FIGUR 18-28. Denne saltkerne gav den danske undergrund til én mand. Hvis amerikaneren F. Rawlin fandt salt i den danske undergrund, ville den danske stat give ham eneretten til undergrundens olie og mineraler. Han borede saltkernen op i 1937, men efter at han havde fået enekoncessionen, fandt man ud af, at saltet var købt hos en apoteker i Odense.

.

FIGUR 18-29. Salt findes i flere kilometer høje saltdiapirer i Danmarks undergrund. Det indvindes i dag i 1500 m’s dybde fra en saltdiapir ved Hobro.

.

Salt er en vigtig del af menneskers kropsvæske, da det indgår i talrige af cellernes processer.

Som råstof har det i årtusinder været brugt til at konservere mad, garve skind og fremstille glas, men op gennem 1900-tallet ændrede forbruget sig, og i dag bruges ca. 60 % i industrien til fremstilling af brint, natronlud og klor. Det bruges nu til epoxy, PVC, sæbe, tandpasta, papir, brændsel, farvning og garvning. Salt bruges i dag også til vejsalt, opvaskemaskiner, hospitalers væskedrop, elektrolyseprocesser, foderstoffer og meget mere.

Salt er traditionelt blevet importeret til Danmark. Middelalderens sildesalt kom fra Lüneburg, Bretagne, Spanien og Portugal. Der har dog været en lille hjemlig produktion, da man inddampede havvand, brændte tang og skrabede saltlag af strandbredden. Især foretog man inddampning af salt havvand i de våde områder på den sydlige del af Læsø, og fra år 1570 kender man en beskrivelse af enkedronning Dorotheas saltværk ved Kolding, hvor man inddampede salt kildevand.

Indvinding af stensalt fra geologiske formationer har været ønsket i århundreder, men blev først realiseret i 1920'erne da man udførte magnetiske målinger efter olie og salt. Direktør Victor Madsen fra Danmarks Geologiske undersøgelse fik tyske geologer til at udføre målingerne, og de fandt to grundfjeldshorste ved hhv. Harte nær Kolding og Vejen. Man håbede på, at den hævning, horstene var udtryk for, muligvis var ledsaget af forkastninger, langs hvilke der kunne være trængt salt højere op i lagserien ligesom i Holsten, hvor der i samme periode blev fundet flere oliefelter og naturgas.

I 1932-33 mente en tysker, støttet af danske og tyske erhvervsfolk, at have fundet salt ved Dybbøl – ved hjælp af en ønskekvist. Man foretog boringer og seismiske undersøgelser, men fandt ingen salt. Projektet førte i 1932 til Lov om Danmarks undergrund, så salt, olie og gas nu tilhørte staten. Indvinding og efterforskning krævede en statslig tilladelse, hvilket styrkede private investorers sikkerhed for at kunne udnytte vigtige fund.

Det mulige saltfund ved Harte fik fornyet interesse, da to tyske firmaer havde lavet seismiske undersøgelser. Firmaerne var noget forbeholdne over for muligheden for salt, men det var Victor Madsen ikke. Han skrev til statsministeriet, at området indeholdt lag af stensalt. Snart blev der også talt om mulighed for fund af olie, der tit findes langs saltdiapirers flanker. Madsen forsøgte uden held at få dansk erhvervsliv til at interessere sig for olieindvindingen. Han fik da kontakt med amerikaneren Frederick F. Rawlin, der havde boreerfaring fra Florida og var præsident for et amerikansk olieselskab. I 1934 søgte Rawlin om koncession til at bore efter olie i Danmark. Statsministeriet gav tilladelse, ikke kun til olie, men:

„…tilladelse til efterforskning af olie, gas, salt og andre råstoffer i Kongeriget Danmarks Undergrund… For så vidt et af de ommeldte råstoffer findes i Danmark, vil ministeriet meddele bevilling til og med eneret at efterforske og indvinde olie, gas, salt og andre råstoffer i Kongeriget Danmarks undergrund, Færøerne undtaget, for Dem i et tidsrum af 50 år…“

Man må sige at Staten her gav én mand en foræring, et tag-selv-bord, til økonomiske værdier i Danmarks undergrund. Bare han fandt et af råstofferne, havde han eneret til samtlige i 50 år!

Og Rawlin fandt da også salt ved Harte. I årene 1935-37 borede han til 1096 m’s dybde, og i november 1936 blev en 17 cm lang kerne af stensalt hentet op fra 958 m’s dybde. På den baggrund fik han udstedt endelig koncession til den danske undergrund. Rawlin oprettede Danish American Prospecting Compagny, der undersøgte andre egne af landet. Fra 1938 gav ministeriet Rawlin tilladelse til at videregive indvindingsretten, hvorefter han solgte sine aktier til det amerikanske olieselskab Gulf Refining Compagny og tog til USA.

Under 2. Verdenskrig opstod der utilfredshed med, at statsminister Stauning havde „solgt“ den danske undergrund til udlændinge, og der opstod rygter om, at saltfundet ved Harte var en forfalskning. Derfor blev der efter krigen nedsat en undersøgelseskommission, og i 1948 blev det bevist, at saltkernen var købt hos en materialist i Odense (figur 18-28). Rawlin havde også givet falske oplysninger om sin økonomi og direktørstilling, ligesom han kun havde lavet en enkelt mislykket boring i Florida. Han havde altså svindlet sig til eneretten, men da Gulf Refining Compagny ikke havde været medskyldig, kunne man ikke tage eneretten fra dem.

Efter krigen fortsatte det amerikanske selskab med at lave dybe boringer, og i 1946 ramte man faktisk salt ved Vejrum i en dybde af 240 m, og derefter saltdiapirer i andre områder (se afsnittet Saltdiapirer - saltlagenes senere historie). Fra 1956 overtog Standard Oil of New Jersey undersøgelserne, men da man ikke havde fundet olie, blev kortlægningen definitivt standset i 1959. Man havde dog fået et væld af interessante geologiske opdagelser ud af eventyret.

I 1962 blev koncessionen overdraget til skibsreder A. P. Møller og hans Dansk Undergrunds Consortium, der også bestod af Gulf Refining Compagny og Shell. Dermed begyndte det danske olieeventyr, som er beskrevet i afsnittet om olie og gas senere i dette kapitel.

De amerikanske firmaer havde ikke været interesseret i saltindvinding, så salt udgik af koncessionen. I 1958 søgte Cheminova ved Thyborøn om ret til indvinding i Harboør Saltdiapir, der ligger i 166 m’s dybde. Ved elektrolyse skulle der indvindes klor fra saltet, men indvindingen kom aldrig i gang. På samme tid var der planer om at indvinde kalisalt til kunstgødning fra Suldrup Saltdiapir, men da kalisalt-lagene var for tynde, blev også det projekt opgivet.

I 1963 fik selskabet Dansk Salt eneretten til saltindvinding, og i 1966 begyndte man en indvinding i Hvornum-saltdiapiren ved Hobro, en indvinding der stadig foregår (figur 18-29). Saltet hentes op fra en dybde af 1500 m. Nedpumpet vand opløser saltet, og det saltmættede vand pumpes op og føres ad 25 km rør til Mariager, hvor saltet inddampes. saltdiapiren er 4 km høj og 3 km i diameter, så hvis produktionen på 587.000 tons i 2000 fortsætter fremover, er der salt til de næste 30.000 år.

I 1980'erne blev det foreslået, at man skulle bruge saltdiapirer til deponering af atomaffald, men tanken blev afvist, da saltdiapirer bevæger sig opad (kapitlet Ørken og salthav).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Salt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig