Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kalk og kridt

Oprindelig forfatter GuLa

Det grovere kalk og det mere finkornede kridt bruges til mere end 7000 forskellige produkter, f.eks. cement, beton, jordbrugskalk, brændt kalk og industrikalk. I dag indvindes kalk og kridt i Fakse Banke (figur 18-1), oven for Stevns Klint, i den østlige del af Aalborg, nord for Thisted og i mindre brud på Djursland. I det store grusgravsområde Hedeland ved Roskilde indvindes der kalkklumper fra sandet.

I år 2000 blev der indvundet lidt under 3 1/2 millioner m3 kalk og kridt i Danmark, så efter sand, grus og sten er det Danmarks mest indvundne råstof. Især cement- og betonproduktionen er vigtig i den danske økonomi.

Brændt kalk

Hvis kalk brændes ved 1000-1200 °C, fås produktet brændt kalk. Når man tilsætter vand, dannes hydratkalk. Hydratkalk, eller læsket kalk, kan bruges til kalkmørtel.

Annonce

I Danmark har man indvundet kalk og kridt til kalkmørtel siden Middelalderen, bl.a. I minerne ved Daugbjerg og Mønsted i Jylland (figur 18-2), samt i åbne brud ved Fakse og på Saltholm ud for København. I 1500-tallet var minerne og bruddene ved Mariager de største i landet med forsyning til 8 kalkovne. De leverede til København på de danske kongers ordre, men også til Tyskland og Sverige, indtil eksporten af politiske grunde blev forbudt i 1562.

Fra 1700-tallet ophørte Mariager som producent af brændt kalk, sandsynligvis på grund af mangel på let tilgængelige råmaterialer, mens Daugbjerg, Mønsted og Saltholm tog over. Fra Fakse har der siden 1735 været fragt af rå kalk med skib til brænding i andre egne, dog afbrudt af et statsligt eksportforbud i perioden 1739-1761.

 FIGUR 18-1. I det store kalkbrud ved Fakse indvindes koralkalken til bl.a. brændt kalk, glas, plastik og papir.

FIGUR 18-1. I det store kalkbrud ved Fakse indvindes koralkalken til bl.a. brændt kalk, glas, plastik og papir.

I 1800-tallet var Fakse det vigtigste område, men stordrift kom først i stand fra 1863-1871 med anlæggelse af en havn og en jernbane. Omkring år 1900 fremstillede Fakse Kalkbrud 68 % af den danske brændte kalk, mens kalkbruddene og -gruberne ved Mønsted, Daugbjerg, Grenå og i Nordjylland producerede 23 %. De små brud mellem København og Køge producerede 9 %, mens brydningen på Saltholm allerede var ophørt i 1865.

I dag fremstilles brændt kalk og hydratkalk næsten udelukkende af koralkalken fra Fakse. En lille smule indvindes dog stadig på Djursland.

Cement og beton

Hvis en portion sand blandes med 4 gange så meget kridt, males til pulver og brændes ved 1400-1500 °C i en roterovn, fås cementklinker i småstensstørrelse, dvs. at der er dannet en helt ny mineralstruktur. Hvis klinkerne knuses, blandes med de såkaldte puzzolaner (f.eks. ler eller flyveaske) og brændes ved 1350-1500 °C fås cement. Cementen kan blive til bindemiddel ved blanding med vand, men den kan også blive til bindemiddel i beton, når det blandes med vand, sand og sten.

 FIGUR 18-2. Kalk er det eneste danske råstof, der i nyere tid er blevet brudt i miner. Her ses minegangene ved Mønsted Kalkgruber nær Viborg. Kalkminer findes også ved Daugbjerg og Tingbæk. Flint blev i Stenalderen brudt i kalkminegange ved Hov og Bjerre i Thy.

FIGUR 18-2. Kalk er det eneste danske råstof, der i nyere tid er blevet brudt i miner. Her ses minegangene ved Mønsted Kalkgruber nær Viborg. Kalkminer findes også ved Daugbjerg og Tingbæk. Flint blev i Stenalderen brudt i kalkminegange ved Hov og Bjerre i Thy.

Kunsten at fremstille cement og beton blev udviklet i oldtidens Romerrige. Man havde vulkansk aske ved Puzzoli, deraf navnet puzzolaner, og kalk, kridt og sand. Man udviklede en effektiv betonteknik, f.eks. til støbning under vand og til Pantheons 43,3 m brede kuppel. Betonteknikken forsvandt med Romerriget, men i 1824 fremstillede en murer i Leeds, F. Aspdin, en vandbygningsmørtel, som han kaldte Portland-cement, da den havde samme farve og styrke som den engelske Portland Kalksten.

Den første danske cementproduktion kom i stand i 1867, da F. Jacobsen og H. O. Jensen fandt mergel ved Ringsted med 80 % kalk. I 1868 åbnede den første cementfabrik ved Ringsted Station, og i 1870 åbnede en cementfabrik, der hentede kalk fra Stevns Klint, ved Rødvig Havn. Begge fabrikker ophørte i 1880'erne.

 FIGUR 18-3. Ved Aalborg ligger Danmarks eneste cementfabrik. Gravene med skrivekridt ligger ved Rørdal lige i nærheden af fabrikken.

FIGUR 18-3. Ved Aalborg ligger Danmarks eneste cementfabrik. Gravene med skrivekridt ligger ved Rørdal lige i nærheden af fabrikken.

I perioden 1874-1901 opstod to fabrikker ved Mariager og tre ved Aalborg, og senere kom der også en cementfabrik i Køge. Med den øgede centralisering i 1970'erne sammenlagde man fabrikkerne til en enkelt fabrik i Aalborg. I dag produceres der kun dansk Portland-cement på denne fabrik (figur 18-3). I 2000 blev der indvundet 2,2 millioner m3 kalk til cement på fabrikken.

På Bornholms sydkyst har der ved skelbro og Limensgade været to små kalkstensbrud i Komstad Kalken. Fra 1845 til starten af 1900-tallet fremstillede 5 fabrikker cement. Allerede Hammershus slot fra 1200-tallet blev forsynet med kalkmørtel fra Limensgade.

I 1800-tallet brød man også Andrarum Kalk på Bornholm og cementsten på Fur til cementfremstilling.

I nutidens cementproduktion bruger man skrivekridt, flint, sand, kisaske fra svovlsyreproduktion, gips fra røggasfiltre og flyveaske fra kraftværkerne. Flyveaske bruges som puzzolaner og har nu fuldstændig erstattet tilsætning af ler. Det er interessant at se, at cementfremstillingen i høj grad bruger restprodukter fra andre industrier.

Kalk og mergel i industrien

 FIGUR 18-4. I det store mergelleje Kølsen ved Viborg fyldte fanger fra Horsens Statsfængsel hver dag tyve jernbanevogne med mergel, der blev brugt til jordforbedring i landbruget. I dag bruger man kun kalk.

FIGUR 18-4. I det store mergelleje Kølsen ved Viborg fyldte fanger fra Horsens Statsfængsel hver dag tyve jernbanevogne med mergel, der blev brugt til jordforbedring i landbruget. I dag bruger man kun kalk.

I landbruget bruges den basiske kalk først og fremmest til at øge pH-værdien i sure jorde, men også for at tilføre calcium og magnesium til afgrøderne.

Før 2. Verdenskrig brugte man lige så gerne mergel, en blanding af kalk og ler, til jordforbedring, som man brugte kridt og kalk. Merglen var typisk kalkholdig moræneler, men også smeltevandsler, Kerteminde Mergel og søvind Mergel. Idéen med at strø mergel stammer fra oldtidens Grækenland, og blev muligvis brugt i Danmark allerede i Jernalderen. I 1700-tallet var det med sikkerhed i brug, og næsten alle gårde fik egen mergelgrav. Ved hedens opdyrkning efter 1864-krigen øgedes merglingen, og de store industrielle mergellejer blev talrige i Vestjylland. F.eks. åbnede et stort mergelleje nord for Viborg (figur 18-4). Den foretagsomme pastor Østergaard havde fundet forekomsten og fik organiseret, at straffefanger hver dag fyldte tyve jernbanevogne med mergel. Danmarks største mergelleje lå dog ved Hanerup sydvest for Holbæk, hvor man indvandt Kerteminde Mergel.

 FIGUR 18-5. Billedet er fra Seden langs Odense Fjord, hvor man tidligere indvandt muslingeskaller til jordbrugskalk, hønsefoder og fajance. I Roskilde Fjord har man indtil 1997 indvundet østersskaller til hønsefoder, og omkring Anholt blev der indvundet små mængder skaller indtil 2000.

FIGUR 18-5. Billedet er fra Seden langs Odense Fjord, hvor man tidligere indvandt muslingeskaller til jordbrugskalk, hønsefoder og fajance. I Roskilde Fjord har man indtil 1997 indvundet østersskaller til hønsefoder, og omkring Anholt blev der indvundet små mængder skaller indtil 2000.

I starten af 1970'erne ophørte brugen af mergel helt, da den blev udkonkurreret af kalk og kridt. I dag udnyttes især bryozokalk fra stevns, da den klumper mindre end skrivekridt, men der indvindes dog også skrivekridt ved Aggersund og Thisted til formålet. Ved Hedehusene uden for Roskilde indvindes små mængder kalkklumper i grusgravene, og på Djursland indvindes små mængder bryozokalk.

Kalk som fodertilskud i landbrugets dyrehold indvindes ved stevns og Aalborg. Tidligere blev muslingeskaller også indvundet til dette formål (figur 18-5); især i Roskilde Fjord.

Endelig bruges brændt kalk også ved stålraffinering, til at blande i glas og i sukkerindustrien til neutralisering af syre. I plast-, gummi-, maling- og keramikindustrien anvender man kridt som fyldstof. Industrikalk indvindes som skrivekridt ved Aggersund, som koralkalk ved Fakse og som bryozokalk ved stevns.

Ved affaldsforbrænding dannes røggas, som kan indeholde svovldioxid, saltsyre, tungmetaller og andre skadelige stoffer. Røggassen bliver derfor renset med kalk.

Papir

 FIGUR 18-6. Kridt fra bruddet ved Stevns Klint knuses og udfældes i forskellige krystalstrukturer. Denne Precipitated Calcium Carbonate (PCC) bruges til kvalitetspapir, da den øger papirets hvidhed og glans. Her ses de udfældede kalcitkrystaller. Målestok 2 μm.

FIGUR 18-6. Kridt fra bruddet ved Stevns Klint knuses og udfældes i forskellige krystalstrukturer. Denne Precipitated Calcium Carbonate (PCC) bruges til kvalitetspapir, da den øger papirets hvidhed og glans. Her ses de udfældede kalcitkrystaller. Målestok 2 μm.

Papir blev opfundet i Kina for omkring to tusind år siden. I papirindustrien har man i mange år anvendt kaolin og talk som fyldstoffer til træmassen, men nu er det også muligt at anvende brændt kridt. Eksempelvis går stort set hele indvindingen af bryozokalk ved stevns Kridtbrud til papirfremstilling.

Det kræver et meget rent produkt for at undgå misfarvning. Til papirfremstillingen bruges bl.a. kunstigt udfældet kalk, Precipitated Calcium Carbonate (PCC). Man kan styre udfældningsprocessen, så man får de ønskede krystalformer (figur 18-6). Processen foregår ved, at man opløser den brændte kalk i vand og lader den udfælde under reaktion med kuldioxid. Så opstår der rene calciumcarbonat-krystaller. PCC øger renheden af papirets hvide farve, nedsætter gennemsigtigheden, øger mængden af luft mellem papirfibrene, stivheden og overfladeglansen.

Bygningssten

Kalk og kridt har siden Middelalderen været benyttet til bygningssten, da den var let at skære ud i murstensstørrelser. Det var især kildekalken, også kaldet frådsten.

 FIGUR 18-7. Som så mange andre kirker fra den tidlige del af Middelalderen er krypten under Vor Frue Kirke i Århus bygget af kildekalk. Det kaldes også frådsten, da man tidligere troede, at det var stivnet skum fra havets bølger.

FIGUR 18-7. Som så mange andre kirker fra den tidlige del af Middelalderen er krypten under Vor Frue Kirke i Århus bygget af kildekalk. Det kaldes også frådsten, da man tidligere troede, at det var stivnet skum fra havets bølger.

Kildekalk opstår, fordi rødder, svampe, bakterier og andre levende organismer i jorden udskiller kuldioxid. Når regnvand trænger ned i jorden, vil det reagere med kuldioxiden og opløse jordens indhold af kalk. Den opløste kalk transporteres med det nedsivende vand, og hvor vandet bryder frem på jordoverfladen som en kilde, afdamper kuldioxiden til atmosfæren og kalken udfældes. På lignende måde mobiliseres mangan i jorden, så kildekalk består tit af sort-hvide tynde lag af skiftevis manganrig og manganfattig kalk.

Da man let kan skære i den friske kildekalk, har den siden Middelalderen været brugt til bygningssten, især til kirker. I egnen omkring Roskilde og Holbæk er der mange fine eksempler. I Roskilde by har der været op til 24 kilder, hvoraf Maglekilde havde en af de største kildekalksforekomster, f.eks. blev den gamle trækirke i 1080 afløst af en domkirke i kildekalk. Rester af kirker med kildekalk findes også i krypterne under St. Knuds Kirke i Odense og Vor Frue Kirke i Århus (figur 18-7).

Et af de kendte kildekalksbrud ligger ved Vintre Møller mellem Roskilde og Holbæk. Det har sandsynligvis været udnyttet i Middelalderen, men man ved ikke, hvornår indvindingen ophørte. Bruddet blev genåbnet i 1875 for at levere materiale til restaurering af Kirke Sonnerup Kirke og i 1893 til restaurering af Tveje-Merløse Kirke. Langs Odense Å ved Dalum findes også et par kildekalksbrud. I dag indvindes dansk kildekalk kun ved Slude på Fyn, men her bruges den til manganrig jordbrugskalk.

 FIGUR 18-8. Stevns Klints meget kantede struktur skyldes, at man har savet kalksten ud af den. Produktionen kendes helt tilbage til 1167, da biskop Absalon brugte kalken ved grundlæggelsen af København.

FIGUR 18-8. Stevns Klints meget kantede struktur skyldes, at man har savet kalksten ud af den. Produktionen kendes helt tilbage til 1167, da biskop Absalon brugte kalken ved grundlæggelsen af København.

Bryozokalk, Skrivekridt og Fakse Koralkalk brugte man allerede til bygningssten i Middelalderen, hvor den især blev hentet fra de hævede stenalderklinter ved Klim i Nordjylland, Djurslands klinter, Fakse Banke og Stevns Klint på Sydsjælland. Således blev sten fra Stevns Klint brugt af biskop Absalon ved grundlæggelsen af København i 1167, og man kan i dag se de gamle kalksten under Christiansborg Slot.

Omkring Stevns Klint ligger der mange middelalderkirker med kalksten, eller limsten som det også kaldtes, fra klinten. I 10 kirker omkring Grenå i Østjylland er det muligt at se, hvor Danien-kalkstenene stammer fra, da 64 % af stenene er udskåret ved Fornæs og Kragenæs, mens 36 % af stenen er fra de store klinter ved Karlby og Sangstrup.

Kalk- og kridtsten blev savet ud ved håndkraft, hvad man i dag tydeligt kan se på Stevns Klints meget kantede klintprofil (figur 18-8). Stevns Klint fik efter Københavns brand i 1728 ny betydning for brydning af udsavede kalksten, og omkring år 1900 kom endnu et opsving for stenbrydningen. Også sten fra Fakse-bruddet blev udsavet helt op mod 1900, f.eks. til den omfattende restaurering af de øvre dele af Marmorkirken i København. Kun de nedre dele af kirken er marmor.

NID-2-893.png

A. Ravklump fra Nordsøen på 1749 gram (15,8 cm lang). Foto: O. Johnsen.

Danske smykkesten

Det er sjældent at finde de kendte smykkesten i Danmark. Til gengæld findes rav, „nordens guld“, der har haft stor værdi til smykkefremstilling gennem tiderne. En mere speciel smykkesten er den bornholmsk diamant, der er en perfekt kvartskrystal.

Rav
Rav er forstenet harpiks, altså et organisk materiale, der blev dannet i Eocæns skove og ført med floder til området omkring det nuværende Polen, Litauen og Kaliningrad. Her blev det aflejret i „den blå jord“ (boks 10-5). Under istiderne er ravet ført med gletsjere til det danske landområde, hvor det i dag kan findes i grusgrave eller ved havet, især ved Vesterhavet, hvor det eroderes ud af havbundens sand og skylles op på stranden.

Ravfigurer blev lavet allerede i Jægerstenalderen, og i Bondestenalderen synes produktionen af perler og andre genstande at være stærkt øget. I Bronzealderen blev baltisk rav solgt over hele Europa. Det ved man, fordi de såkaldte infrarøde spektralmønstre fra baltisk rav adskiller sig fra andre europæiske ravtyper. Baltisk rav findes fra England i vest til Rusland i øst.

I Middelalderen blev rav forarbejdet til bedekranse, smykker og andre kunstgenstande. I barokken blev rav meget populært, men fra omkring 1730 faldt efterspørgslen. I 1800-tallet fik ravet en opblomstring, især til smykker og piber, og man begyndte også mere systematisk at indsamle rav langs Vestkysten med salg for øje. Siden starten af 1900-tallet har rav ikke været så eftertragtet til smykker. Men populariteten synes at svinge gennem århundrederne, så måske kommer det igen på mode.

Bornholmske diamanter
I Alunskifer ved Læså på Bornholm er der i kalkkonkretionerne fra Silur nogle små hulrum, hvori der kan være helt perfekte kvartskrystaller. De går under navnet bornholmske diamanter (se figur 7-29B).

Fra starten af 1700-tallet findes beretninger om fiskere, der havde som bierhverv at flække konkretioner for at sælge „diamanterne“. Det fortælles således, at Frederik d. 5.’s dronning Louise „har baaret en Bævernaal af saadanne bornholmske diamanter“. Et stort opsving i salget fandt sted i perioden 1780-95, sandsynligvis fordi Høegh-Guldbergs styre på vegne af den sindssyge kong Christian d. 7. forbød, at man bar udenlandsk købte ædelsten, da det ville føre penge ud af landet. På grund af denne nationale strømning sleb og solgte en københavnsk hofstenhugger over to tusind „diamanter“. Interessen for smykkestenen ophørte i starten af 1800-tallet, og i dag er de bornholmske diamanter fredet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Larsen: Kalk og kridt i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 17. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484094

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk