er vist på figur 2-7.
I den sydlige del af Danmark og i det meste af Nordsøen er den isostatiske hævning beskeden eller mangler helt, så her dominerer havstigningen.

Den svensk-engelske forbindelse

Helt frem til for omkring 8500 år siden var der land på store dele af nutidens havbund, og man kunne gå fra Sverige til England – i hvert fald hvis man var forberedt på at svømme over et par store floder undervejs og undgik de store søer, der lå i de dybere dele af bælterne (figur 2-6).

Der var stadig isdækket i Nordskandinavien, men Danmark med omgivelser blev skovdækket. Dette afspejler sig i træstubbe og i aflejringer fra ferske søer og moser, der i dag ligger under havbundens overflade mange steder i de danske farvande.

Havbunden oversvømmes

De sidste store ismasser i Nordskandinavien og Nordamerika smeltede, og havspejlet steg hurtigt – måske så meget som 28 m fra 9000 til 7500 år før nu (figur 2-7). Havet oversvømmede gradvis den nuværende havbund og trængte ind i fjorddalene. Det nuværende danmarkskort begyndte at tone frem. Nordsøen blev dannet og den Engelske Kanal åbnet.

 FIGUR 2-7. Kurve over havspejlets beliggenhed gennem tiden i forhold til det nutidige havniveau, eksempel Mariager Fjord (rød prik på figur 2-8). Her stod havet i Stenalderen ca. 4 m højere, og fjorden gik 5 km længere ind end i dag. Landhævning og sedimentaflejring har siden udformet den nuværende fjord.

FIGUR 2-7. Kurve over havspejlets beliggenhed gennem tiden i forhold til det nutidige havniveau, eksempel Mariager Fjord (rød prik på figur 2-8). Her stod havet i Stenalderen ca. 4 m højere, og fjorden gik 5 km længere ind end i dag. Landhævning og sedimentaflejring har siden udformet den nuværende fjord.

Stenalderbopladser ved kysterne blev oversvømmet og kan nu findes under havbunden. Havet var et par grader varmere og betydelig mere salt end i nutiden, så østers levede langt ned i bælterne og ind i fjordene. Dette lune hav kaldes ofte for Stenalderhavet eller Littorinahavet (figur 2-8).

Først for 8000 år siden var vandstanden i havet steget så meget, at saltvand også så småt begyndte at trænge ind i Østersøen gennem bælterne. Tilløbene var som nævnt tidligere snævre og Østersøen stor, så det tog hen ved 1000 år, før de nuværende brakvandsforhold var skabt. Balancen mellem havvand fra Kattegat og ferskvand fra floder og regn nærmede sig nutidens for ca. 3000 år siden.

Efterhånden som havet steg, forskød strandzonen – området med kraftige bølgeslag – sig ind over det, der nu er havbund. Mange steder blev kystlinjen desuden udjævnet, så man finder både gamle, oversvømmede strandbredder og lagune- og fjordaflejringer. Toppen af mange af de banker, isaflejringerne havde skabt, blev eroderet væk, mens de lå i brændingen, som man ser det foran en kystklint i dag. Sand, grus og mindre sten blev simpelt hen vasket ud af bankerne og fordelt over havbunden, mens større sten blev tilbage og dannede de nuværende stenrev. De fleste forekomster af sten og grus, der udnyttes på havbunden, er dannet på denne måde.

 FIGUR 2-8. Danmark omskyllet af Littorinahavet i perioden fra ca. 7000 til 4000 år før nu. Kurverne viser, hvor mange meter landet og havbunden har hævet sig siden, f.eks. 4 m ved den røde prik ved Mariager Fjord.

FIGUR 2-8. Danmark omskyllet af Littorinahavet i perioden fra ca. 7000 til 4000 år før nu. Kurverne viser, hvor mange meter landet og havbunden har hævet sig siden, f.eks. 4 m ved den røde prik ved Mariager Fjord.

De sidste 7000 år

For ca. 7000 år siden havde havniveauet nærmet sig det nuværende. Det har ikke varieret mere end nogle få meter siden. Alligevel har havdybden aftaget mod nord og tiltaget mod syd. Det skyldes, som nævnt i boks 2-1, at landhævningen ikke helt var afsluttet. Nord for en linje fra Nissum Fjord til Storstrømsbroen (0-linjen) har landet og havbunden hævet sig i forhold til havniveauet siden Stenalderen, mens havspejlet omvendt har hævet sig relativt syd for linjen.

Som eksempler kan nævnes, at havdybden i det nordlige Kattegat er faldet med hele 13 m, og at de gamle strandlinjer ved Frederikshavn derfor ligger 13 m over nutidshavet. Havspejlssænkningen er også grunden til, at Læsø for ca. 5000 år siden dukkede op af bølgerne, og at den for ca. 3000 år siden blev en permanent ø.

Ud for Frederikshavn har den aftagende vanddybde i øvrigt sat sig særlige spor. Her boblede sumpgas nemlig op i havbundens sand fra de tykke lerlag nedenunder. Omkring de opstigende gasbobler blev sandet af bakterier kittet sammen til kalkrør (se Nedbrydningens forskellige trin og processer), men siden er bunden hævet, og de øverste 3-5 m af havbunden er blevet skyllet væk. Nu rager de hårde kalkrør op af havbunden som 3-5 m høje søjler, hvorigennem sumpgas fortsat bobler op. Dannelsen kaldes i dag boblerev.

Længere sydpå ved Mariager Fjord er havdybden kun aftaget 4 m i samme tidsrum (figur 2-7). Og i farvandene syd for 0-linjen har havstigningen siden istiden som nævnt haft overtaget, så her ligger de gamle kystlinjer under vand (figur 2-8). Forskellen i landhævning og dermed havniveau siden Stenalderen har således påvirket landsdelene og farvandene forskelligt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Larsen: Farvandenes dannelse i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 9. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483084

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk