Flint

På grund af de højtliggende kridt- og kalklag i Nord- og Østjylland, på Østfyn, Østsjælland og Møn er Danmark rig på flintforekomster.

Flint er et af de ældst kendte danske råstoffer (figur 18-10). Allerede fra den tidlige jægerstenalder, den 15.000 år gamle Hamburgkultur, kendes forarbejdede spydspidser. Ved Hov og Bjerre i Thy, hvor skrivekridtet ligger helt op til jordoverfladen, er der fundet flintminer fra Bondestenalderen. Man har lavet en 5-6 m dyb, lodret skakt ned til de eftertragtede flintlag, som man udvandt fra op til 7 m lange, vandrette gange. Noget flint blev forarbejdet på stedet, mens andet blev groft tilhugget i barrer til videre transport.

Den store produktion af flintredskaber ophørte i den tidlige bronzealder, og efterhånden blev flint kun brugt som fyrsten til at slå gnister med. Denne anvendelse forsvandt i midten af 1800-tallet, hvor tændstikken tog over.

Med indførelsen af flintlåsgeværet, hvor krudtet antændes af gnisten fra en flintsten, der smækkes ned af hanen, fik flinten ny værdi, selv om den danske produktion var svingende. F.eks. skrev N. H. Weinwich om nogle fattige husmænd, der i 1781 begyndte at udhugge geværflint ved stevns Klint. Det var en økonomisk succes, der dog ophørte med initiativtagernes død. Man skulle så igen købe udenlandsk flint.

På strandbredden neden for stevns Klint findes strandvolde, der næsten kun består af flintknolde, der er blevet slebet runde i havstokken. Disse sten i billardkuglestørrelse er tidligere blevet indvundet på grund af deres hårdhed og runde form. Således skulle biskop Absalon ifølge saxos Danmarkskrønike have samlet dem til kasteskyts ved forsvaret af det nyanlagte København. I 1800-tallet begyndte man at bruge dem i knusemøller, hvor de roterede i en beholder sammen med det stof, der skulle nedknuses.

Flintkugler havde den fordel frem for stålkugler, at de ikke afgav jern til det nedknuste stof. I starten blev de brugt til nedknusning af kaolinit ved porcelænsfremstilling, men fra slutningen af 1800-tallet blev de brugt til nedknusning af cementklinker. Kugleflint blev i 1900-tallet indsamlet ved ulvshale på Møn og ved stevns Klint, og da det kun fandtes i Danmark og Frankrig, var det en stor eksportsucces. Helt op i 1960'erne brugtes det til knusning af cement, men indvindingen er i dag helt ophørt, da nedknusning nu foregår i stålvalser.

Op gennem 1800-tallet brugte man en del flint til vejbygning. Det ophørte i 1960'erne, da specialiseringen i vejbygningen krævede et mere frostbestandigt materiale. Men helt op i 1980'erne har man brugt brændt flint som hvidt pigment i asfaltbelægningen, så vejbanen blev synlig, når bilernes lys blev reflekteret fra den. Brændt flint, der også kaldes calcineret flint, dannes ved at opvarme knust flint, så den bliver porøs og hvid. Den brændte flint har også tidligere været et værdifuldt produkt til fremstilling af fajance. Fajance er keramik af brændt ler, der dækkes af en skinnende hvid glasur, men den er ikke så spinkel og holdbar som porcelæn.

I dag indvindes flint i de gamle stenalderstrandvolde syd for Hanstholm i Thy. Materialet nedknuses og brændes, og den porøse flint opsuger forskellige farver (figur 18-10). Produktet bruges til facadebeklædning i 11 forskellige farvenuancer, men sælges næsten udelukkende i udlandet.

Endelig bruges flint også til sandpapir. Produktionen synes at være opstået i 1960'erne, og i dag indvindes flint til dette formål ved indsejlingen til Grønsund mellem Falster og Møn.