I det danske landskab ser man de fleste steder tydelige spor efter menneskers aktiviteter. Åbne, opdyrkede landskaber, hvor man klart kan se de geologiske landskabsformer, skifter med tæt bebyggelse eller skovdækkede arealer. Her og der er landskaber totalt ændret, f.eks. på grund af råstofgravning. I dag sker der en efterbehandling af graveområderne, så de ikke efterlades som ar i landskabet. Der kan ligefrem modelleres helt nye landskabsformer frem med søer og bakker. Sådanne landskaber kan være æstetisk behagelige at se på, men de har ingen værdi ud fra en geologisk synsvinkel.

Råstofindvinding

Den mest åbenbare trussel mod de geologiske naturinteresser er bortgravning, især i forbindelse med råstofindvinding (figur 19-12). Men samtidig er råstofgravning en af de mest effektive måder at få viden om den geologiske opbygning af det danske landskab på. Især de geologiske profiler, som bliver skabt ved indvindingen og som regel senere bortgravet, er vigtige for at kunne udrede den detaljerede geologiske historie. De mange grusgrave rundt omkring i landet har været vigtige brikker i forståelsen af Danmarks istidsgeologi. Ved råstofindvinding er der altså en indbygget konflikt mellem et ønske om at bevare landskabet og et ønske om at studere jordlagene.

Råstofgravning er en irreversibel proces. Én gang bortgravede landskaber kan ikke genskabes. Man kan ikke rekonstruere en bortgravet ås. En ny jordvold vil på afstand ligne den oprindelige ås, men vil ikke have forskningsmæssig og undervisningsmæssig værdi. Den vil være en kulisse, da den indre struktur ikke kan genskabes. Herved adskiller den geologiske natur sig mærkbart fra den levende natur, som til en vis grad kan genskabes.

De geologiske landskabsformer, som det er gået hårdest ud over, er åse, hatformede bakker og strandvolde. De er alle gode leverandører af sand, grus og sten, fordi naturen her på forhånd har sorteret materialet og anbragt det på en lettilgængelig måde. Også smeltevandssletter, især lige uden for randmorænerne, indeholder gode, grovkornede materialer, som er efterspurgte til mange formål. Fladbakker af ler er også udsatte, da de gennem hundreder af år har været naturlige leverandører til landets teglværker.

Endelig må de store sten nævnes. Tidligere var det almindeligt, at de blev sprængt væk. Enten for at sælge dem som skærver, eller fordi de lå i vejen for et anlægsprojekt. I dag ses de mere som konkrete vidnesbyrd om de enorme kræfter, som har formet vort land, og der er derfor større forståelse for at bevare dem.

Tilplantning

Hvis den naturlige vegetation fik lov til at brede sig, vil Danmark til sidst være dækket af skov. Det vil sløre landskabet og gøre det vanskeligt at erkende de geologiske elementer i det. Så set med geologiske øjne er det en fordel, at skovene ikke får lov at vokse op overalt (figur 19-13). Det er derfor vigtigt, at skovrejsning sker med respekt for de geologiske værdier, eksempelvis bør overgange mellem to landskabsformer ikke tilplantes med skov, da overgangene fortæller meget om selve landskabsformen.

Bebyggelse og veje

Også bebyggelse og anlæg, f.eks. af motorveje, kan give alvorlige indgreb i landskabet. Ofte medfører store anlægsarbejder omfattende terrænreguleringer, hvor landskabets naturlige form ændres afgørende. Og bebyggelser kan sløre landskabet, så delelementer ikke længere kan erkendes. Målt med den menneskelige tidsmålestok har bebyggelser en lang levetid. Det er derfor vigtigt, at kommuneplaner og lokalplaner tager højde for at bevare de geologiske landskabsværdier.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Påvirkning af det geologiske landskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig