Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Moler og diatoméjord

Oprindelig forfatter GuLa

 FIGUR 18-23. Moler består overvejende af mikroskopiske kiselalger, og det er så let og porøst, at det kan flyde på vand. Det benyttes bl.a. til isolerende sten og kattegrus.

FIGUR 18-23. Moler består overvejende af mikroskopiske kiselalger, og det er så let og porøst, at det kan flyde på vand. Det benyttes bl.a. til isolerende sten og kattegrus.

Moler er det eneste råstof af diatoméer, dvs. kiselalger, der indvindes i dag. Men i første halvdel af 1900-tallet indvandt man også andre diatoméjorde.

Moler

Moler fra det vestlige Limfjordsområde kan bruges som råstof, fordi det har et højt indhold af diatomékisel og er meget porøst. Diatoméer er planktonalger med et skelet af kisel, dvs. mineralet opal (figur 18-23). Ved kiselalgernes død blev de stilkede skeletter bevaret næsten hele, så moleret blev en porøs bjergart. Det indeholder så meget luft, at et stykke kan flyde på vand i kort tid.

Den ældste beskrivelse af moler er fra 1761, da Niels Thaarup rejste til Mors og Fur for Mineralogisk selskab for at finde værdifulde mineralråstoffer. Han beskriver forekomsten som Terra Tripolitana, der var betegnelsen for polerpulver fra Tripolis.

Annonce

J. G. Forchhammer foreslog i 1847, at moleret kunne bruges til ildfaste sten på grund af dets lethed og ringe varmeledningsevne. Men først i 1880'erne begyndte man sporadisk at bruge det til isolering, bl.a. I Helsingør skibsværfts dampkedler, og man lavede nogle mislykkede forsøg med cementfremstilling og tilsætning i maling. Da begyndte statsprøveanstaltens direktør H. I. Hannover at interessere sig for brænding af moler, og i starten af 1900-tallet lykkedes det ingeniør Fischer-Møller at brænde en lyserød, let og stærk sten. I 1903 købte et konsortium retten til indvinding ved Ejerslev på Mors, og fra 1910 var der en kommerciel indvinding i gang. Og som sædvanlig ved fund af nye råstoffer bredte der sig snart en guldfeber blandt jordejerne.

I 1912 startede indvindingen ved Skarrehage på Mors, i 1917 fra sundby på Mors og i 1919 på Fur (figur 18-24). Man producerede varmeisolerende sten. Fra 1976 blev alle sten produceret på Fur, der har det bedste moler til stenbrænding. På Mors producerede man fra 1967 absorberende granulat og molerpulver. Absorberende granulat bruges især til kattegrus, men også til opsugning af forurenende væsker. Molerpulver bruges som fyldstof i dyrefoder, kunstgødning, opsugende pulver, bærestof for ukrudtsmidler, insektgifte og næringsstoffer, fortykningsmiddel og meget andet.

I dag findes ét værk på Fur, der indvinder til dyregrus, granulat samt bygnings- og varmeisolerende sten i fem grave, og ét værk på Mors, der indvinder til dyregrus og granulat fra to grave på Nordmors. Næsten hele produktionen eksporteres. I 2000 blev der indvundet ca. 200.000 m3 moler.

Kvartærtidens diatoméjord

Diatomit, der også kaldes diatoméjord, kiselalgegytje eller kiselgur, er typisk aflejret i mellemistidernes renvandede søer.

Tidligere har der været indvundet kiselgur mindst otte steder i landet, men i dag udnyttes det ikke længere. Kiselguren blev brugt til isolerings- og fyldmateriale og slibemiddel, samt til dynamit, hvor den udgjorde den plastiske masse, der opsugede nitroglycerin.

Indvinding skete overvejende mellem Vejle og Fredericia, f.eks. ved Vejlby i lag fra Holstein Mellemistid. Ved Hollerup nær Randers findes en hvid, kitagtig kiselgur, der er aflejret i Eem Mellemistid. Indvindingen startede her i 1895 og sluttede i 1960'erne.

NID-2-923.png

NID-2-924.png

FIGUR 18-24. A) Molergravning ved Skarrehage på Mors. I skrænten ses det hvide og gullige moler med de tynde, sorte askelag. B) Skarrehage Molerværk med gravene. Foto: Damolin.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Larsen: Moler og diatoméjord i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 23. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484107

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk