Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Myremalm og okker

Oprindelig forfatter GuLa

 FIGUR 18-25. Gjellerup Kirke ved Herning blev bygget i Middelalderen. Buen har fået et smukt mønster ved, at man skiftevis har brugt sten af granit og myremalm.

FIGUR 18-25. Gjellerup Kirke ved Herning blev bygget i Middelalderen. Buen har fået et smukt mønster ved, at man skiftevis har brugt sten af granit og myremalm.

Når kalk udvaskes fra de øverste jordlag, opstår der et surt miljø, og hvis der også er iltfattigt, kan jern- og mangan blive opløst. Det hele føres så bort med nedbøren. Når det jern- og manganholdige vand ankommer til et dybereliggende iltrigt og basisk jordlag, vil jern og mangan blive udfældet som mørkerød myremalm. Hvor vandet springer frem som kilder, eller i søer og åer, dannes der rød, gul eller brun okker.

Myremalm

Myremalm er en fast masse med et jernindhold på 30-50 %, resten er ler og sand. Næsten al myremalm findes vest for Hovedstilstandslinjen, hvor smeltevandssletterne og bakkeøerne har været udsat for udvaskning i længere tid og med større nedbør end det østdanske morænelandskab. Myremalmen ligger ca. en meter nede i jorden i op til 30-50 cm tykke bænke, der er til stor gene ved skovplantning og moderne dybdepløjning.

Myremalm var Jernalderens vigtigste jernmineral. Senere fik indvindingen af det marginal betydning og ophørte helt i 1600-tallet. I Middelalderen blev myremalm også brugt som bygningssten i de ældste romanske kirker fra 1100-tallet (figur 18-25). Der er registreret omkring 50 kirker med myremalmssten, og flere steder kan man se dekorative bånd med skiftende mørkerøde myremalmssten og lyse granitkvadre. Som bygningssten blev det også brugt i 1800-tallet til gårde på den jyske hede (figur 18-26). Der findes endnu enkelte bevarede gårde, hvor man ser mure af røde malmklumper omsluttet af hvid mørtel.

Annonce

 FIGUR 18-26. Nær Herning ligger der stadig 3 gårde, som er bygget af myremalm.

FIGUR 18-26. Nær Herning ligger der stadig 3 gårde, som er bygget af myremalm.

I 1837 var J. G. Forchhammer initiativtager til et forsøg på at indvinde jysk myremalm og udsmelte jernet ved hjælp af jysk tørv. B. S. Jørgensen blev sat på opgaven, men konkluderede, at der var ringe økonomiske gevinster ved projektet. Et forsøg med jernværk ved silkeborg blev ingen succes på grund af tørvens ringe brændværdi.

Den egentlige udnyttelse af myremalmen tog fart i 1860, da man begyndte at udnytte kulgas til opvarmning i byerne. Desværre fik man giftige svovlbrinter og cyanbrinter som biprodukter og havde derfor brug for noget at rense med. I starten brugte man kalk til rensningen, men så opfandt ingeniør J. C. G Howitz en rensemetode, der udnyttede myremalm. Ud af renseprocessen kom berlinerblåt og svovlforbindelser, der blev eksporteret til Tyskland. Berlinerblåt blev brugt i stålhærdning og til udvinding af guld i guldminer, mens svovlforbindelserne blev til svovlsyre.

Den jyske myremalm blev også eksporteret til udenlandske gasværker og til tyske og engelske jernværker. I 1980'erne ophørte indvindingen, da man ikke længere havde behov for gasrensning, og da de udenlandske produkter var billigere.

 FIGUR 18-27. En anden dansk jernmalm, der har været forsøgt udnyttet under de to verdenskrige, er Øksenrade Sandsten ved Middelfart. Denne sandsten fra Vejle Fjord Formationen indeholder op til 30 % jern. Forekomsten viste sig dog at være urentabel at udnytte.

FIGUR 18-27. En anden dansk jernmalm, der har været forsøgt udnyttet under de to verdenskrige, er Øksenrade Sandsten ved Middelfart. Denne sandsten fra Vejle Fjord Formationen indeholder op til 30 % jern. Forekomsten viste sig dog at være urentabel at udnytte.

Manganet i myremalmen har også været udnyttet som mangansulfat, som brunsten (MnO2) i batterier og som gødningstilskud. I perioden 1953-1965 producerede Dansk Mangansulfatfabrik A/s i Bolderslev i Sønderjylland brunsten.

Okker

Okker kendes mest som et forurenende stof i jyske vandløb, men det har også i mindre omfang været brugt som råstof på grund af dets farvende egenskaber. Okkerfarve kan både være gul, gulbrun eller rød, alt efter indholdet af jern og kalk. Hvis okkeren brændes, fås en mere dybrød farve.

Allerede i Jægerstenalderen strøede man muligvis okker omkring den døde ved begravelser. Og muligvis er det også dansk okker, der ses i middelalderkirkernes kalkmalerier. Fra Løvskal mellem Randers og Viborg kendes okker i en søaflejring fra Eem Mellemistid. Herfra blev okkeret brugt til gasrensning i 1900-tallet, men også til kunstmalerfarver i form af rå og brændt Løvskalokker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Larsen: Myremalm og okker i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484111

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk