Fremtidens klima

Det har altid været vigtigt for mennesket at kunne forudsige klimaet. Bønderne ønskede at vide, hvornår de skulle bjerge høsten for ikke at få den ødelagt af f.eks. regn, og sømænd og fiskere ville gerne kunne forudsige en orkan, inden de drog til havs. I dag ønsker man ikke kun at forudsige vejret flere dage og uger frem, men også at forudse det globale klimas udvikling i de næste århundreder. Man er blevet bevidst om, at menneskets påvirkning af klimaet muligvis kan føre til, at kommende generationer får sværere livsbetingelser end nutidens.

For at vurdere fremtidens globale klima kan man studere de rytmiske, naturlige klimaændringer i fortiden, som er gennemgået i kapitlet Klimaets naturlige variationer. Derved kan man måske forudse, hvilke naturlige klimasvingninger der kan forventes fremover. Desuden kan man få en baggrund for at vurdere, om visse klimaændringer afviger fra „normalen“, og dermed måske kan være menneskeskabte.

Direkte målinger af klimaet ved hjælp af instrumenter findes kun for de sidste 200-300 år. Vil man længere tilbage i tid, kan man bruge historiske kilder. Man ved f.eks., at der var betydelig mere regnfuldt i Nordafrika for 2000 år siden, fordi den nordafrikanske by Kartago blev kaldt Romerrigets ‘kornkammer’ på grund af de gode dyrkningsmuligheder i området. På samme måde fortæller beretninger fra Island om den klimaforbedring, som førte til Middelalderens varmetid i slutningen af 800-tallet. Den senere kuldeperiode, Den Lille Istid, har man også adskillige beretninger om (se kapitlet Fra bondestenalder til nutid).

Skal man bestemme klimasvingninger endnu længere tilbage i tiden, må de geologiske aflejringer benyttes. Værdien af disse målinger kan man teste ved at undersøge, om de kan genfindes i de historiske beskrivelser eller i de sidste par hundrede års direkte målinger. F.eks. kan beregning af temperaturen fra iskerner fra Grønland (se afsnittet Klimaarkiver og følgende afsnit) vise Middelalderens varmetid og Den Lille Istid, som jo også kendes fra de historiske beretninger.

Når man har kortlagt fortidens rytmiske klimasvingninger, kan man med computerberegninger undersøge, om og hvordan den slags kan formodes at optræde i fremtiden. Man lader computeren gennemregne matematiske modeller af „klimasystemet“, dvs. de variationer i systemet, der menes at have betydning for klimaets udvikling. Modellerne er meget forenklede i forhold til den komplekse virkelighed, selv om både atmosfæren, landjorden og havene indgår. Hvis en model imidlertid ved at regne baglæns kommer til en rigtig beskrivelse af fortidens klima, er det sandsynligt, at den også kan bruges til at forudsige fremtidige klimaændringer.

Modellerne kan også bruges til at studere, om – og i givet fald hvordan – klimaet ændrer sig, hvis mennesket ændrer på nogle af de forhold, der påvirker klimaet. Virkningen af ændringer i atmosfærens indhold af kuldioxid (CO₂) og andre drivhusgasser testes f.eks. ofte i modellerne.

Men hvad forudsiger modellerne så? Overordnet ser det ud til, at vi befinder os i en helt speciel lang varmeperiode i forhold til de sidste par millioner års skift mellem istider og mellemistider (figur 20-1). Men derfor kan der godt komme kortvarige kolde perioder, og hvorvidt den menneskelige påvirkning mod et varmere klima slår igennem på længere sigt, er langtfra afgjort.

Hvis alle klimasvingninger var strengt periodiske, ville det være let at forudsige fremtidens klima. Klimasystemet er desværre ikke så enkelt (figur 20-2). De kortvarige klimaskift på 30-40 år i 1900-tallet, Middelalderens varmetid på omkring 300 år og Den Lille Istid på omkring 500 år gentager sig muligvis ikke regelmæssigt. Derimod er der en større regelmæssighed i nogle af de mere langvarige klimaskift, f.eks. skiftene mellem istider og mellemistider, der foregår i løbet af ca. 100.000 år (kapitlet Klimaets naturlige variationer). Den menneskeskabte forurening spiller med sikkerhed en rolle, men den kan på nuværende tidspunkt ikke klart adskilles fra de naturlige klimasvingninger. Dog bør man naturligvis altid være forsigtig med at øge risikoen for menneskeskabte klimaforandringer.