Hvad vores stenalderforfædre har ment om naturen, kan man kun gisne om, men fra Vikingetiden har man myter om dannelsen af de forskellige landskabsformer. Ifølge Snorre Sturlassons „Edda“ blev jætten Ymer skabt af mødet mellem is og ild. Ud af isen smeltede koen Audhumla, som slikkede et menneske ud af en rimslået sten. Fra ham nedstammer Odin, Vile og Ve, som dræbte Ymer. Af Ymers blod blev havet dannet, kødet blev til det faste land, knoglerne til klipper, og tænderne blev til sten. Af hans hjerneskal blev himmelhvælvingen dannet.
Med kristendommens indførelse i Danmark blev dens bud på en skabelsesberetning fremherskende. Op gennem Middelalderen troede man, at naturen havde været uforanderlig, siden Gud skabte den. Men parallelt med kristendommen har sagntroen eksisteret, tit indpasset i en form for kristen forståelse. Det kunne være en særlig forklaring på store stens tilstedeværelse i landskabet: De var kastet af trolde, der ikke brød sig om kirkeklokkeklang.
Fossiler var mærkelige naturfænomener, som også blev tilskrevet det overnaturlige (figur 19-1). I Danmark kaldes forstenede blæksprutter, eller belemnitter, stadig for vættelys, fordi man i gamle dage troede, at de julenat blev tændt af overnaturlige væsener, vætter. Vættelys blev lagt i spædbørnenes vugge for at beskytte mod vætterne, der ville snige sig ind for at patte på børnenes fingre, så de blev tynde og spidse. Og søpindsvin kendes helt tilbage fra danske stenaldergrave, hvor de døde er begravet med dem. Senere blev de lagt i spisekammeret for at forhindre brødmangel, eller at mælken løb sur. De kendes også som sebedæisten eller tordensten, der kunne forhindre lynnedslag og brand.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.