Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Brunkul

Oprindelig forfatter GuLa

Dansk brunkul findes på Bornholm og i Midt- og Vestjylland.

De bornholmske brunkul er fra den jurassiske Bagå Formationen i området mellem Rønne og Hasle (kapitlet Fra ørkener til varme have). Det varme og fugtige klima på datidens flodslette gav gode muligheder for at omdanne træer og urter til brunkul.

Allerede i 1640 under kong Christian d. 4. blev interessen for de bornholmske kul vakt, men et forsøg med indvinding i 1660 blev forhindret af svenskekrigene. Først fra 1738 kendes en egentlig indvinding, som blev foretaget af tyske minearbejdere. I 1815 blev der anlagt tre kulværker. Meget af kullet blev stadig brudt i skakter, desværre tit med sammenstyrtninger og dødsfald til følge. Den urentable produktion i de tre skakter blev stoppet i henholdsvis 1868, 1876 og 1880. Et af værkerne lå ved Sorthat, et andet i Bagå Lergrav. Ved Bagå begyndte man at indvinde igen i 1843, men på grund af den dårlige kvalitet gik man som tidligere nævnt over til at producere klinker.

Annonce

Under 1. Og 2. Verdenskrig blev man igen interesseret i brydning af bornholmsk kul. I 1917-20 forsøgte staten at indvinde kullene, men uden held. Først i 1942-1948 kom der en større indvinding i gang syd for Hasle. Rubinsøen er i dag et synligt spor efter gravningen.

De jyske brunkul tilhører Odderup Formationen fra Midt Miocæn. Den blev undersøgt i 1870'erne af geologen F. Johnstrup, men han fandt det uegnet til brændsel, da det smuldrende og indeholdt for meget svovl. En egentlig indvinding begyndte først under 1. Verdenskrig, da man i 1915-25 gravede ved Troldhede, Nørre Vium og Fasterholt syd for Herning.

Den rigtig store indvinding kom i gang under 2. Verdenskrig, hvor også de største brunkulslejer ved Søby syd for Herning blev åbnet. I 1940 begyndte lokale arbejdsløse at indvinde Søby-kullene med skovl og trillebør. Produktionen blev overtaget af større firmaer, og snart strømmede arbejdere til fra hele landet. Det blev til 30-40 lejer alene i Søby, og der opstod en barakby med 1500-2000 mennesker, 20 pensionater, tre købmænd, børnehave, falckstation og forsamlingshus. Det blev til Danmarks eneste kendte „guldgraverby“, der både husede sabotører, hasardspillere og så selvfølgelig almindelige familier med børn.

Indvindingen fortsatte efter krigen, nu med jernbanetipvogne og gravemaskiner, og efter en mindre pause i 1950 fortsatte man med levering til elværkerne. Indvindingen ophørte endeligt i 1970, selv om der stadig er kul på egnen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Larsen: Brunkul i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484117

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk